Masser af millioner skal spares på dagtilbudsområdet. Hvordan finde dem? Og skære dem? Og begrunde det? Sig ordet: Benchmark! Det nye løsen for politikere – en benchmarkanalyse af dagtilbudsområdet. Sådan en har som regel til formål at vise, at når andre kommuner gør det billigere, så kan det vel ikke være så galt at skære ned i Svendborg. På tirsdag skal politikerne diskutere benchmark-analyse af dagtilbudsområdet. I dag skriver pædagog Henning Andersen om, hvad den slags kan misbruges til.

Kommunal benchmarking med masser af økonomi – men hvad med kvalitet?

Af Henning Andersen

Henning Andersen

Som utallige andre kommuner står Svendborg Kommune igen i en situation, hvor ret så voldsomme besparelser på det offentlige område, ikke mindst dagtilbudsområdet, er kommet i spil. Dette indlægs intention er ikke at vurdere på de mange forskellige tal og modeller for besparelsernes gennemførelse, men derimod at fokusere på en række aspekter, der overhovedet ikke er sat i tale.

Konkret ligger besparelseskravet på et sted mellem 22 og 26 millioner kroner, hvilket er et slags fikseret og udokumenteret besparelseskrav. Der foreligger forskellige modeller for, hvorledes der kan leves op til dette krav, men interessant nok er argumentationen besat med positivistiske udsagn, der skal få hele besparelsen til at fremstå som en stræben mod et idealt mål: – Noget ”vi alle sammen” vil ”få det meget bedre af”! Samtidig er der en tendens til at sende ”aben” videre, således at besparelseskravet ”i virkeligheden” skyldes ”ydre” omstændigheder. Hvilket i sidste ende er ansvarsforflygtigelse, når man nu er valgt til administrere besparelseskravet.

Men værre er, at dette åbner muligheden for at importere begrebet ”vilkår”! Hvilket – ikke mindst i denne kontekst – åbenbart skal forstås som en absolut størrelse, en næsten videnskabelig objektivitet, der ikke kan ændres på, og som alle – pinedød – er nødt til at forholde sig konkret til, uden at sætte spørgsmålstegn ved ”vilkårets” eksistens, relevans eller retfærd, vis-a-vis de parter der åbenbart skal bære byrden i sidste ende. ”Ærgerligt, ærgerligt – ingen arme, ingen brunkager; nej hvor trist! Men det er jo de vilkår, du lever under!”, synes mantraet at være.

Og det kan der jo så gå meget god tid med at nappes om – og den tid der går godt, kommer ikke dårligt tilbage…..som skrevet står!

Uagtet at Svendborg Kommune finder alibi i en benchmarking på baggrund af en sammenlignende analyse med to andre kommuner (Middelfart og Kalundborg), gør man samtidig vitterligt – på en ”buddy-buddy”-facon – at hele miseren skyldes en uafklaret forhandlingssituation i KL, samt en regeringsbeslutning – altså igen: ”vilkår”. Undertegnede har endda hørt så galt, at politikerne i Svendborg Kommune faktisk er på børns, forældres og pædagogers side – ”men hvad kan de gøre? Hvad kan de gøre – som landet ligger?”.

Ja! F.eks. kunne Svendborgs politikere overveje succeskriteriet. Det er det, man laver en ”benchmark” for at få defineret: – Hvilke kommuner ønsker vi at sammenligne os med? Hvorfor gør vi det? Og med hvilken hensigt?

Hér er det jo væsentligt at spørge, om politikerne samtidig har haft et kvalitets-parameter med i beslutningstagningen, eller om man udelukkende har forholdt sig til ”vilkår” – og til ”hva’svar’r sig?”, som de siger på fastlandet.

I den umiddelbare sammenligning er der næppe nogen (efter et power-point-show på maximalt 15 minutter), der vil bestride, at de to sammenlignede kommuner umiddelbart synes at kunne ”klare den” med færre midler. Men hvor er analysen af, hvad Svendborg Kommune får ud af sine højere budgetter på området, i en kvalitetsmæssig optik? ”Benchmarking” er jo ikke i sig selv en objektiv analyse af noget som helst – den hænger meget sammen med en politisk disposition! Og information om denne disposition glimrer ved sit (politiske) fravær bag ideale slogans om ”Borgeren I Centrum” og ”CittaSlow” – og man må spørge: – Hvilken borger? Hvad er personens navn? Og festine lente – det tror jeg roligt man kan regne med, efter denne ”spare-runde”!

Samtidig inddrager man en række ”bruger-tilfredsheds-undersøgelser” i en argumentation for at: – Siden visse parametre ikke synes forskellige – mellem de ”sammenlignelige kommuner i benchmarkingen” – er disse ude af betragtning i forhold til den videre beslutning. Det er jo tankevækkende, at man likviderer de områder, de tre kommuner åbenbart synes at være ens på – og derfor komparativt svære at skelne hinanden ud fra – som et argument for, at så er det væsentligere og mere ”objektivt” at fokusere på de budgetmæssige forskelle – igen uden en kvalitetsdebat! Eller sagt på en anden måde: – Hvis ”de” i Middelfart og Kalundborg er tilfredse med deres kvalitets-niveau, jamen – og come on – så kan ”vi” vel også nøjes med mindre; og siden de andre forhold er uigennemskuelige, nåja, så kan vi ikke bearbejde dem i analysen!

Siger hvem? Jo – det siger politikerne og forvaltningen! Og taler heller ikke om kvalitet….. Hvilket så er løgn, thi det fremgår tydeligt, at der åbenbart skulle ligge en positiv – samt objektiv – kvalitet i store enheder. Der nævnes f.eks (og nogen må vide, hvor den åbenbaring er kommet fra) at ”enheder” på 150 børn er noget ”optimalt”. Men optimalt i forhold til hvad? Igen: – Ingen kvalitetsovervejelser, men en masse økonomiske ditto!

Det sidste forhold, der hér lige bør rundes, er retorikken omkring disse besparelser. Det er nævnt tidligere, at man forholder sig til en (pseudo-)objektiv positivisme i fremlæggelser af problemfelter omkring ”sparerunden” – helst set som en ideal fordring! Og vel vidende at diverse dagsordener, primært, er tiltænkt ledere, bestyrelsesmedlemmer og tillidsfolk, må de fleste vel alligevel studse over et dagsordenspunkt, der i al sin forgyldte festivitas lyder: ”Procedure og afskedigelseskriterier ved gennemførsel af uansøgt afsked på dagtilbudsområdet” Hvilket betyder: – Hvordan dækker arbejdsgiveren sig ind, når denne skal afskedige en person!

Det er ”jo” vilkår, manner! Eller – med andre ord – arbejdsgiverens rolle defineres etisk i opsigelsessammenhæng, ved at henholde sig til procedure. Og hvis den (tidligere) ansatte gør knuder – nåja, men så har hun et problem. Ja, det tør nok siges…..

Derfor står vi – åbenbart – i en situation, hvor det ”objektive” kan sammenkøres med det ”etiske”, samt opfylde kravene for det politisk disponerede ved at indføre et uigennemskueligt ”buzz-word” som ”Vilkår”.

Undertegnede er ikke et øjeblik i tvivl om, at krisen kradser, men legitimeringen af en ublu udredning af politiske dispositioners udmøntning i dalende kvalitet på daginstitutionsområdet, samt en summarisk tilføjelse til arbejdsløshedskøen qua nedskæringer i personaleressourcerne, igen legitimeret ved en ”etik”, er næppe vejen frem til en optimering af ”bruger-tilfredshedsundersøgelsers” positive net-result. Og så har jeg nok ikke sagt for lidt.

Man kan godt forsøge sig med den øvelse, at man skyder årsagen til dispositionerne et antal år ud i fortiden, og dermed legitimerer indsatsen ved tidligere kommunalbestyrelsers lemfældighed, eller kommunesammenlægningen, eller finanskrisen, eller udbygningsfrekvensen, eller infrastrukturen, men i sidste ende sidder den nuværende kommunalbestyrelse – bestående af (skulle man tro) socialt orienterede koalitioner ( ikke mindst socialdemokrater og enhedslistefolk), tilbage med et forklaringsproblem, der i al sin lamslående enkelthed drejer sig om, hvilke omstændigheder de fremtidige vælgere skal vokse op i. Og, siden I politikere selv gør god brug af marketingsbuzzwords, og siden der ikke er nogen grund til at holde den slags som forretningshemmeligheder, kender I så den hér: ”Hurtigt”, ”Billigt”, ”Kvalitet”. ”Vælg To!”. Og lad mig pinde det ud:

Hurtigt&billigt – så giver du køb på kvaliteten! – Billigt&kvalitet – så kommer det nok til at tage et stykke tid! – Kvalitet&hurtigt – så kommer det nok til at koste nogle penge! Pick Any Two!

Der er noget ekstravagant arrogant ved at tro, at man kan “sælge varen” gennem to gange to timers pep-talk – det ene kaldet “dialogmøde”, det andet kaldet “fyraftensmøde” – således som man i Svendborg Kommune har valgt at informere om argumentationen bag besparelses-intentionerne. Det er nærmest horribelt, at man i samme åndedrag påberåber sig en etisk fordring som legitimering for disse – i informativ sammenhæng – ganske små tiltag, under påberåbelse af at det er blevet gennemført som en udløber af ”ansvarlighed” overfor parterne! Åhejo, jeg er helt med på en høringsperiode! Det, jeg spørger til, er ”konfrontationstimer”! I hvilke fora er hele denne store debat sat til diskussion? Præcis hvor var ”den centrale borger”? Hvad med ”brugeren”? Hvor er ”personalepolitikken”?

Det er meget tynd is, det hér, d’damer og herrer politikere. God fornøjelse med det…………….

(Henning Andersen, Oure, arbejder som pædagog i Svendborg)