Arno Kruse.

Af Arno Kruse 

Udviklingen i meningsmålingerne taler sit tydelige sprog, uden at dette synes at gøre det mindste indtryk på hverken Socialdemokraterne eller Socialistisk Folkeparti, som mister vælgere i et omfang og med en hastighed, der overstiger alt, hvad vi tidligere har oplevet.

SF har aldrig været mindre, mens partiet har været medlem af Folketinget, og for Socialdemokraternes vedkommende skal vi helt tilbage til 1898 for at finde en lige så lav vælgertilslutning.

Når to partier, der har en historisk lang tradition for at være socialt ansvarlige partier, konsekvent siden valget den 15. september 2011 har forringet livsvilkårene for efterlønsmodtagere, dagpengemodtagere, førtidspensionister, sygedagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere og SU-modtagere samtidig med, at der er givet skattelettelser til de rigeste selskaber og de rigeste borgere, så er det logik for burhøns, at de vælgere, der ønsker et solidarisk samfund, kvitterer ved at fravælge S og SF.

Vælgere, der forlader socialt ansvarlige partier, som de har stemt på eller været medlem af i rigtig mange år, kunne egentlig forventes at søge til et andet socialt ansvarligt parti. Det ville sådan set også være logik for burhøns, og det har det da også været men kun for halvdelen af de vælgere, der har forladt S og SF. De har valgt Enhedslisten.

For den anden halvdels vedkommende er vælgerne gået hovedsagelig til Venstre og Dansk Folkeparti, hvilket er en vælgervandring, der umiddelbart mangler både logikken og burhønsene.

Det forekommer på en eller anden måde meget bemærkelsesværdigt og helt uforståeligt, at vælgere, der fravælger S og SF på grund af deres asociale politik, søger over i de partier, som har støttet S og SF i at gennemføre den asociale politik, men når jeg ligesom tager udgangspunkt i min mors opfattelse af Arne Herløv, så dukker der en anden logik og nogle andre burhøns op i horisonten.

Min gamle og for længst afdøde mor lagde meget vægt på, hvordan folks hår så ud, og derfor var hun alt andet end begejstret for Arne Herløv alene på grund af hans vilde hår, mens hun til gengæld syntes vældig godt om Mogens Voigt fra Fremskridtspartiet, der altid var nyklippet og velfriseret, og hvis hun stadig havde levet og set reportagen i går fra Enhedslistens landsmøde, så ville hun have udtrykt sig på noget nær denne måde: Har du dog set, Arno, de er jo lige så oggenokkede at se på som Arne Herløv!

Det handler altså ikke for alle mennesker alene om politiske holdninger, når de skal vælge politisk parti. Det handler for mange om noget helt andet. Noget, som de opfatter positivt eller negativt.

Det kan altså ligeså godt være udseendet eller andre forhold, der styrer menneskers valg af politisk parti, når disse forhold af forskellige årsager kommer til at veje tungere end selve det politiske budskab og indhold.

Vælgere af min mors type, der lægger vægt på håret og tøjvalget, ville altså ikke gå til Enhedslisten, men ville vælge nogen, der opfyldte hendes ønsker om, hvordan hår og tøj skal se ud. Hun ville være skræddersyet til Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti.

Hvis vi ser bort fra partiernes politiske programmer og min mors fordomsfyldte opfattelse af Arne Herløvs hårpragt, er der en særdeles oplagt grund til at skifte fra S eller SF og til for eksempel Venstre, for selv om det reelt er Venstre-politik, som vælgerne har straffet S og SF for at gennemføre, så er der alligevel en væsentlig grund til, at vælgerne flytter deres stemmer over til netop Venstre.

Sammenligner vi de 10 år med Anders Fogh Rasmussen/Lars Løkke Rasmussen som statsministre med de 1 ½ år, hvor Helle Thorning Schmidt har været statsminister, så er der absolut ingen forskel på den førte politik, men der er til gengæld en afgørende forskel på graden af troværdighed.

Hverken Anders Fogh Rasmussen eller Lars Løkke Rasmussen har lagt skjul på, at det var VK(O)-regeringens politiske mål at skabe dynamik i samfundet gennem en øget social og økonomisk ulighed, og dette løfte blev hårdt og brutalt indfriet, hvilket imidlertid skabte en troværdighed, som vælgerne belønnede så stabilt, at VK(O)-regeringen kunne fortsætte deres asociale ulighedspolitik i 10 år.

Over for denne bemærkelsesværdige bedrift, hvad vi jo faktisk må betegne det som, står en Helle Thorning Schmidt-regering, hvor statsministerens løfte til vælgerne var, at velfærd kom før skattelettelser, hvorefter hun nu i 1 ½ år har videreført VK(O)-regeringens asociale ulighedspolitik og skåret ned på velfærden samtidig med, at hun har givet skattelettelser til de rigeste selskaber og den rigeste del af befolkningen.

Der har været tale om et kontinuerligt og konsekvent løftebrud, som vælgerne forståeligt nok har straffet lige så konsekvent og lige så kontinuerligt. Vælgerne har altså ikke foretrukket en anden politik men en anden grad af troværdighed.

Personligt ville jeg formentligt komme til at opfatte Arne Herløv en smule komisk og uvirkelig, hvis han blev tilpasset min mors ønske om en nyklippet dreng med sideskilning, og jeg vil da også på det kraftigste advare Enhedslistens Arne Herløv-typer mod at ligge under for sådanne helt urimelige fordomme.

Når det derimod gælder troværdighedsproblemet, vil jeg i anstændighedens navn stille ubetinget krav om, at S og SF begynder at holde deres løfter, og i den forbindelse vil det være logik for burhøns at starte med at gennemføre de ændringer i dagpengeloven, som er nødvendige for at redde de tusinder af dagpengemodtagere, som ikke alene vil miste deres dagpengeret men måske også deres bolig eller i værste fald deres familie.

(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).