Den nye chef på FAA – hvem og hvad er han?

 

Troels Mylenberg bliver ny chefredaktør på Amtsavisen.

Noget af en opgave, han har taget på sig – den 40-årige journalist Troels Mylenberg. At forsøge at sikre, at Svendborg og Sydfyn fremdeles har et – næsten – selvstændigt dagblad. Fyns Amts Avis røg i september under 13.000 i oplag. Den vej – nedad – er det gået længe. Hurtigere end de fleste andre dagblade, som også stort set alle kun kender én vej for oplaget – nedad. Og når han 15. februar næste år overtager det maghonibeklædte chefredaktionelle kontor i Skt. Nicolai Gade, kan oplaget meget vel være faldet endnu mere.

Ingen havde set det komme. Eller rettere: Ingen havde set Troels Mylenberg komme. Medarbejderne på Fyns Amts Avis blev tirsdag kaldt til møde klokken 16. Spekulationerne gik vildt – og i mange retninger. Dem, der gættede på, at det handlede om chefredaktør Jørgen Krebs’ afgang, vandt. Ikke uventet går han af i 2011. Uventet går han af allerede 15. februar. Han kom fra Amtsavisen i Randers til Amtsavisen i Svendborg for en halv snes år siden – medbragt af den dengang nye chefredaktør Ole C. Jørgensen. Krebs blev Ole C. Jørgensen meget lidt karismatiske højrehånd. Og han rykkede det sidste stykke op og overtog chefredaktørkontoret – kaldet maghonihelvedet – da Ole C. Jørgensen for nogle år siden blev bestyrelsesformand i Fynske Medier, samarbejdet mellem Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende. Da det samarbejde for et lille år siden blev endnu tættere, stoppede Ole C. Jørgensen som bestyrelsesformand. Han er i dag lederskribent på Amtsavisen og står til rådighed – som den slags hedder, når man fortsat får sin løn – for Fynske Medier.

Flere navne har – i pressekredse – været nævnt som mulig afløser for Krebs, men ikke Troels Mylenberg, som i otte måneder har været ansat på Fyens Stiftstidende som politisk redaktør. Carsten Olsen, nyhedschef på Amtsavisen, har været nævnt – hans udnævnelse for ganske nylig til souschef på avisen blev set som et varsel. Det var det ikke. Svendborg-redaktionens nye chef, Rikke Bekker, har været nævnt som Krebs’ afløser. Forkert. Chefredaktør på Fyens Stiftstidende, Jan Kristensen, har været nævnt – han lagde i sin tid, da han var redaktionschef, billet ind på at blive Stiftstidendes ansvarshavende chefredaktør. Det blev han ikke. Det blev Per Westergård – hvorefter Jan Kristensen kom i chefredaktionen. Bare ikke som nummer ét. Ham blev det heller ikke.

Hvem er han så, manden, der 15. februar får ansvaret for Amtsavisen? Det går igen – fra alle dem, netavisen har talt med, til citat og udenfor citat – at han er en dygtig journalist, en god kommentator, et rart og humoristisk menneske, der kan inspirere andre. Egenskaber, som i den grad er tiltrængte, hvis skuden i Svendborg ikke skal fortsætte med at synke. Men er det nok? Er det ikke det sædvanlige, der sker – en dygtig journalist udnævnes til leder, fordi han er en dygtig journalist. Derfor behøver han ikke kunne lede. Det kan Troels Mylenberg nu rent faktisk – har i hvert fald gjort det. Bl.a. som forstander på Vallekilde Højskole og senere som leder af journalistuddannelsen på SDU i Odense.

Troels Mylenberg skal ikke først til at lære Svendborg og Sydfyn at kende – som andre nye chefredaktører før ham har skullet. Privat bor han i Smedestræde på Thurø med hustru, skibsfører Lis Jellerup Mylenberg, fire børn og en hund.

Han er ikke typen, der hænger fast samme sted i lang tid – hvad årsagen så end er. Hvad både kan ses som noget positivt og som noget negativt, siger flere, netavisen har talt med. Enten, at han er eftertragtet, eller, at han giver hurtigt op. Eller bare rastløshed og lyst til nye udfordringer og opgaver. Journalistpraktikant var han på Berlingske Tidende. Han har været politisk reporter eller politisk redaktør på Weekendavisen, på Dagen og på Ekstra Bladet – hvorefter han, vist nok af familiære grunde, trak et helt andet sted hen. Han blev forstander på Vallekilde Højskole i en årrække. Derfra rykkede han videre til SDU, hvor han blev leder af Center for Journalistik. Et par år holdt det – indtil han i 2008 blev leder af Berlingske Tidendes Christiansborg-redaktion. Det holdt ikke længe, kun til september 2009 – på grund af nogle interne magtkampe, hvori indgik avisens kommentator Thomas Larsen, der fik en slags overherredømme. Troels Mylenberg nåede derefter lige en meget kort periode at blive partner i kommunikationsvirksomheden Kontrabande, inden han 1. marts i år blev politisk redaktør på Fyens Stiftstidende. Indimellem har han skrevet en stribe bøger – om politik og fodbold. Og er af TV meget brugt som politisk kommentator.

Netop som politisk kommentar er han via TV blevet landskendt, blevet et brand, et markant medlem af den stadigt og mere og mere anvendte gruppe af politiske kommentatorer – Kommentariatet også kaldet. Men ironisk nok mener han, det er noget andet, der skal til i medierne end det, der har gjort ham landskendt. I hvert fald sagde han til Kommunikationsforum i august 2008, da han vendte tilbage til Berlingskes politiske redaktion: ”Det er ingen hemmelighed, at jeg synes, at meninger fylder for meget i medierne i dag. Groft sagt behøver man ikke at vide noget for at optræde i medierne, bare man kan sige, hvad man mener, smart og medielækker. Jeg er selv eksponent for den udvikling, når jeg har optrådt som ”medieekspert”. Så er det jo ikke, fordi jeg har undersøgt eller forsket i noget som helst, men fordi jeg kan aflevere en skarp mening hurtigt. Det betyder i sin yderste konsekvens, at medierne i stedet for at bringe viden til læsere, seere og lyttere bringer meninger. De kan ofte være gode og rigtige, men på den måde polariseres det samfund, som medierne ellers er ordstyrere i. For meningerne efterprøves aldrig, og læserne kan melde sig ind i meningsklubberne og holde med, som var det fodboldklubber – Bjørn Lomborg-support eller Al Gore-support. Det er ikke ligefrem befordrende for, at debatten gør nogen klogere. Jeg håber, at fakta og kendsgerninger snart får en renæssance i medierne”.

Ikke desto mindre fremhæves hans evner som politisk kommentator af andre. ”Han er god som politisk kommentator på fjernsyn. Han er solid og driftssikker og god til at forklare et politisk forløb uden at tage nogen vilde chancer og udskrive valg i tide og utide”, siger politisk redaktør på avisen.dk, Elisabet Svane, som i sin tid blev uddannet på Fyns Amts Avis og som siden blandt meget andet har været lederskribent og politisk redaktør på Ekstra Bladet. Dér arbejde hun sammen med Troels Mylenberg. Hvad hun sådan set indirekte også gør lige nu – de deler kontor på Christiansborg.

”Han er dygtig, sød, et ualmindeligt behageligt menneske at være sammen med, han har noget feel-good over sig. Han har en let gang på jord. I hvert fald virker det sådan. Nogle mennesker har altid travlt med at fortælle, hvor svært det er. Ikke Troels. Han forklarer i stedet, hvor let det er”, siger Elisabet Svane.

Troels Mylenberg holdt ikke længe på Ekstra Bladets Christiansborg-redaktion. Eller blev ikke længe. Eller hvordan det nu hænger sammen. En af hans kolleger fra dengang, den journalistiske terrier, Jan Kjærgaard, der snart har været på Ekstra Bladet en menneskealder og som sjældent stiller sit lys under en skæppe, siger om deres korte samarbejde: ”Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde tæt sammen med Troels, da han nogle få måneder var politisk redaktør på Ekstra Bladet for nogle år siden. Han lærte nok mere af mig – end omvendt. Men han var ganske behagelig at arbejde sammen med – og også rimelig lærenem”.

Ekstra Bladet har da muligvis også været det eneste sted, Troels Mylenberg aldrig er faldet til – ifølge en anden tidligere kollega fra Weekendavisen, journalist Arne Hardis. Han siger: ”Troels har en god fornemmelse af dansk politik i kraft af et solidt netværk, og han er blevet en fin analytiker af det politiske spil på Christiansborg, som han holder meget af. En meget behagelig kollega at arbejde sammen med, meget humoristisk, selvironisk, uhøjtidelig og med et rigtig godt sprog. Og så har han en aladdin’sk, lykkelig tilgang til fagets udfordringer, hvad man kan se på hans karriere. Nå, det var Berlingeren, så prøver jeg lige Weekendavisen, så Dagen nogle få dage, videre til Ekstra Bladet, som vist var det eneste sted, han ikke faldt til, højskoleverdenen, journalistuddannelsen, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis”.

Og hvad siger han så selv, Troels Mylenberg? Om det overraskende karriereskift. Hvorfor vil han gerne være chefredaktør på Fyns Amts Avis?

”Når jeg gerne vil være chefredaktør på Fyns Amts Avis, har det flere årsager. Muligheden for at præge, udvikle og forny lokaljournalistikken anser jeg som en af de mest spændende opgaver i vores fag. Lokalaviserne – eller lokalmedierne, for det gælder også dem på nettet – giver læserne noget, de ikke kan få andre steder. Her er konkurrenterne ikke Google og store internationale medievirksomheder. Konkurrencen handler alene om at levere lokal værdi til læserne. For mig personligt er det selvfølgelig også en rigtig dejlig mulighed for at være med til at præge det i mine øjne mest betydningsfulde medie på Sydfyn. Et medie med en stærk journalistik og publicistisk tradition, og et medie, som sydfynboerne skal kunne regne med som øjne og ører i deres lokalsamfund. Og så bor jeg her jo.”

”Hvad mener du, der skal til for at vende udviklingen for lokale dagblade i almindelighed og Fyns Amts Avis i særdeleshed?”

”Udviklingen skal vendes. Punktum. Jeg er realist og tror ikke på, at en oplagsfremgang er lige om hjørnet. Men nedgangen skal mindskes. Jeg tor på, at det sker ved blandt andet at skabe mere værdi for de læsere, der allerede nu er trofaste over for deres avis. Alt for mange medier har de seneste år rendt rundt og forsøgt at famle sig frem til nye målgrupper og nye markeder. Jeg tror på, at lokalpressen skal kigge på de målgrupper, der allerede er inde i butikken og give dem endnu mere for pengene. Til en begyndelse. Så skal der nok komme nye til”.

”Og hvad vil du så satse på?”

”Hvad jeg præcis vil satse på for at gøre Fyns Amts Avis bedre vil fremgå, når jeg begynder i jobbet den 15. februar. Men jeg er tidligere højskoleforstander, og jeg ser meget en avis som en højskole. Et sted, man kan søge og opsøge viden, underholdning, oplysning og blive udfordret. Der skal være højt til loftet, og selvfølgelig skal avisen være en stærk vagthund, det siger sig selv. Men den skal også være en hel masse andet. Og hvad det blandt andet er, vil fremgå når jeg sætter mig i stolen”, siger Troels Mylenberg.