Prisuddeling og Musik Event i Borgerforeningen
Af Jens Meincke

Jan Schønemann.

Torsdag var den nye Borgerforeningen – Kulturhus Svendborg – vært ved hele tre arrangementer. Det var ”Spil Dansk Dag”, men en invitation til lokale musikere slog desværre ikke rigtig igennem, så publikum måtte nøjes med en enkelt solist – der i øvrigt sang på engelsk.

Det var også startskud for DMF, Dansk Musiker Forbund Svendborgs tre dage lange og store arrangement: Musik Event Sydfyn, der vil præsentere en masse lokale musikere.

Og endelig skulle DMF’s ”Levende Musikpris 2010” uddeles. Prisen gik denne gang til Jan Schønemann – og det kan man jo kun glæde sig over. Prisen gives ikke kun til en dygtig musiker, men også til en person, der betyder noget for det lokale musikliv. Jan Schønemann må siges at være en værdig modtager. En glimrende solist, underviser, humørspreder og en igangsætter med mange forskellige konstellationer på samvittigheden. Således også nævnt af DMF-formanden, Bjarke Dalager, i dennes hyldest-tale. Formanden glemte dog ”Tove Taktfast og den Død-bløde Trio”, som var en vigtig del af Svendborgs musikliv i 80’erne (for de uindviede skal nævnes, at Tove var en rytmeboks).

Denne torsdag aften spillede Jan Schønemann sammen med nogle af sine mange musikalske legekammerater: Christian Søgaard, Esben Hansen, Jens Holgersen, Pete Gunner og Fredie Caspersen.

Jan Schønemann bragte også sin kone, Josefine Ottesen, på scenen, og publikum fik en forkortet udgave af hendes herlige fortælling ”Eventyret om fjeren og Rosen” med musik-ledsagelse. Selv er Josefine Ottesen ikke uvant med prisuddelinger. Hun har fået adskillige priser for sine glimrende børnebøger/fantasyfortællinger.

Som rosinen i hyldest-pølseenden kom et helt kor på scenen med Liza Freeman i spidsen, så det blev en dejlig aften.

Nu venter flere musikalske oplevelser i Borgerforeningen både i dag fredag og lørdag i Musik Event Sydfyn. Jeg kan kun råde til, at man udnytter chancen og tager imod indbydelsen fra DMF. Det er oven i købet gratis.