Musikskolen – en helt uopnåelig drøm

Af Malene Vestergaard Kallan

Interessen for musikundervisning er stor i Hømarken, men de økonomiske muligheder er små.

Svendborgs borgmester, Curt Sørensen, skriver i Musikskolens tilmeldingsfolder et positivt og velmenende velkomstbrev med overskriften: ”Musikkens verden er for alle”. Det vil jeg gerne stille et stort spørgsmålstegn ved…

Som mor til en trommeglad dreng ville jeg forleden melde ham til i Svendborg Musikskole. Jeg har allerede to større piger, som har været aktive udøvere i Musikskolen i en del år. Med tre børn i Musikskolen bliver det omkring 1000 kroner pr. måned og lidt til, hvis der skal lejes instrumenter og betales kopiafgift.

I vores familie prioriterer vi musikken højt, og hvad der er vigtigere i denne sammenhæng, så har vi råd til at afsætte et så forholdsvis stort beløb månedligt til aktiviteten for vores børn. Men jeg ved også, at der er rigtig mange familier i Svendborg, der ikke har en levende chance for at finde penge i deres budget til at sende bare ét barn i Musikskolen. Jeg arbejder til daglig i Hømarken, hvor jeg underviser på skolen og har timer til samarbejde med beboerprojektet Anemonen i boligområdet.

Det er fakta, at mange familier er meget økonomisk pressede og i forbindelse med den økonomiske krise har en del mistet deres job med store konsekvenser for familiens økonomi til følge. Andre lever permanent på et økonomisk minimumsbeløb grundet fysisk og psykisk sygdom eller tunge sociale problemer. Deres børn bliver i stigende grad taget ud af SFO, fordi familiernes indtægt er faldet. Og uanset hvor musikglade eller musikalsk begavede disse børn er, så er Musikskolen en uopnåelig drøm for dem.

Jeg er musiklærer og arbejder desuden med sprog og integration på Hømarkskolen. Og jeg ser et stort potentiale i at disse børn fik et aktivt fritidsliv sammen med andre børn fra andre dele af byen, ikke mindst når det gælder musik og dans, hvor mange af dem har gode evner. Dels ville det give dem succesoplevelser i et liv, der ofte er præget af deres svære livsvilkår og for en del af dem vanskeligheder med at klare skolens faglige krav.

For de etniske minoritetsbørn er der en ekstra integrationsdimension. Mange undersøgelser peger på, at de tosprogede børn, der klarer sig bedst videre i uddannelsessystemet og samfundet i øvrigt, er de, der har haft tilknytning til foreninger og fritidstilbud sammen med etnisk danske børn.

Jeg opsøges ofte af forældre til tosprogede børn, der gerne vil høre, om jeg ikke kan undervise deres børn i guitar, klaver eller andre instrumenter. Deres børn elsker musikundervisningen på skolen og vil gerne have flere musikalske oplevelser. Jeg må desværre skuffe dem med, at det ikke lader sig gøre inden for min arbejdstid og kan kun henvise til Svendborg Musikskole eller Ungdomsskolen for de ældstes vedkommende. Vi har netop sendt den flotte folder fra Svendborg Musikskole ud til samtlige hjem, og jeg kan godt have det dårligt med, at forældrene skal læse borgmesterens ord om alle børns muligheder, når mange af dem befinder sig i en helt anden virkelighed.

Borgmesterens ord har givet mig lyst til dels at søge muligheder for at flere af Hømarkens børn også kan få lov til at høre med til kategorien ”alle børn”. Dels vil jeg i samarbejde med beboerkonsulent, Bente Kjær, i Anemonen finde ud af, om der er midler vi kan søge til et projekt, der støtter områdets børn i forhold til fritidsaktiviteter. Dels vil jeg sikre, at Borgmesteren og byrådet i øvrigt er klar over, at vi i denne by har en del børn – også uden for Hømarkområdet – der ikke har samme muligheder som alle andre børn, når det gælder optagelse i Musikskolen, oplevelser i musikkens verden og andre fritidstilbud. Det ville være dejligt, om også politikerne i kommunen ville støtte op omkring indsatser, der kunne give børn i trængte familier mere lige vilkår i fritidslivet. Det er ikke en opgave, som professionelle ansat på skoler, i børnehaver eller beboerforeninger kan eller bør løfte alene.

(Malene Vestergaard Kallan, Svendborg, er lærer på Hømarkskolen).