60-70 – mest unge – musikere risikerer fra 1. maj at stå uden øvelokaler. Igennem 17 år har øvelokalerne på Harders i Harmonien i Møllergade været Svendborgs musikalske rugekasse. Men nu er der krise i den forening, der står bag.

Musikere vil spille – ikke lave foreningsarbejde

Af Frede Jakobsen

Svendborgs unge musikere risikerer 1. maj at gå med uforrettet sag til deres øvelokaler på Harders i Harmonien i Møllergade. Fra den dag kan øvelokalerne, som unge musikere i stribevis er kommet i i 17 år, være lukkede. Foreningen bag Harders er i krise. Først en generalforsamling og siden – mandag aften – en ekstraordinær generalforsamling har ikke kunnet løse problemet: En bestyrelse kan ikke sammensættes. Så få kom der til de to generalforsamlinger, at der ikke var nok til at besætte pladserne i bestyrelsen.

Nu gør foreningen et sidste forsøg – med en ekstra ekstraordinær generalforsamling den 28. april. Lykkes det heller ikke den aften – så er en mulighed simpelthen at lukke øvelokalerne, siger den daglige leder, Henning Harder.

”Det er selvfølgelig lidt hårdt. Men noget skal der ske. Der er sådan set mange aktive her. Men der er ikke nok, der vil sidde i bestyrelsen for foreningen. Og den, foreningen, er grundstenen for det hele her. Spillested, Kulturcafé og hvad der ellers er, det er knopskydninger, som er kommet til”, siger Henning Harder.

Det kommunalt støttede sted med øvelokaler og spillested kører ellers godt. Alle øvelokaler er fyldt op. Regnskabet er bedre end nogensinde. Der er masser af arrangementer og masser af aktive folk – men ind i bestyrelsen vil de ikke. ”Og der er altså en masse kedelige ting, som også skal gøres sådan et sted. Lige fra regnskaber til at dyrke de foreninger, vi er med i. Men de unge, der øver her, har meget travlt og er nok også lidt forvænte. Og de har mere travlt end unge havde tidligere. De er drønseriøse med deres musik – og så har de mange andre ting at tage sig til ved siden af. Men skal stedet her køres, så skal der altså en indsats til, selv om de ikke meget for at beskæftige sig med det administrative helvede”, siger Henning Harder.

Med udspring i det legendariske Klostermoster blev foreningen i sin tid dannet. Og den rykkede så for 17 år siden ind i bygningen i Møllergade. Siden har hundredvis af unge musikere trådt deres børnesko her. ”Vi er altså på den, hvis det ikke lykkes at få sammensat en bestyrelse i tredje forsøg”, siger Henning Harder.