Arno Kruse.

Arno Kruse.

Af Arno Kruse

Hvor dum kan en radikal minister tillade sig at være?

Selv om jeg har gået i Sønder Longelse Skole ligesom den gamle radikale kæmpe Kristen Helveg Petersen, føler jeg alligevel grund til at udtrykke min vrede over de radikales krav om at gennemføre yderligere stramninger i dagpengeloven.

Det burde være et minimumkrav til enhver ministers paratviden, at han eller hun har kendeskab til den virkelighed, som de skal lovgive om.

Danmark har de mest skrappe rådighedsregler i det samlede EU. Disse regler kræver Morten Østergaard gjort endnu mere skrappe, alene fordi han – ligesom Lars Løkke Rasmussen – har mødt en radikal plakatopsætter, der har en kusine, hvis mand har snakket med en arbejdsgiver, der påstår, at han ikke kan skaffe medarbejdere til sin virksomhed.

Efter mine mange år i fagbevægelsen mener jeg med rimelighed at kunne hævde, at der virkelig findes arbejdsgivere, der overhovedet ikke burde have tilladelse til at gøre brug af andres menneskers arbejdskraft.

Men dette er i realiteten uden betydning for min vurdering af de radikales forslag om endnu skrappere dagpengeregler.

Det er således, at enhver arbejdsgiver i dette land kan gøre brug af både det lokale Jobcenters service og anmode om at få anvist en medarbejder til ansættelse i sin virksomhed, eller arbejdsgiveren kan rette henvendelse til A-kassen inden for det fagområde, der organiserer den ønskede medarbejdertype.

Bruger virksomhederne disse muligheder, kan de næste dag antage lige nøjagtig den medarbejder, som virksomheden har brug for. Dette er ganske enkelt virkeligheden!

Disse muligheder er der imidlertid alt for mange arbejdsgivere, der ikke ønsker at benytte sig af, og det er typisk de virksomheder, der ikke ønsker at indgå en kollektiv overenskomst eller kræver, at de ansatte ikke er medlem af en fagforening..

Det, der gør mig virkelig vred er, at de radikale med deres forslag endnu en gang mistænkeliggør arbejdsløse mennesker alene på baggrund af de stærkt tvivlsomme tilkendegivelser, som Morten Østergaard tilfældigvis har hørt fra kusinen til den fætter, der arbejder hos den arbejdsgiver, der hverken ønsker en kollektiv overenskomst eller organiserede medarbejdere.

Midt i min ægte vrede over de radikales kvalmende måde at ville kapre vælgere på, undrer jeg mig over, hvem fanden i det danske samfund de radikale egentlig henvender sig til for at kapre stemmer i anledning af folketingsvalget den 18. juni!

Morten Østergaard burde skamme sig!

(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).