Arno Kruse.

Af Arno Kruse 

Med en aldersmæssig status som folkepensionist og med et langt liv som aktiv spiller på den politiske fodboldbane er det jo næsten umuligt udelukkende at koncentrere sig om opsætningen af et gavldrivhus i en tid, hvor uligheden i samfundet stiger i takt med, at truende skyer trækker op over ikke alene de dagpengemodtagere, som i tusindvis står til at miste deres dagpengeret, men også over den regering, som har set dagens lys på baggrund af nogle katastrofale regeringsforhandlinger i det sorte tårn på Amager.

Valgnederlaget for både SF og Socialdemokraterne pegede isoleret set slet ikke i retning af en regering med Helle Thorning Schmidt som statsminister og Villy Søvndal som udenrigsminister, men fremgangen for de radikale og Enhedslisten gjorde det alligevel muligt at slippe af med et 10-årigt VKO-flertal, og denne mulighed skulle naturligvis udnyttes ud fra en berettiget forventning om, at det nu endelig langt om længe var muligt at få gjort den røde farve mere synlig i det politiske landskab.

Tiden har imidlertid vist, at den nye regering har gennemført mere blå politik, end selv en Anders Fogh Rasmussen eller Lars Løkke Rasmussen havde turdet drømme om at gennemføre, og selv om dagpengereformen i alle henseender udvikler sig til en katastrofe for både regeringen og de mange tusinde dagpengemodtagere, der står til at miste deres dagpengeret, så tyder intet på, at regeringen, som i øjeblikket reelt er ensbetydende med Margrethe Vestager, er indstillet på at løse problemerne på en varig, fornuftig og anstændig måde, selv om der reelt vil være et flertal i folketinget for at gøre det.

Som nyt medlem af Enhedslisten har jeg naturligvis nogle forventninger til partiets håndtering af de aktuelle problemstillinger, som eksisterer i relation til både de berørte dagpengemodtagere og til den regering, som på bemærkelsesværdig vis har sat kursen direkte mod et mistillidsvotum i Folketinget.

Dette mistillidsvotum forvaltes af Enhedslisten, som måske mere i princippet end i praksis har været regeringens parlamentariske grundlag. I hvert fald når vi ser på, hvem regeringen har gennemfør den altovervejende del af sin politik sammen med.

Enhedslisten har tidligere reddet både dagpengemodtagerne og regeringen, men i den forbindelse er det værd at huske på, at disse forhandlinger fandt sted på baggrund af et talmateriale, som var udarbejdet af Finansministeriets CEPOS-inficerede regnedrenge. Enhedslisten var ikke enig i hverken talmaterialet eller de dermed forbundne konklusioner, hvilket imidlertid ikke var det største problem. Det var nemlig, at regeringens forhandlere på det tidspunkt, hvor forhandlingerne fandt sted, var gjort bekendt med, at finansministeriets talmateriale var fejlagtigt, hvorfor regeringens konklusioner ligeledes var fejlagtige.

Først efter forhandlingerne var afsluttet, offentliggjorde regeringen det korrigerede talmateriale, som stort set var identisk med indholdet i Enhedslistens talmateriale. Alt andet lige ville et mere kvalificeret beslutningsmateriale naturligvis også have ført til et mere kvalificeret forhandlingsresultat.

Der er for mig at se tale om en uværdig og uacceptabel behandling af regeringens parlamentariske grundlag, som naturligvis må påvirke Enhedslistens forhold til regeringen. Dette ses da også at være tilfældet, idet Enhedslisten nu gentagne gange offentligt har tilkendegivet, at partiet ville forbeholde sig ret til at vælte regeringen, hvis den ikke ændrer adfærd og positivt vil bidrage til at løse de alvorlige problemer, som et stadigt stigende antal dagpengemodtagere står over for, når de mister retten til deres dagpenge.

Nu står vi så i den situation, at utilfredsheden med regeringens mangel på vilje til at løse dagpengeproblemerne vokser både i samfundet som helhed og på alle niveauer internt i regeringspartierne, hvilket naturligvis styrker Enhedslistens forhandlingsposition i forbindelse med evalueringen af den aftale, som blev indgået på baggrund af det fejlagtige beslutningsmateriale.

Mine forventninger til Enhedslisten er at sikre en overensstemmelse mellem partiets udmeldinger og partiets handlinger, såfremt regeringen ikke på en tilfredsstillende og varig måde vil sikre forsørgelsesgrundlaget for de mange, mange tusinde mennesker, som står til at miste deres dagpengeret.

Det helt store problem for regeringen – og ikke mindst for S og SF – har været en iøjnefaldende mangel på troværdighed, og det vil være dybt skuffende, såfremt Enhedslisten vil lade sig spise af med et resultat, der i spørgsmålet om troværdighed kan føre til en sammenligning med regeringens løftebrud og manglende troværdighed.

Hvis regeringen ikke vil redde dagpengemodtagerne, skal Enhedslisten heller ikke redde regeringen.

Sådan er det jo, for nu at bruge en kendt formulering!

(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).