Der skal danses mere i Svendborg. Det var visionen for Dorte Have, da hun sidste efterår begyndte at arbejde for Svendborg Festdage. Under dem bliver der danset – ikke mindst i Borgerforeningen. Og det skal blive til mere. Mener Dorte Have, som ridser visionen op i denne klumme.

Der skal danses mere i Svendborg

Af Dorte Have

Under Festdagene er der gang i dansen i Borgerforeningen.

Da jeg startede med at arbejde for Svendborg Festdage i november 2009, havde jeg en vision: “Svendborg skal have større, flere og bedre dansegulve. Der skal danses mere i Svendborg”.

Jeg har ofte deltaget i det mareridt, der foregår under forskellige musikarrangementer: De fleste mennesker vil gerne danse, og det har altid undret mig, at det helst skal foregå på sammenlagt fire kvadratmeter, uanset hvor mange man nu er. Selvfølgelig må det ofte udvikle sig til en heftig kamp om den begrænsede plads, og man vender hjem med rifter og blå mærker, som havde man været til gladiator-kamp med rasende rovdyr.

Min mand og jeg vågnede op, lettere omtågede, for 16-17 år siden, efter at have været igennem vores rock’n’roll  and drugs-periode. Denne periode er de fleste mennesker med oplevelsestrang jo igennem, og for de fleste slutter perioden, når de bliver lidt mere voksne; nogle kommer aldrig ud af perioden, og nogle dør endda af den. Min mand og jeg kom lettere forsinkede ud af perioden med skindet på næsen, men det er en helt anden historie. En aften, for 10 år siden, var vi så ude at gå en aftentur. Svendborg virkede død og kedelig, som meget gør, når man har været høj i mange år. Vi dryssede igennem Teatergade, og fra den gamle Borgerforening overfor Byskolen strømmede musik, lys og glade stemmer os i møde. Jeg blev nysgerrig og lokkede min mand med ind i Borgerforeningen, selvom alt strittede på ham ved lyden af Anette fra Anettes Danseinstituts høje, gennemtrængende og beslutsomme stemme: Frem tilbage et chasse og to chasse.

Resultatet af dette tilfældige møde i Teatergade blev, at vi hver onsdag de næste 10 år troligt mødte op til dansetimer ved Anette, som trin for trin førte os ind i dansens verden.  Danse som vals, quickstep,  jive og tango blev en del af vores nye liv. Jeg selv havde danset lidt som barn, og erindrede nogle få grundtrin i cha-cha-cha. Min mand havde aldrig danset andet end de frie og uhæmmede bevægelser, vi alle kaster os ud i – som regel efter indtagelse af passende mængder alkohol.

Her stod vi så ædru og nervøse med svedende håndflader til vores første dansetime. Jeg hev beslutsomt min mand rundt på gulvet ved hjælp af mine gode overarme og mine barndoms grundtrin i cha-cha-cha, og jeg husker, at det føltes, som skulle jeg flytte en bådebro med dybe, forankrede pæle, der rakte langt ned i undergrunden. Jeg rev rundt med ham i flere år, for i starten er det ofte damerne, der fører, selvom Anette meget tit råber sit ukuelige: ”Lad nu mændene føre”. Dansen blev vores ugentlige parterapi. I de fleste parforhold går det jo op og ned, og det har det sandelig gjort i vores, men efter en dansetime, hvor vi er tvunget til at samarbejde og gå i samme retning, vender vi altid hjem i bedre fælles kondition, end da vi ankom.

Nu er det slut med at sidde og kede sig til festerne efter klokken 10, når de andre gæster bliver højrøstede, opstemte og ofte en smule vrøvlede at høre på. Sæt musikken i gang, og vi danser af sted, ofte ret fumlede, ofte i vild diskussion, om det skal gå den ene vej eller den anden, men indimellem flyver vi af sted i skøn forening, og dette klimaks er det hele værd. Blandt andet derfor påtog jeg mig den mission, der hedder: flere, bedre større og dansegulve i Svendborg.

Anette dirigerer dansen i Borgerforeningen.

De sidste par dage har jeg erfaret, at der er behov og grundlag for at arbejde videre med min vision. Det flotte nye gulv i Guldsalen i den nyrenoverede Borgerforening var fyldt med mennesker, der ville danse. Annette var tilbage, og med sin høje klare røst og med sine pædagogiske evner og sin mangeårige erfaring som danselærerinde fik hun alle disse mennesker i gang med at danse. Jeg selv dansede med hiphopperen Akmed, kvinder dansede med kvinder, og mænd dansede med mænd, indtil Anette på sin helt specielle overtalende måde fik danserne korrekt parret. Det var en fryd for øje og sjæl, det var for folket! Jeg ser frem til endnu en dansedag i Svendborgs fantastiske Guldsal. Her, hvor det hele startede for mig og min mand, da vi vovede at stikke næsen ind en kedelig aften i Teatergade i Svendborg for 10 år siden.

Jeg har nogle drømme for Svendborg, og min næste vision er: Søndag eftermiddage på Torvet. Stort dejligt trægulv med plads til alle. Skiftende lokale bands spiller op til dans, og efter en kort instruktion i de enkle trin kan alle være med.  Høj og lav, ung og gammel, mand og kvinde, sort og hvid. Hvad med juledans i Krøyers Have? Hvor vi alle midt i vinteren får lunet vore frysende hjerter og kroppe, til rytmerne fra populære romantiske rock/ pop julesange. Farvede lysguirlander i parkens træer, varm gløgg til alle og vaniljekranse.

I dansen er det nødvendigt, at vi bevæger os fremad og i samme retning, ellers går det rivende galt. Dans forener, dans bryder grænser, dans løser konflikter. Dans er sundt ,og dans er sjovt. Og dem, der hellere vil sidde og nyde synet af de dansende med en kølig fadøl i hånden, må gerne det.