Faget er i dødskamp

Af Mette Fugl

Selv med tressernes selvtillid i bagagen var det svært sådan lige i begyndelsen. Jeg var nervøs og frøs i en billig lyseblå vinterfrakke. De andre vidste naturligvis ikke, at min hat var en kopi af Bob Dylans leopard-skin pill-box. (Well, if you wanna see the sun rise/ Honey, I know where/ We’ll go out and see it sometime/ We’ll both just sit there and stare.) Det gik alt sammen ud over Frede, der var den første, jeg mødte på Journalisthøjskolen. Jeg sagde vist noget i retning af: ’Der er sgu ikke meget gang i dig.’

Sådan blev der sagt en del (vrøvl) i kejtede forsøg på at opnå kontakt og finde fællesskab. For jeg tog fejl. Der var faktisk gang i Frede.

Vi mødtes dengang i en tilstand af gammeldags respekt for faget og oprør mod de etableredes monopol på formidling. Vi vidste, at der var journalistiske dyder som troværdighed og alsidighed. Eller ’fairness og balance’ – der blev Danmarks Radios særlige udtryk i forsvaret mod angreb fra Erhard m.fl. Disse dyder ville vi helt bestemt. Faglighed var nøgleordet, men vi udvidede definitionen.

Vi ville noget mere. Vi så mediet – det trykte og det talte – som et hus med mange vinduer. Vi ville lukke op, bryde med selvtilstrækkelighedens traditioner og give ordet til andre end politikerne, specialisterne og de sædvanlige meningsmagere. Vi ville ikke kun holde mikrofonen eller lade pennen løbe. Vi ville lytte til – og hjælpe den såkaldt uprofessionelle menigmand på vej. Og afsløre de professionelle ved at overhale dem højre og venstre om med vores indsigt. Stille dem til regnskab. Vi skændtes med lærerne. I det omfang vi deltog i undervisningen. Vi mente, at der var større inspiration at hente i vores eget gode selskab over pilsnere på Århus’ værtshuse. Og sådan blev vi måske også strejfet af den selvtilstrækkelighed, vi ville bekæmpe.

Men det gik godt. Vi kendte ikke Pulitzer dengang. Alligevel vil jeg påstå, at vi var drevet af det, der senere blev til yndlingscitatet fra den store amerikanske journalist: “Put it before them briefly so they will read it, clearly so they will appreciate it, picturesquely so they will remember it and, above all, accurately so they will be guided by its light.”

Vi sagde det bare mere simpelt med Ekstra Bladets Cavling prisvinder Poul Dalgaards ord: ’Det handler om trangen til at meddele sig’. Vi drømte ikke meget om hjørneværelser. Den eneste karrierestige, der var i vores rum, stod der kun, så den kunne bringe en ny faglighed til tops. Og vi var usårlige. Arbejdsløshed var forældrenes og bedsteforældrenes skæbne.

Vi ville referere virkeligheden med mere end et feriepostkorts overfladiske engagement. Nøgleordene var lydhørhed og solid tilstedeværelse. Ikke tilstedeværelse, som den ind i mellem fortolkes i dag, hvor den nærmeste person med et pas i baglommen bliver kastet ud med faldskærm for at fortælle om tingenes tilstand uden at have haft så meget som to minutter til at lugte til omgivelserne – endsige tale med de mennesker, hvis hverdag vi så foregiver at fortælle indsigtsfuldt om. Den tilstedeværelse, vi satsede på, handlede om, at journalisten skulle sætte sig selv på spil i fortællingen fra katastrofen eller dagliglivets beslutningsprocesser. Forudsætningen var viden. Det var der tid og råd til engang. Det kniber i dag.

Måske – kun måske – er dette lille referat fra de gode tider blevet en anelse for postkortagtigt. Min undskyldning er, at faget er i dødskamp. Det betyder, at formidlingens overraskelse er banaliseret, fordi vi i dag placerer fortællingen i bestemte rammer, der ikke levner plads til baggrund. Vi er nu vidner til overlevelsesstrategier, der satser på overfladiskhed. Strategier, der undervurderer kunderne, fordi de læner sig op af ideer om, at seere, lyttere og læsere kun skal udfordres i øjenhøjde – allerhelst underholdes.

Er pressen i dag så bare en kynisk, demagogisk lejesoldat i tidsåndens tjeneste? Ikke endnu. Men på vej. Med mindre journalisterne gør oprør mod at være på øvelse med befalingsmænd, der lader skiftende koncepter bestemme fagets retning.

Med folkelærdommens sandhed – nød lærer nøgen kvinde at spinde – er det endnu ikke helt skidt. Nøden har lært Frede (og andre) at stable et alternativ på benene. Jeg håber, det holder. Så tak, Frede – for inspirationen dengang på skolen, hvor du jo altså ikke var så kedelig, som det første øjeblik antydede. Og for inspirationen sidenhen. Min lyseblå vinterfrakke er skiftet ud. Men jeg har fortsat min Leopard-skin pill-box-hat.

(Mette Fugl, Bruxelles, er Danmarks Radios EU-medarbejder).

Læs også “Lasse Ellegaard: Journalistikkens tilstand” 24. december.