De piber, gør de, mange af kulturorganisationerne, fordi deres kommunale tilskud beskæres. Igen. Men er der noget at sige til det? Når kommunen samtidig måske lancerer andre kulturaktiviteter – og mere kontor. Frede Jakobsen har en spids kommentar.

Hovsa, hvor kom den idé fra i disse kommunale sparetider?

Af Frede Jakobsen

Selvfølgelig piber de, kultur- og andet godtfolk i Svendborg. Det manglede bare. For det er ikke, fordi de i forvejen får vanvittigt store tilskud fra kommunen til deres aktiviteter. For det første. Og for det andet så knokler mange mennesker frivilligt for at holde mange af disse aktiviteter i gang, nogle af de aktiviteter, som gør Svendborg til noget særligt. Så jo, de piber. Og med god grund, selv om alle anerkender, at kommunen er i en mildt sagt vanskelig økonomisk situation.

Og jo, der er mindst lige så slemme – eller værre – nedskæringer på vej på vej på det sociale område og på børne- og ungeområdet. Hvorefter spørgsmålet altid kommer: Nå, mener du så, at de gamle, børnene, skoleeleverne eller hvem det nu kan være, skal spare mere, så kulturen kan slippe? Hvad skal man svare på det? Ja – så er man en hjerteløs skiderik. Nej – så vil man, når det kommer til stykket, alligevel lade det gå ud over kulturen eller det, der ligger under byrådets Kulturudvalgs område, som jo er meget mere end kultur i traditionel forstand. Så hvad skal man svare? Andet, end med den forslidte frase om, at det er som at vælge mellem pest og kolera. Det vælger de så, politikerne – både pest og kolera. Og ingen tvivl om, at kulturpolitikerne rent faktisk gør deres på kulturområdet i næste uge: Skærer ned. Igen. Denne gang et par millioner.

Et par millioner? Det er jo ingenting. Jo, det er faktisk ganske meget for nogle af dem, det går ud over. Det kan enhver forvisse sig om ved at se de høringssvar, de har afgivet til politikerne, inden den endelige beslutning træffes på mødet 4. maj i Udvalget for Kultur og Planlægning. Nogle af dem – som SAK og Svendborg Museum– skal formentlig desuden til at betale grundskyld til kommunen, hvad de hidtil har været friholdt for. Tag nu SAK med kunstudstillingsbygningen i Vestergade, hvor rammebesparelsen på fem procent, som byrådet har vedtaget, betyder, at det årlige tilskud nedsættes med 27.000 kroner. Grundskylden betyder, at de formentlig skal af med 30.000 kroner. Altså op mod 60.000 kroner mindre at gøre godt med. Det lyder ikke som noget voldsomt, når tilskuddet fra kommunen til SAK i øjeblikket er cirka 540.000 kroner om året. Der er bare det ved det, at der ikke er meget – om noget – at tage af, når den gamle bygning altså også skal vedligeholdes. Til det og uforudsete udgifter er der i dag – inden besparelserne – cirka 80.000 kroner årligt.

Eller tag sådan noget som Svendborg Fritidsteater, hvor den kreative Marianne Kjær på 34. år gratis laver manuskripter, instruktion og undervisning for børn og voksne – fordi hun kan li’ det. I forvejen er tilskuddet lille – så meget hårdere rammer en fem procents besparelse. Eller tag B&U-Teatret med 200 børn, der – udover fem procents besparelsen – skal til at betale otte procent mere i husleje i den nye Borgerforeningen. Surt, surt. Og så har de endnu større besparelser slet ikke været nævnt – på de endnu bredere, folkeoplysende, dannende aktiviteter som f.eks. aftenskoler, senioridræt, medlemstilskud til foreninger. Alle de steder, hvor man så bliver nødt til at hæve egenbetalingen – med det drønsikre resultat, at de dårligst stillede falder fra. De økonomisk dårligst stillede, de socialt dårligst stillede. Var det det, de røde ville med magten i byrådet?

Det kunne så alt sammen være, hvad det være vil. Når nu økonomien er så elendig, som den er. Men når så de selvsamme politikere på selvsamme møde skal til at opfinde den selvsamme dybe tallerken, som de lige har smadret, så bliver det grotesk. Og endnu slemmere at se på for dem, nedskæringerne rammer. For på samme møde skal politikerne tage stilling til en idé – hvor kom den lige fra i disse sparetider? – om at genoplive fordums tiders festival på Engen ved Christiansminde. En rockfestival i juni med byens unge rockmusikere – hvor kommunen skal betale 20.000 af de samlede beregnede udgifter på 37.000 kroner. En kommunal udgift, som er to og en halv gang større end det, man tager fra Svendborg Musikråd. Det hænger ligesom ikke sammen.

Eller tag et andet forslag, som skal til behandling på mødet den 4. maj. En kulturbutik på førstesalen i den nye kulturhus i Borgerforeningen. Kulturbutik – det lyder fancy. Det er et kontor. Til folk, som i dag arbejder lige på den anden side af gaden – i kulturforvaltningen på Rådhuset. Udgift: 140.000 kroner om året for at have et kontor i Borgerforeningen. Her skal der fast være én kommunal medarbejder, og så skal to-tre kultur- og fritidsmedarbejdere fra kommunen kunne træffes dér på faste tider ”med henblik på vejledning i kultur- og fritidsmæssige spørgsmål”, som det beskrives i forslaget. Altså præcis det, de allerede gør nu 50 meter væk på den anden side af gaden. Det kunne såmænd være en god idé at få nogle af disse medarbejdere helt ud i kulturlivet, som der helt sikkert vil blive meget af i Borgerforeningen. Men ærligt talt, hvor god en idé er det at bruge penge på sådan noget, samtidig med at de mange frivillige knoklere i andre kulturaktiviteter ser pengene forsvinde? Det er vel en tanke eller to værd.