De hjælper hinanden mens de venter på hjælp

Fra venstre: Anne Faistrup, Lis Rosenbjerg, Jane Nielsen og Rie Hansen.

SYGE I KLEMME (15): Egentlig havde de ikke så meget til fælles. Men det fik de, da de måtte opgive deres arbejdsliv på grund af sygdom. Nu har de alle fire været “en sag” i det kommunale Jobcenter i årevis. Går til undersøgelser, på kurser, i arbejdsprøvninger. De venter og venter. På en afklaring. Mens deres økonomi rives mere og mere i sønder. Humøret og livslysten lige så. Men de har hinanden – de mødes en gang om ugen. Hjælper hinanden med at få humøret op igen. Og ikke mindst håbet – håbet om snart at kunne afslutte en årelangt forløb, hvor de, synes de, mest har mødt modstand. Håbet om at få en tålelig tilværelse igen.

Denne gråvejrstunge onsdag mødes de i Oure – i Jane Nielsens lille lejlighed på første sal på et stille vænge. Til kaffe og hjemmebag. De griner meget – selv om ingen af dem synes, der er noget at grine af. Eller måske netop derfor. Deres ugentlige sammenkomst er blevet et frirum, hvor de kan gøre grin med deres sagsbehandlere på Jobcentret, med Svendborgs politikere, med…

Det var på et kursus, de mødte hinanden. Et kursus, som Jobcentret havde sendt dem på sidste år i juni. ”Et kærligt skub” hed kurset, arrangeret af FOA. ”For en gangs skyld et godt kursus”, synes de. Med et godt indhold og dygtige og kompetente kursusledere – som tog kursisternes problemer alvorligt. Bl.a. ved at gå med dem som bisidder til møder med deres sagsbehandlere på Jobcentret. ”Det var vist ikke meningen”, siger de og konstaterer tørt: ”Så holdt Jobcentret også op med at bruge FOA til at lave det kursus”.

Så stod de dér. Kurset var slut. Hver især igen overladt til sig selv – og deres sagsbehandler på Jobcentret. Det ville de ikke. De var ikke færdige med hinanden. Så de blev ved med at ses. Til at begynde med var de flere. Efter en tid de fire kvinder. De mødtes en gang om ugen får at gå ture i det fri, ”for at få frisk luft til at komme videre”. Men det endte med, at gåturene blev droppet. ”Der var så meget at fortælle, så meget at snakke om. Og når man går tur, så går man jo sådan to og to, og så kan alle ikke høre, hvad man siger”.  Nu mødes de så på skift hos hinanden. Og snakker. ”Fortæller, hvad der er sket siden sidst. Nogle gange er der ikke sket noget. Det griner vi af. Men så er der så meget andet. Vi læsser af hos hinanden. Det er nemt, for vi skal ikke komme med så mange forklaringer for at forstå hinandens situation. Vi kender den jo fra os selv”.

49-årige Jane Nielsen, Oure, er vært i dag. Hun er ufaglært industriarbejder. Hun fik i sommers lige pludselig og meget hurtigt stoppet sine sygedagpenge og kom på kontanthjælp (læs mere her). Hun har besøg af 54-årige Rie Hansen, Åbyskov, maskinarbejder på sygedagpenge, som i snart fire år har været ”en sag” i Jobcentret, 32-årige Anne Faistrup, Svendborg, sygemeldt delikatesse-assistent på kontanthjælp, som har været ”en sag” i Jobcentret i to år, 59-årige Lis Rosenbjerg, Thurø, sygemeldt kommunal dagplejer på kontanthjælp, som også har været ”en sag” i Jobcentret i to år.

”Jeg skulle ringe rundt til alle bedemænd for at få arbejde. Det sagde min sagsbehandler. Det gjorde jeg så. Ringede til alle bedemænd”, fortæller Rie Hansen. De andre er ved at flække af grin. ”Jo, ser du, Rie kan ikke bruge sine hænder, hvordan skulle hun kunne arbejde hos en bedemand?” Nå, sådan. ”Men så mente min sagsbehandler, at jeg måske kunne blive anlægsgartner, han havde nemlig set en TV-udsendelse om en mand uden arme, som var blevet anlægsgartner”, fortæller Rie. Og nej, det er ikke en joke, den er god nok, forsikrer hun.

”Nå, han er også væk nu. Heldigvis. Der er andre medarbejdere i Jobcentret, som er gode nok. Nogle af dem fortæller selv, at Jobcentret er et frygteligt sted at være ansat”, fortæller de fire kvinder. ”Men der var også ham, der sad og gjorde op, at det jo kun ville betyde 1000 kroner mindre om måneden til mig. Kun? 1000 kroner, det er jo det, vi har at leve for”, tilføjer Anne Faistrup.

”Det er noget af det værste, det er som om mange af dem på Jobcentret ikke forstår vores situation. Der er ingen medmenneskelighed at spore. Det, og så det at vente, vente, vente. Man skal selv ringe til dem for at høre, om der sker noget i ens sag. Og så kan der være kommet ny sagsbehandler på. Og man skal starte forfra igen”, siger de.

Deres ugentlige møde er deres trøst. Det sted, hvor de ikke behøver komme med så mange forklaringer. Det er noget andet end dagligdagen, hvor man egentlig ikke skal noget og nemt kan ende med at isolere sig derhjemme uden kontakt med andre. Også for at undgå de evige spørgsmål. Bare det almindelige og for så vidt høflige ”hvordan går det?”. Hvad skal man svare? Det man plejer, fordi det sådan set bare er en måde at hilse på. ”Det går fint”. Eller skal man sige det, som det er – med fare for, at den, der har spurgt, slet ikke ønsker at høre svaret. ”Det går ikke godt, det går faktisk skidt”.

”Her i vores gruppe behøver vi ikke forklare vores sager forfra hver gang. Vi skal ikke møde det undrende spørgsmål – om at det da ikke kan passe, at man bliver behandlet sådan af kommunen, hvis man er syg. Man kan næsten komme til at føle sig som hypokonder”, forklarer de.

”Når jeg tænker tilbage, så kan jeg godt forstå, hvorfor nogle mennesker reagerer sådan. Jeg kender det godt, for der, hvor jeg kom, blandt de blå kedeldragter, var der f.eks. ikke den store forståelse for folk med psykiske problemer. De sku’ bare tage sig sammen. Og mon ikke, de bare skulle sættes i gang, ud og arbejde med en skovl”, siger Rie Hansen.

Hun tænker lidt over det. Prøver at sammenfatte situationen. ”Altså, det ville være rart med lidt medmenneskelighed. Vi forlanger bare en værdig behandling. Der er jo ikke nogen af os, der ikke gerne vil arbejde. Det har vi gjort altid. Der er ikke noget, vi hellere vil end have vores job tilbage, hvis bare vi kunne. Men vi kan ikke”.

”Lægerne er ordentlige. De vil gerne hjælpe. Men de kan jo ikke gøre så neget i forhold til Jobcentret. Og som min læge har sagt, så skal man være superstærk for at være syg i Svendborg”, siger Lis Rosenbjerg.

De fire kvinder skal mødes igen på onsdag. For bl.a. at udveksle nyt. Det er ikke sikkert, der er noget særligt nyt. Men så griner de af det. Bag grinene gemmer sig alvoren, usikkerheden om fremtiden. Og mere venten. ”Det er altså svært, når man hele tiden har gjort, hvad Jobcentret siger, man skal gøre. Hoppet, når Jobcentret har sagt hop. For så bagefter at få at vide, at det, man har gjort, er forkert. Hvor skal man selv vide det fra. Det er vel det, de skal hjælpe én med”.

De skriver deres næste aftale ned. For at være sikker på hvor og hvornår, aftalen er. ”Desværre er det sådan, at man i vores situation let kan glemme aftaler. Hjernen er hele tiden overbelastet af at spekulere over ens sag, så man nemt glemmer alt muligt andet. Sådan er det desværre”, siger Jane Nielsen.