Søren Søndergaard.

Søren Søndergaard.

Af Søren Søndergaard 

Statsminister Helle Thorning-Schmidt var i vældig godt humør, da EU’s stats- og regeringsledere i fredags sluttede deres to-dages topmøde i Bruxelles.

”Alt i alt synes jeg, at vi har haft et godt møde, som vi kan være rigtig godt tilfredse med. Der er ingen tvivl om, at der er en ny gryende optimisme med de beslutninger, vi har truffet”, sagde statsministeren på det efterfølgende pressemøde og slog fast, at det er ”nogle meget solide resultater, som EU slutter denne sæson med”.

Øhhh???

Et af resultaterne var angiveligt, at Helle Thorning og hendes kolleger kunne hilse Letland velkommen som et nyt euro-land fra den 1. januar 2014, fordi landet ”opfylder alle de konvergenskriterier, der er fastsat i traktaten”. Dette var gjort muligt ”på grundlag af en forsvarlig økonomisk politik, finanspolitik og finansiel politik”, som der står at læse i topmødets skriftlige konklusioner.

Faktum er, at ”den forsvarlige økonomiske politik” ikke bare har ført til en eksplosion i fattigdom og ulighed i Letland, men også har betydet, at hver tiende borger har forladt landet for at søge arbejde andet steds. Alligevel er arbejdsløsheden i Letland på 12,5 procent og ungdomsarbejdsløsheden på 21,9 procent – tal, som altså ville være langt højere, hvis ikke befolkningen havde stemt med fødderne.

På den baggrund er det måske ikke så underligt, at en meningsmåling i april viste, at 62 procent af den lettiske befolkning ville stemme nej og kun 36 procent ville stemme ja, hvis der blev afholdt en folkeafstemning om landets tilslutning til euroen. Men det gør der naturligvis ikke, da demokrati som bekendt er en by i Rusland! Til gengæld er Helle Thorning og hendes EU-kollegaer ufatteligt tilfredse.

Det er de også med et andet af de ”resultater”, som topmødet opnåede, nemlig en ”ungdomsgaranti”, hvor ”alle anstrengelser skal sættes ind på det fælles mål om at få unge, der ikke er i uddannelse eller i arbejde, tilbage i arbejde eller uddannelse indenfor fire måneder”, som det så ambitiøst hedder i Rådskonklusionerne.

Imidlertid står de konkrete beslutninger overhovedet ikke mål med de flotte ord. F.eks. svarer de 6 milliarder euro, som specifikt er sat af til formålet over de næste 7 år, kun til håndører, hvis man fordeler dem på de næsten 6 millioner arbejdsløse unge under 25 år i EU.

Og f.eks. er de yderligere penge, som skulle komme fra EU’s strukturfonde, mildest talt pakket ind i uldne formuleringer: ”Ved gennemførelsen af strukturfondene skal der fokuseres særligt på ungdomsbeskæftigelse, bl.a. ved at uudnyttede midler omprogrammeres, når det er hensigtsmæssigt”. Det var vist hele tre forbehold i én eneste sætning: ”fokuseres særligt”, ”uudnyttede midler” og ”når det er hensigtsmæssigt”.

Der er med andre ord lagt op til en gentagelse af den såkaldte ”vækst- og beskæftigelsespagt” med ”hurtigtvirkende vækstforanstaltninger”, som de samme EU-ledere vedtog præcist et år tilbage. Siden er arbejdsløsheden i EU bare steget og steget således, at over 26 millioner nu er uden arbejde. Det er godt 1,5 millioner flere arbejdsløse, end da de ”hurtigtvirkende vækstforanstaltninger” blev vedtaget. Men Helle Thorning og hendes kolleger er tilfredse!

Baggrunden for katastrofen er naturligvis den EU-dikterede nedskæringspolitik, som indtil videre kun har gjort ondt værre. Selv i Irland, som igen og igen er blevet fremhævet som EU’s nedskæringsduks, har tallene nu i de sidste to kvartaler vist negativ vækst. Men det generer ikke store ånder. Så EU-lederne besluttede at fastholde nedskæringspolitikken, omend enkelte lande fik lidt længere tid til at gennemføre nedskæringerne.

Kort sagt var det en yderst deprimerende besked, som EU-topmødet sendte til undersåtterne: Den økonomiske krise i EU skal fortsat betales af ganske almindelige mennesker med offentlige nedskæringer, fattigdom og arbejdsløshed. Men EU-lederne er tilfredse!

(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).