Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

I dag beunderer alle Nelson Mandela. Men vi skal ikke glemme, at der længe – alt for længe – var mange i Europa og Amerika, der fordømte ham som terrorist og kommunist.

Margaret Thatcher var én af dem. Hun kaldte Mandela terrorist og krævede, at han fik fængselsstraf på livstid. De britiske ungkonservative gik et skridt videre. De hængte plakater op med opfordringen ”Hæng Mandela”.

Også herhjemme så man ofte læserbreve i Berlingske og andre aviser, der skønmalede apartheid-politikken og fordømte befrielseskampen.

I det højreorienterede tidsskrift ”Reflex”, skrev journalist Leif Hansgaard, der senere blev Venstre-borgmester i Hinnerup i november 1969 blandt andet: ”Tiden står ikke stille i Sydafrika.. At Sydafrika er et rigt land bekræftes af alt, hvad man ser derinde… Der er mange tegn på, at de omkring 15 millioner ikke-hvide sydafrikanere haler godt ind på de godt 3,5 millioner hvide, hvad angår indkomst, uddannelse og social tryghed. Ligeledes ses spæde forsøg på en særlig sydafrikansk demokratisering af de ikke-hvides livsudfoldelse”.

Apartheidstyrets socialminister C.P. Mulder citeres for udtalelser om, at de sorte skam har stemmeret – de kunne stemme i de særlige stammeområder eller bantustans. I Transkei var 45 af parlamentets medlemmer på valg, mens 64 var stammehøvdinge, der blev udpeget lokalt og skulle godkendes af apartheidstyrets hvide minister for bantuanliggender.

Hansgaard slutter med at udmale de lyse udsigter for både Sydafrika og Afrika som helhed, hvis andre lande indgår i et ”fordomsfrit samarbejde” med apartheidstyret. De uafhængige lande i Afrika ville så kunne ”hente tiltrængt hjælp fra det rige land i syd.”

Jeg har nævnt, hvordan mange borgerlige fordømte Mandela som terrorist og mere eller mindre undskyldte eller retfærdiggjorde apartheid-politikken i Sydafrika. Men det skal med i historien, at mange, også uden at være venstreorienterede, tog skarpt og tidligt afstand fra den sydafrikanske regerings politik.

Henrik V. Ringsted skrev i 1955 i Politiken en række rejseartikler fra Sydafrika, der var præget af forfærdelse og indignation. De er samlet i bogen “Den sorte mand ler”, der stadig i højeste grad er læseværdig.

Efter attentatetforsøget mod apartheidregimets leder Hendrik Verwoerd i 1960 skrev Børge Outze i en ledende artikel i Information blandt andet:

“Dronning Elizabeth og premierminister Macmillan lod de internationale høflighedsregler være udslaggivende og udtrykte beklagelse… Fra de nordiske lande foreligger ingen officielle kommentarer…

For vort eget vedkommende vil vi dog gerne udtrykke beklagelse.

Nemlig over, at attentatet mislykkedes…

Ærlig talt, hvorfor hykle afsky over, at en modig mand har søgt med sit eget liv som indsats at sætte en stopper for en af de uhyggeligste karrierer i efterkrigstiden? … Vi ser ingen som helst grund til at se anderledes på Verwoerd end på hans forbillede og læremester Hitler…

Medfølelse vil derimod samle sig om attentatmanden, dels fordi han anvendte en revolver af for ringe kaliber – sagligt set burde det have været mindst en 9 mm – og dels fordi han ikke nåede bagefter at rette den mod sig selv…

Når Verwoerds time engang er inde, bør han have den nekrolog han fortjener. Den kan passende ende med en norsk strofe fra et af de hårde digte, nordmændene var mestre i for 20-15 år siden: “Hans navn i glemme gå. Hans minde dø.”” (Information, 11. april 1960).

Seks år senere blev Verwoerd udsat for et nyt attentat, og denne gang ramte attentatmanden plet.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).