Systemet fra dets værste side

Af Emil Dyred, folketingskandidat, Radikale Venstre

Emil Dyred var i lørdags med i den stille protest på Centrumplads.

FOLKETINGSVALG/11: I lørdags besøgte jeg den stille protest for anstændighed, som engagerede svendborgensere for syvende gang i træk havde indkaldt til. Der var et imponerende fremmøde, og man kan ikke undgå at blive berørt af de mange historier om mennesker, der har mødt systemet fra dets værste side.

Som folketingskandidat med en landspolitiker i maven står jeg i et dilemma. Jeg tror på, at kommunerne skal have den nødvendige frihed til at levere løsninger rettet mod lokale problemstillinger. Det lokale selvstyre er en grundsten i vores samfund. Omvendt ønsker jeg også et Danmark, der tager sig af sårbare borgere efter bedste evne. Et Danmark, der ikke kasserer mennesker, men ser alle borgere som ligeværdige mennesker.

Det er ikke min opfattelse, at Svendborg Kommune lever op den til den målsætning.

For landspolitikeren melder trangen til at kræve handling sig her. Der skal ske noget. Christiansborg må reagere. Det har flere fynske folketingsmedlemmer allerede meldt ud, og det er jeg enig i. Kommunen har et ansvar, som den tilsyneladende ikke lever op til, selv om det er muligt inden for de gældende rammer. Det skal der laves om på.

Vi må bare ikke standse ved symptombehandlingen. Der er brug for at basere systemet på helt nye værdier.

Først og fremmest skal vi udvise tillid til fagligheden hos de medarbejdere, der har ansvaret for indsatsen overfor udsatte medborgere. De stramme regler skal væk, og vi skal give socialrådgivere, læger og psykologer rum til at løse opgaven – at skabe et system, som sætter mennesket først. Det gør vi bedst ved at afbureaukratisere systemet og afskaffe regeltyranniet. Det vil også give medarbejderne bedre arbejdsvilkår.

Samtidig er der et behov for større sammenhæng i den sociale indsats. En borger møder hurtigt adskillige sagsbehandlere i sin kontakt med kommunen. En står for at hjælpe borgeren i arbejde, en anden for udbetalingen af ydelser, en tredje for eventuelle behandlinger. Borgeren sendes hele tiden rundt i systemet, og det er yderst stressende for mennesker, der er i forvejen er hårdt pressede i kraft deres situation. Som Svendborgs NetAvis har vist, kan systemet være på grænsen til det umulige – og umenneskelige – at navigere rundt i.

Derfor er der brug for en fast kontaktperson. En, der kan sætte ansigt på systemet. Sådan en kunne man passende kalde en social lods. En sagsbehandler, der kan sikre et sikkerhedsnet for den enkelte borger. Stå for indkaldelsen til møder og forklare processen. Det tror jeg kan være med til at gøre et sygeforløb langt mere overskueligt.

Endelig skal gøre vi det muligt at føre et langt mere aktivt liv som førtidspensionist. Man skal have ret til at modtage forslag om nye job fra jobcentrene. Der skal også gøres langt mere ud af tilbyde fx psykologhjælp og muligheder for at danne nye netværk.

Grundlæggende er førtidspension ikke lykken for hverken borgere eller samfund. Vi vil jo alle gerne føle, at vi bidrager. Derfor bør ingen parkeres. Der er brug for en hjælp, der er tilpasset til den enkelte. For tillid til de medarbejdere, der hjælper.

Det er en opgave, som de folkevalgte i kommunerne må prioritere. Der skal leveres løsninger til de borgere, som kommunerne entydigt har ansvaret for. Folketinget skal skabe de lovgivningsmæssige rammer, der gør det muligt at gøre det bedre. Og sammen skal folketingspolitikere, byrådsmedlemmer og kommunale medarbejdere arbejde for at skabe et mere rummeligt Danmark. Det skylder vi de allermest udsatte mennesker i vores samfund.

(Emil Dyred er folketingskandidat for Radikale Venstre – se mere på dyred.dk)