Radio og hjemmeside lukker papir-magasinet

Sidste nummer af magasinet mitsvendborg.dk.

Magasinet mitsvendborg.dk lukker og slukker. Måske – men kun måske – tændes lyset igen. Lige nu er det slut. Magasinets december-nummer – det tredje- er også det sidste.

Det 48 sider store magasin så dagens lys i oktober – som et samarbejde mellem Radio Diablo og hjemmesiden mitsvendborg.dk. Det grafisk flotte magasin på glittet papir har været spækket med annoncer i alle tre numre. Men ikke nok til, at økonomien kunne holde.

”Nej, magasinet kommer ikke på gaden 1. januar”, siger Christian Dan Jensen, månedsmagasinets ansvarshavende redaktør og indehaver af hjemmesiden mitsvendborg.dk. Han beklager, at der i december-magasinet ser ud, som om det faktisk fortsætter. ”Det er en fejl”, siger han.

Fejlen er i magasinets midterste sider, som i hvert nummer har bestået af den kommunalt støttede ”Kulturkalenderen”. I den står der denne gang, at ”Kulturkalenderen vil i 2011 fortsætte som indstik i mitsvendborg.dk”. Det vil Kulturkalenderen ikke. Den vil i stedet fra januar igen udkomme i sit gamle format.

Christian Dan Jensen.

”Magasinet er blevet godt modtaget og bakket fint op. Det har bare ikke været nok. Der har ikke været tilsagn om nok annoncer til at fortsætte udgivelsen”, siger Christian Dan Jensen.

Direktør Martin Larsen, Radio Diablo, siger, at det mandag blev besluttet at tage en time-out med magasinet. ”Nu trækker vi lige vejret nogle måneder, og så ser vi, om der er grundlag for at starte det igen”, siger Martin Larsen.

Magasinet mitsvendborg.dk er kommet i et oplag på 8.000 eksemplarer. Som et gratis magasin – finansieret alene af annoncer. Det har kunnet hentes gratis i hen ved 300 forretninger, spillesteder, værtshuse, offentlige kontorer i Svendborg – samt enkelte steder på Langeland og i Odense.

Det er specielt, fordi de første måneder af et nyt år traditionelt er annonce-svage, at Radio Diablo og mitsvendborg.dk ikke tør fortsætte med udgivelsen. De har ganske enkelt ikke kunnet få tilsagn nok fra annoncører for disse måneder til at kunne få økonomien til at hænge sammen.

Christian Dan Jensen siger, at han omvendt ikke vil skære ned på udgifterne – ved f.eks. at trykke på billigere papir. ”Nej, jeg vil ikke på den måde gå på kompromis med kvaliteten”, siger han.

Så det unikke medie-samarbejde – radio, hjemmeside, trykt magasin – er nu foreløbig slut. Trykte medier i Svendborg udgår igen alene fra Fynske Medier. Indtil videre i hvert fald.

Læs også ”Nyt medie-samarbejde vil løfte Svendborg” 27. august.