Arno Kruse.

Arno Kruse.

Af Arno Kruse

Aldrig i livet har der været så mange politiske eksperter og kommentatorer i aktivitet som i forbindelse med SF’s næsten totale nedsmeltning. Min umiddelbare opfattelse er, at antallet af politiske eksperter og kommentatorer måske overstiger antallet at eksperter på landstrænerniveau, der føler trang til at forklare årsagen til, at Danmark har tabt en fodboldlandskamp.

Når det gælder fodbold, er vi vant til selv at være en del af ekspertgruppen. Det er jo netop derfor, ekspertgruppen er så megastor, men når det gælder politik, er ekspertgruppen normalt begrænset til kun at omfatte de professionelle kommentatorer i medierne og så naturligvis den lille del af den danske befolkning, som er politisk aktive.

De kaotiske forhold i SF har imidlertid fået mange ”eksperter” på banen, som tilsammen har leveret et fantastisk stort antal af forklaringer på årsagen til, at SF ligger i ruiner.

Personligt har jeg selv utallige gange henvist til, at SF og for den sags skyld også Socialdemokraternes indflydelse på regeringsgrundlaget bar sit tydelige præg af, at begge partier havde lidt et valgnederlag ved valget den 15. september 2011.

Helle Thorning Schmidts og Villy Søvndals eneste mulighed for at skrive politisk Danmarkshistorie som henholdsvis Danmarks første kvindelige statsminister og Danmarks første SF-minister lå i hænderne på Det Radikale Venstre og Enhedslisten, som begge stod som valgets vindere i 2011.

Regeringsgrundlaget endte derfor med at blive næsten identisk med de radikales valgprogram, som på det økonomiske område byggede på en videreførselse af VK-regeringens hidtidige økonomiske politik.

Hvis vi ser på den reformivrighed, som har præget regeringen i de 2 år og 4 måneder, hvor SF var med i regeringen, så har reformerne netop været kendetegnet ved at være en videreførelse af VK-regeringens politik. Derfor er det også opfattelsen hos den overvejende del af den danske befolkning, at S-R-SF-regeringen har ført en blå politik, der endog på visse områder var skrappere og mere blå end den politik, som VK-regeringen hidtil havde ført.

Det, der har splittet SF-gruppen og ført til udtrædelse af regeringen, har været uenighed om selve det projekt, der blev sat i gang i SF med henblik på at blive et regeringsdueligt parti, og dette blev da også nået, men kollapsede helt og aldeles i forbindelse med salget af DONG-aktier for 8 milliarder kroner til skattelyselskabet Goldman Sachs. SF’s ministre har argumenteret for en fortsættelse i regeringen, mens næsten halvdelen af folketingsgruppen sammen med store dele af det politiske bagland har været imod en fortsættelse. Denne uenighed er som bekendt endt med interne kaotiske forhold hos SF.

For ligesom at komme ind til kernen i disse uenigheder, kunne jeg tænke mig et lille og ret uskyldigt tankeeksperiment.

Luk dine små uskyldige øjne og forestil dig, at de radikale, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten ikke havde fået flertal ved valget den 15. september 2011, og forestil dig, at Lars Løkke Rasmussen havde indbudt SF til regeringsforhandlinger, hvilket jo ville have været i tråd med SF’s projekt om at blive et regeringsdueligt parti.

Forestil dig så samtidig, at Lars Løkke Rasmussen havde tilbudt SF et regeringsgrundlag, der var fuldstændig identisk med den nuværende regerings regeringsgrundlag, og at Lars Løkke Rasmussen havde tilbudt SF nøjagtig de samme ministerposter, som de havde indtil i fredags.

Spørg så dig selv om, hvor sandsynligt det ville have været, at SF’s folketingsgruppe og SF’s landsledelse på disse identiske vilkår havde accepteret Lars Løkke Rasmussens tilbud om at indtræde i en regering under hans ledelse.

Når du har besvaret spørgsmålet, er det vist tiden at lukke de små uskyldige øjne op igen og nyde en kop kaffe i sikker forvisning om, at du er blevet en lille smule klogere på, hvad den overordnede årsag er til, at SF er ved at gå helt i opløsning.

(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).