”Neden under” hedder den – Svendborg-forfatteren Mikael Josephsens nye, anmelderroste roman om en udsat gruppe mennesker, der lever på grænsen. Den foregår i Svendborg blandt pushere og misbrugere, drømmere, kynikere og fortabte sjæle.  Svendborgs NetAvis bringer i dag et afsnit fra bogen. Et afsnit, hvor narkomanen Helle, mens hendes kæreste Lorten er i spjældet, er flyttet ind i kælderlejligheden hos narkomanen Kim og hans hund Leif.

Fra Mikael Josephsens roman ”Neden under”:

– Der er bare tørlagt, overalt. Der er ikke en skid, ikke engang rohyppere.

– Det kan ikke passe, siger Helle. Så må vi til Odense.

– Hjemogfix siger, at der heller ikke er noget i Odense. Selv i Istedgade er der helt tørt. Kim ligger på sofaen, han har hænderne over øjnene.

– Prøv din læge.

– Det er helt umuligt, han vil ikke give mig så meget som en vitaminpille. Kim rækker ud efter sin elefantøl, rejser sig halvt op og tager en slurk. – Men hvad med din læge?

– Der er også lukket, men jeg kan da prøve. Helle, som sidder med ryggen op ad sofaen, rejser sig efter sin mobil, der ligger på fjernsynet. Leif følger hende med øjnene, slår med en pote på sin snude og vender blikket mod gulvet.

– Ja, hallo, du snakker med Helle Pedersen, kunne jeg få lov til at tale med Buch?

– Buch er optaget, vil du vente?

– Ja tak. Nu høres en klassisk melodi i telefonen, Helle sætter sig igen på gulvet med ryggen op ad sofaen. Hun lægger telefonen på gulvet og ruller sig en smøg, tænder den.

– Hvad venter du på?

– På at komme til at tale med lægen, hvad tror du?

– Hvorfor tager det så lang tid?

– Hvor skulle jeg vide det fra.

– Nu begynder jeg at fryse. Og jeg sveder kraftedme også.

– Tror du ikke, jeg har klamme. Ssh., Helle tager telefonen op til øret. – Ja, det er Helle Pedersen. Nu skal du høre her. Jeg har jo denne skrue i benet, og nu har jeg fået smerter igen. Mit personnummer? Det er 270875-1862.

– Nå, det er dig, Helle. Du ved jo godt, at du ikke får noget hos mig, du kan henvende dig på centret.

– Ja, det siger du bare. Men smerterne ruller ned gennem benet, jeg kan ikke være til, jeg kan ikke engang gå. Du kan da ikke bare lade være med at høre på mig. Er der måske forskel på folk? Desuden er min mor syg, jeg er nødt til at tage toget til Ålborg, men det kan jeg ikke med det ben her, slet ikke, når jeg ikke engang kan få sovet. Hun har fået en hjerneblødning.

– Prøv at høre her. Du får ikke udskrevet smertestillende hos mig.

– Nej, hvem snakker om smertestillende, kunne jeg bare få et glas Rohypnol, så jeg kunne sove. Du skulle selv prøve at ligge med sådan et ben.

– Dit ben fejler ikke noget.

– Og det ved du?

– Ja, du har ikke nogen skrue i benet. Det har vi været igennem før. Jeg kan desværre ikke hjælpe dig.

– Du kan ikke bare affærdige mig. Jeg har smerter, og jeg har ikke sovet i flere nætter nu.

– Du må henvende dig på centret. Jeg har andre patienter, der venter. Farvel.

– Så må du tage ansvaret, jeg klager til, jeg klager til … Dem man kan klage til. Nu kommer jeg heller ikke op at besøge min mor, måske er det for sent, det kommer med i min klage. At du nægter mig at besøge hende.

– Klag du bare løs, farvel. Dut, dut.

– Fucking lede stodder. Helle klasker mobiltelefonen ned i gulvet, så Leif giver et spjæt fra sig. Kim løfter hænderne fra øjnene et kort øjeblik og siger:

– Der var ikke noget at hente?

– Niks. Jeg klager kraftedme over det svin. Pensionister, mand, de får i hoved og røv og går og sælger det til over, men vi, vi får ikke en skid. Helle rejser sig, og idet hun kommer helt op, sættter hun i løb mod toilettet. – Nu er den der kraftstejlme igen. Jeg pisser med røven, siger hun. Kim svarer ikke, han sukker bare, drikker det sidste af øllen, lægger sig bagefter i fosterstilling.

– Så er det min tur. Kim farer ud på toilettet, men da er det allerede for sent. Han tager sine bukser af, og lortet løber ned ad låret, han tager underbukserne af og smider dem i hjørnet af badeværelset. Så sætter han sig på tønden, en tynd stråle pisker ned i kummen. Han tager sig til maven, og pludselig må han gå af tønden og lægge sig foran den og kaste op. Gulligt bræk, der får kroppen til at hugge og sveden til at springe frem på panden.

Helt udmattet kommer han nøgen ud, går ind i stuen hen mod sofaen, men er kun kommet over dørtrinnet, da han atter vender om og løber derud igen. Mens han atter ligger foran tønden, banker Helle på.

– For fanden, skynd dig. Jeg er ved at skide i bukserne.

– Jeg kan ikke gøre det hurtigere, stønner han.

– Det skal du kraftedme. Helle står og krummer sig sammen, lader det ene ben krydse det andet, som kunne hun lukke hullet på den måde. Endelig rejser Kim sig, kommer ud, hun farer ind, der lyder en ordentlig prut og efterfølgende en pisken i kummen. Inde i stuen ligger Leif med udspilede næsebor, stanken har bredt sig til hele lejligheden. Leif synes ikke at have noget imod lugten, for den stikker snuden i retning af toilettet og snifer dunsten, som var det en udsøgt madlugt. Så rejser den sig og går ud i gangen og lægger sig foran toiletdøren.

Helle må skubbe til døren for at komme ud, modvilligt rejser Leif sig og lunter tilbage til stuen.

– Fy for helvede, siger Helle og sætter sig atter med ryggen mod sofaen, hvor Kim igen har vendt ryggen til stuen, sammenkrummet.

– Vi må skaffe et eller andet, siger han ind i væggen.

– Lorten gjorde nogle gange det, at han købte en helvedes masse Kodymagnyler og siede kodeinen ud gennem et kaffefilter, jeg ved ikke lige hvordan, men det kunne vi finde ud af. De har kodyer på tanken.

– Hent nogle. Kim vender sig om, der er en lille antydning af håb i hans øjne.

– Jeg ved sgu dårligt, om jeg kan nå frem og tilbage, inden jeg skal på tønden igen.

– Jo, kom nu.

– Okay. Helle rejser sig. Med sveden piblende på panden tager hun sine støvler på, Leif kommer løbende med den grønne tørresnor i munden.

– Kan du ikke tage hunden med ud, den har ikke været ude i flere dage nu.

– Det vil jeg kraftedme skide på. Det er ikke min køter. Leif kigger op på hende med store øjne, så bider den i snoren, mens den kaster hovedet fra side til side.

– Tag den nu med.

– Gu gider jeg da ej, det er din køter. Hun kigger på Leif, der nu begynder at pibe. Den render rundt om sig selv, løber ind i stuen, støder ind i papkassebordet, så en flaske vælter på gulvet.

– Leif er vores beskytter, den passer også på dig.

– Jeg kan passe på mig selv.

– Det kan jeg se.

– Hvad mener du?

– Ikke noget. Tag nu den hund med.

– O.k., jeg gør det den ene gang. Helle tager snoren ud af munden på Leif og binder den fast i halsbåndet, Leif kan næsten ikke stå stille imens. – Den stinker, siger hun og går bag efter den ud i gangen, åbner døren og er ude.

Hun kommer tilbage med tre pakker Kodymagnyl, lægger dem på bordet. Kim vender sig om, hans tænder klaprer, håret er vådt, glinsende. Hans læber er blåligt sprunkne. Hans hånd ryster, da han rækker ud efter en af pakkerne.

– Det var det. Helle slipper snoren, og Leif løber hen i hjørnet ved fjernsynet, hvor den lægger sig med den lyserøde tunge hængende i siden af munden.

– Hvordan fanden gør vi?

– Jeg tror, jeg kan huske, hvordan Lorten gjorde. Helle rækker ud efter tobakspungen i Kims hånd.

– Hvorfor går du så ikke i gang?

– Det gør jeg så også, må jeg lige få en smøg.

– Du kan da ryge bagefter.

– Muligt, men jeg gør det altså imens. Er der noget, der ikke passer Herren? Helle tænder smøgen og rejser sig, tager pillepakkerne og går ud i køkkenet. – Hvor er kafefiltrene? Jeg kan huske, jeg har set nogle brune et eller andet sted.

– De ligger oven på køleskabet, råber Kim inde fra stuen. Sekundet efter kommer Helle løbende ud af køkkenet, ud i gangen og ind på toilettet. Kim vender sig stønnende og holder sig på maven. Da Helle igen rumsterer i køkkenet, har han flyttet hænderne ned på lårene og masserer dem.

– Jeg har pisseondt i benene, siger han ud i stuen til Leif, der har krøllet sig sammen og ligger som et stort pindsvin, men med de to gule øjne lysende i det halvmørke rum. Dens hale slår et lille bitte slag ved lyden af dens navn. Så retter den sig lidt ud og slikker sin ene pote, vender tilbage til stillingen fra før. Kim lader sine øjne vandre sløvt i lokalet, fjernsynet står og flimrer, der står en hær af ølflasker på det, hele papkassebordet er fyldt med flasker og afbrændt sølvpapir, det er halvvådt af sjatter, tobak ligger spredt som brune blade i en skovbund. En rulle lokumspapir, en halv rulle, et paprør fra en rulle, majspiben, ølkapsler, to pilleglas. I et hjørne ligger en bunke af alt muligt, tøj og plasticposer og ugeblade. En kanyle stikker op og står i luften som et lille tårn. Midt på gulvet ligger en lysestage, lysestumpen ligger ved siden af flasken fra før, der peger hen mod flyttekassen på trinet til køkkenet. En lille lysstribe fra kældervinduet løber hen over ham, ned på gulvet og hen mod Leif, standser ved dens ene klo, der nu trækker sig ind bag kødet. Der er helt stille i stuen. Kun Helles skramlen i køkkenet høres af og til. Et gulvbræt knirker oppefra.

Så lyder der et brag, og en sko går gennem kældervinduet. Kim når ikke at dække sig til, men ligger oversået med glasskår, et enkelt har boret sig ind i næsen, det sidder som en pil, og en lille blodstribe løber langs overskægget, ned over munden, ned på hagen, hvor det drypper ned på hans bare bryst.

– Hvad var det? Helle står på køkkendørtrinnet og kan nu følge Leif flyve gennem luften. Dens tænder er blottede, dens gøen en maskingeværsalve, den har allerede hovedet ude ad det smadrede vindue.