Assistens Kirkegård i Svendborg blev i den forløbne uge igen vækket til live. Med kirkegårdspillet, hvor byens og dens (begravede) menneskers historie blev gjort levende. Linda DiBona og Knud Mortensen var med.

Mellem himmel og jord – Livet, der var engang

Af Linda DiBona (tekst) og Knud Mortensen (foto).

For fjerde gang spillede frivillige aktører i den forløbne uge historisk skuespil på Svendborgs Assistents Kirkegård. Det er historikerne Ida Larsen og Tove Gether, der har leveret materialet, og endnu engang har Marianne Kjær skrevet manuskriptet samt instrueret de mange medvirkende. De små enaktere foregår i perioden 1350-2010.

Der sidder vi så – under de skyggefulde træer, da de kommer gående. De døde, der har rejst sig fra gravene for at fortælle deres historie.

Vi lever os ind i deres skæbner, føler med de unge elskende, og morer os over de politiske intriger (der på foruroligende vis minder om noget fra nutiden).

Marianne Kjær har gjort det igen. Hvordan den kone kan holde styr på alt det, begriber jeg ikke. Hun sidder med sin tykke bog helt ubemærket, for så at gribe en vildfaren replik i luften og få ejeren på ret kurs igen.

Det er unge møer, kække knøse, fyrige matroner og en enkelt frelst spillemand, der sammen med et kor og Bjarne og Johanne Korsgård tager os med på denne meget anbefalelsesværdige rejse.

Vi kommer dog nænsomt tilbage til 2010 igen, før vi går ud og nyder en kop kaffe på den kirkegård, vi pludselig nu kender på en helt ny måde.