Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

Weekendavisen skriver, at Francois Hollande er den mest upopulære præsident i nyere fransk historie. Det kan der så være forskellige grunde til, men det er påfaldende, hvor dårligt centrum-venstre-ledere generelt anses. Man kunne nævne Obama, vores egen Helle Thorning-Schmidt og for den sags skyld også Mandela. Mange fattige sydafrikanere føler sig svigtet, fordi de havde ventet mere, og nu ser de, at de samme rige hvide som før sidder på den økonomiske magt – blot suppleret med fat cats fra det regerende parti.

Derimod bliver højreorienterede statsledere ofte mere populære, som f.eks. Merkel. Og uanset hvad Løkke roder sig ind i, er der tilsyneladende ufattelig mange, der kunne tænke sig at stemme på ham.

En forklaring på dette forhold kan være, at de højreorienterede kan gøre præcis det, de siger, de vil gøre, mens centrum-venstrelederne ikke kan. Og grunden til det er såre ligetil: Vi har angivelig et demokrati, men demokratiet gælder kun inden for en snæver sfære. Hele det økonomiske område er udemokratisk. Her er det pengene, der hersker, og jo flere penge, du har, jo mere magt får du.

Centrum-venstre-lederne møder op med håb og forventninger om at skabe bedre forhold, men det får de simpelthen ikke lov til. De økonomiske magthavere sætter meget snævre grænser for deres råderum. Og når de så holder sig inden for grænserne, bliver deres vælgere skuffede og synes, de løber fra deres løfter. De gode, de siger, gør de ikke, og det onde, de gør, har de ikke sagt noget om.

De højreorienterede ledere er derimod villige redskaber for pengemagten. De har ingen ambitioner om andet end at tjene de økonomiske magthavere lydigt og pligtopfyldende. De løfter, de kommer med, er de ønsker, magthaverne fremsætter – og derfor er der for dem ikke nogen modsætning mellem det, de gør, og det, de siger.

Det er nemt nok at være ordholdende, hvis man ikke lover andet end det, man alligevel under alle omstændigheder ville blive tvunget til.

Det er muligt at gennemføre reformer inden for det kapitalistiske samfund. Havde det ikke været det, havde vi aldrig haft en velfærdsstat. Så havde den arbejdende befolkning i Danmark levet på samme måde som i Bangladesh – eller som i Danmark i 1890’erne.

Man kan komme ganske vidt ad reformernes vej. Men globaliseringen de sidste tredive år betyder, at vi nu skal konkurrere på løn og levevilkår med fattige lande. Kapitalen kan ikke længere nøjes med den normale profit, den kunne få, dengang der var egentlige forhandlinger mellem arbejdsmarkedets partnere. Nu vil den have den superprofit, der opstår, når man kan fremstille varerne billigt med billig arbejdskraft – i de fattige lande eller ved hjælp af importeret, billig arbejdskraft, der trykker lønnen i de rige lande.

Men der er noget, kapitalen ikke tager højde for: Hvis folk bliver fattigere i vores del af verden, har de ikke længere råd til at købe de varer, der bliver fremstillet. Og folk i de fattige lande har slet ikke råd til det. Derfor fører globaliseringen til en strukturkrise.

Samtidig betyder kapitalens afhængighed af stadig økonomisk vækst et stadig stigende pres på miljø og klima, og der er grænser for, hvad kloden kan holde til.

Der var engang, hvor man kunne høre det synspunkt, at det var da bare godt, hvis vi fik det varmere – så kunne vi ligge og dase på stranden. Nu må det være gået op for selv de mest tungnemme, at “mere ekstremt vejr” ikke betyder “klima som ved Middelhavet”. Ellers kan man bare kaste et blik ud ad vinduet. For mit eget vedkommende har jeg boet på samme sted i fyrre år, omgivet af mange træer. Aldrig før er træer væltet af storm, men nu er det sket to gange med godt en måneds mellemrum.

Sådan som kapitalismen har udviklet sig, kan den ikke fortsætte. Vi er nået frem til samme punkt, som dengang kommunismen i Sovjet og Østeuropa bevægede sig ind i en dødsspiral, ledsaget af miljøødelæggelse – Aralsøen forsvandt næsten.

Vi kan ikke blive ved i samme spor. Vi kan ikke leve med et økonomisk system, der både ødelægger naturen og udplyndrer os.

Vi skal ikke opgive reformer. Noget kan man da hente ad den vej. Men reformer er ikke nok. Vi har brug for en grundæggende omstilling til et helt andet samfund, et samfund i harmoni og balance med naturen.

Vi kan ikke lave revolution på den gamle måde. Det er kapitalen for stærk til. Vi kan ikke sætte os ned og vente på, at der sker noget, for så dør vi imens.

Hvad kan vi så gøre? Der er ikke anden udvej end at gøre alt, hvad vi kan, for at oplyse om tingenes tilstand. Folk behøver jo bare at se sig om – så kan de se, hvor galt det står til.

I 1975 udgav den amerikanske tænketank Rand en prognose om verden i år 2000. Den kunne ikke forestille sig andet end, at Sovjetunionen ville være en kolos og måske have indhentet vestmagterne økonomisk og militært og på alle andre områder. Ingen kunne i 1975 se, at Sovjet-systemet var en kolos på lerfødder.

Også vi er en kolos på lerfødder. Amerikanske venstreorienterede havde i tiden omkring murens fald en kofanger-mærkat, der sagde: “One Evil Empire down. One to go.”

Lerfødderne smuldrer. Hvis vi bliver ved med at gøre alt, hvad vi kan, kan vi måske give kolossen det puf, der skal til for at vælte den. Måske bliver det ikke så umuligt, som det kan se ud til nu.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).