En sur opsang fra de varme lande

Lasse Ellegaard.

Af Lasse Ellegaard

Flemming Madsen, dansk tv’s første stjerne-reporter – han huserede med kompetent krukkeri i tv-avisen i 60’erne og 70’erne – blev en gang spurgt: hvad er en god avis? “En god avis”, svarede han, “er en avis, jeg har meget med i.”

Jeg er ret sikker på, han mente det bogstaveligt. Han var den type. Når man løb på ham i Radiohusets kantine på Rosenørns Allé, skulle man belave sig på tre kvarters monolog. Men hans udsagn havde en dybere mening, nemlig princippet om tilstedeværelse. Hvis Madsen var inde over, var der garanti for, at stoffet fængede, at seeren (læseren) blev engageret, forført, eller om man vil: underholdt.

Den gode reportage skal informere, javist, men også et fragtbrevs prosa er informerende. Og som jeg ser det fra min ydmyge udkigspost til nettet, er der for mange fragtbreve og for få Madsen’er i dansk journalistik. Reportagen fungerer først, hvis den bæres af åndet liv, af engagement i det, der fortælles. Den skal ikke kun være referat, men gengivelse af et stykke virkelighed set gennem et temperament.

Indlevelsen er en mangelvare. Danske journalister er gode til research af det konkrete, men tænker sjældent i abstrakter. Med ’abstrakter’ mener jeg en teksts atmosfære. Den sondring, mange medier opstiller mellem ’nyheder’ og ’reportage’/’feature’ er følgelig falsk, selvom den sker i den bedste mening, nemlig at beskytte læseren mod journalistens uvedkommende og derfor utidige meninger. Men de to funktioner forudsætter hinanden, og den gode journalist kan sagtens skrives temperamentsfuldt og indlevende uden at forulempe læseren med private synspunkter.

Niels Ufer, den legendariske nu afdøde Cavling-vinder for Weekendavisen og Information, skrev bogen ’Den nøgne journalist’, der satte stramme regler for reportagen. Journalisten skulle være den lille mand med blok og blyant på bageste række i retslokalet, nøje nedfældende hvad han hørte – men ikke hvad han så, lugtede, sansede eller for den sags skyld tænkte. Han skulle referere, basta! Men det, der hævede Ufer over gennemsnittet og gav ham en begravelse i Trinitatis Kirke ved Rundetårn i København med alle mand af hus, var faktisk, at han selv brød alle sine egne regler. Men han vidste hvorfor, som når en maler beslutter, hvornår en linje i et abstrakt billede knækker på et ’forkert’ sted – når det lykkes, som det gør for den gode kunstner, får et værk uventet nyt liv. Det får temperament.

I dag er de færreste journalister opmærksom på, hvad folk lægger mærke til ved f.eks. en begravelse – som i øvrigt kun dækkes, hvis den afdøde er kendt fra Se&Hør og Billedbladet. Hvem græder, og hvad grines der af? Hvad er forargeligt, f.eks. en dårlig tale af præsten, hvad er bevægende? Vi ved det aldrig, for disse referater læner sig altid op ad den gode journalistiks værste fjende, nemlig sentimentaliteten. Og en sidebemærkning: Den gode nekrolog forsømmes i dansk presse – læs de britiske aviser, de er suveræne på det felt.

Følelser er relevante pejlemærker for den gode reportage – men er sjældent, for ikke at sige aldrig, det vigtigste element. Det, følelser kan, er at give læseoplevelsen liv ved at kaste sidespots ind over den begivenhed eller sag, der rapporteres om. Hvis journalistens uforgribelige meninger løber med ned i pennen, bør han/hun sove på dem. Følelser må altså aldrig være hovedsagen, med mindre de faktisk er det – jeg har læst fine reportager fra fan-miljøer, hvor følelserne for en klub, et poporkester, en kunstner – om det så er Sussi og Leo – er bærebølge for et liv. Hvis det skildres solidarisk, er det godt, hvis det behandles nedladende, er det skidt – desværre er mange anmeldere af kunst nedladende

Opmærksomheden på emotionelle reaktioner giver en reportage identitet, da de virker dobbelt: de sætter læseren i stand til at genkende noget i sig selv, og de overrasker. Begge dele er afgørende for, at reportagen bliver læst til ende. Finten er jo at farve sproget, og det er min påstand, at kulører afgør, om man gider læser en tekst. Når en mand som Morten Sabroe, der er mest kendt fra Politiken og Information, har mange læsere, skyldes det hans talent for palet-planlægning, ikke hans evner som undersøgende journalist. Sproget er rytmisk, ordene føjer sig i musikalske mosaikker. Humper de klodset hen over papir eller skærm, hvad de aldrig gør hos Sabroe, kommer der falske toner, hvor indlevelsen oversættes til banal kliché, og de bliver ikke læst.

Og der er selvsagt mange måder at musicere på. Sabroes er med pauker og trommer og knaldende trompet. Johannes V. Jensen spillede violin fra et stramt komponeret partitur. Men fælles for dem, når deres tekster er bedst, er den harmoniske ortografi, sansen for rytme, for sprogets gyldne snit, så at sige.

Uanset om det drejer sig om en knastør afsløring af, som det hedder i de faglige festtaler, når redaktører mødes over suppe, steg og is, ‘afdækning af forhold, hvor handling strider mod tale’, eller det drejer sig om skildring af en stemning, en tilstand, et replikskifte i f.eks. en retssal, er læseren kun med, hvis han/hun sanser et temperament bag det skrevne ord.

Således må reportagen gøre alt for at nå sit mål, det eneste, den ikke må, er at blive privat – at reportagen har et budskab afhænger af, at reporteren har noget på hjerte, men ’never the twain shall meet’, som det hedder hos Kipling.

Det kan være en besværlig balancegang fuld af faldgruber, og selv for drevne rotter i faget kan det gå gruelig galt og ende i selv-parodi. Men alternativet behøver ikke at være kommunefarvet rutinetekst – reporteren kan skrive personligt uden at blive privat, anvende sit engagement med temperament uden at forstyrre med private fordomme.

Et eksempel på en tekst med temperament er Poul Smidts kronik om DR’s mishandling af ’de røde lejesvende’ (læs den her). Her har Poul virkelig gjort sig umage. I virkeligheden er artiklen en kommentar, men skrevet som reportage eftersom den holder sig fra private vurderinger og kun læner sig op ad accepteret kutyme for ret og uret, DR’s formålsparagraf og radiospredningslovens ånd og bogstav. Det ses, at Smidt både er journalist og jurist. Hans kronik sitrer af temperament, men på intet tidspunkt lader han sine private idiosynkrasier forstyrre den stringente argumentation.

Et skræk-eksempel på det modsatte er Jens Nauntoftes reportage fra Gaza (læs den her), der har travlt med at nedgøre en Hamas-leder, som øjensynlig ikke taler pænt nok til ham. Informationsværdi forsvinder i kliché og fornærmet antipati. Et skoleeksempel på, at privat irritation blokerer for budskabets troværdighed.

Reportagen er at sammenligne med et refræn, der gentages i variationer fra dag til dag, og med Gasolin gør jeg gældende, er refrænet frit.

Det vigtige er, at reportagen er journalistens (avisens, f.eks. Svendborgs NetAvis’), ikke kildens, at den informerer redeligt om kildernes motiver, baggrund, særinteresser, etc. etc. – alt for ofte har den slags journalistik karakter af standret, ofte fordi journalisten ikke gider gøre sit hjemmearbejde – et eksempel, jeg lige nu husker (men der er utallige) er Berlingske Tidendes dækning af sagen om det kurdiske Roj-tv, hvor det står klart for den informerede læser, at journalisterne aldrig har været i tyrkisk Kurdistan, ikke aner, hvordan der tænkes derude, og generelt intet ved om mekanismerne i Mellemøsten.

Jeg er helt klar over, at denne opsang måske nok holder i Svendborg byret, men næppe på de anerkendte journalist-uddannelser, hvor målrettet forberedelse til ’informations’-jobs og fedten for kommercialisering synes at være i højsædet på bekostning af det journalistiske fags kritiske dimension og engagement. Måske skyldes det udvandingen af grænserne – i dag fartes der frem og tilbage mellem obskønt overbetalte spindoktor-jobs og lurvet betalt journalistik og tilbage igen, jævnfør den skældud, der regner ned over den i andre sammenhænge søde og sympatiske Ulla Østergard, der for tiden arbejder for TV2. Og nu er vi alle sammen i samme fagforening, Gud døde mig!

Men ok, jeg var i mesterlære, og fik etikken ind med skovl. Og som Yassir Arafat plejede at sige: What we can do? We are not asking for The Moon! Det gør jeg heller ikke – bare lidt.

(Lasse Ellegaard er Informations korrespondent i Beirut).