Medierne må genfinde rollen som samfundets vagthunde

Kurt Strand.

Af Kurt Strand

De vælter ind over os; nyheder om stort og småt, vigtigt og ligegyldigt, vedkommende og irrelevant… Aldrig har der været så mange nyheder og så mange muligheder for at få viden om, hvad der foregår i verden omkring os. Og de er der hele tiden; på nettet, i tv, i radioen, på nettet, på mobilen og i aviserne. Ud af alle sprækker kommer de i en lind og ustoppelig strøm.

Præcis hvor mange, er det umuligt at sige præcist. Men ifølge en nylig SDU-undersøgelse er antallet af nyhedshistorier i Danmark fordoblet i løbet af det seneste tiår. Antallet af journalister er nogenlunde uforandret, så det er nærliggende at konkludere, at de til gengæld laver cirka dobbelt så mange nyheder i dag som for ti år siden.

Nettet, globaliseringen og enklere redigeringsredskaber i alle slags medier har i sig selv gjort det muligt at skrue produktionen af nyheder i vejret. Begivenheder kommer hurtigere til os, ikke sjældent næsten før de har fundet sted, og som oftest mens de finder sted: Vi er med på første række, når Helle Thorning-Schmidt vender hjem fra ferie for at forklare sig i sin skattesag, vi er med, når 33 minearbejdere i Chile reddes op af dybe skakter og genforenes med deres familier og vi er næsten med, når en terrorbomber spreder skræk og rædsel i den stockholmske julehandel.

Hurtigheden og mulighederne for at være med der, hvor det sker, giver medier, redaktører og journalister et enormt ansvar. Dels for at sikre, at informationerne til os er så korrekte som muligt – dels for at sikre, at væsentligt skilles fra uvæsentligt. For selv om vi i princippet alle har mulighed for at være vores egne nyhedsredaktører i nettets uendelige mængder information, så er der mere end nogensinde brug for, at medier, redaktører og journalister påtager sig rollen som dem, der tør sortere – vælge fra og vælge til.

Redningen af minearbejderne i Chile er et eksempel på, at mange medier ikke turde sortere og prioritere: Ingen tvivl om, at begivenheden skulle dækkes – og ingen tvivl om, at alverdens medier hér havde fat i det, alle uden tøven karakteriserer som ”en god historie”. Spørgsmålet er imidlertid, om historien var så god, at den kunne begrunde rydning af hele sendeflader i tv – og om den kunne bære at være den vigtigste historie i hele verden i flere dage? Svaret er nej.

For mens alverdens fokus var rettet mod Chile, var der et væld af andre begivenheder, som ikke blev dækket eller som blev prioriteret meget lavt. Den altødelæggende oversvømmelseskatastrofe i Pakistan var for længst glemt, men det gjorde den ikke mindre vigtig. Men mængden af ressourcer er begrænset – også i medier, som er betydeligt mere velstående end Svendborgs NetAvis – og det var ganske slående, da BBC efter mineredningen i Chile måtte erkende, at der efter den intense dækning ikke ville være penge til at dække et kommende G20-topmøde.

BBC-meldingen var selvfølgelig et fikst forsøg på at få opmærksomhed og pudse den seriøse glorie efter dages væg-til-væg-dækning fra Chile. Men det var også en åben erkendelse af, at når medier vælger at dække en given historie, så foregår samtidig en række fravalg af historier, som dermed må nøjes med ingen eller begrænset dækning.

For alle medier, redaktører og journalister er hver dag fuld af sådanne til- og fravalg. Og som brugere af medierne – som borgere – skal vi alle helst kunne stole nogenlunde på, at til- og fravalg foregår ud fra kriterier, der skiller væsentligt fra uvæsentligt. Hvis ikke vi kan stole på, at medier, redaktører og journalister udfylder den rolle, hvad skal vi så med dem?

Lige nu synes udviklingen at gå to veje; nogle medier satser på hurtighed, underholdning og mindre væsentlige, men til gengæld spektakulære historier, hvor jagt på enkeltpersoners gøren og laden er et centralt element. Andre gør en dyd ud af at trække den modsatte vej med satsning på ”gravegrupper”, som skal lave dagsordensættende og væsentlig journalistik. Sidstnævnte – bl.a. de store morgenaviser, redaktioner på Danmarks Radios P1 og i mindre format også Svendborgs NetAvis – understreger samtidig vigtigheden af at udfylde den klassiske rolle som samfundets vagthund, den fjerde og kontrollerende statsmagt.

Det er i den rolle, vi har brug for medier, redaktører og journalister. Og det ville være både befriende og sundt for vores demokrati, hvis nogle flere ville sende jagthunden på pension og erkende nødvendigheden af at prioritere rollen som vagthund.

(Kurt Strand er journalist - mangeårig studievært på DR2′s Deadline, indtil han fornylig sagde op).

Læs også tidligere artikler i serien om journalistikkens tilstand: Lasse Ellegaard den 24. december, Mette Fugl den 25. december.