I morgen går det løs. Kulinarisk Sydfyns 9. store Fødevaremarked åbner på havnen i Svendborg. Nordens største af slagsen for – mest små – producenter af kvalitetsfødevarer. I år er slagterigiganten Danish Crown med. Som kronen på værket? Eller? Frede Jakobsen har en spids kommentar.

Hva’ pokker laver Danish Crown på markedet?

Af Frede Jakobsen

Tusindvis af mennesker vil i weekenden strømme til havnen i Svendborg – af gode grunde, for Kulinarisk Sydfyn holder for 9. år Fødevaremarked. Det tog ikke mange år, før markedet blev en kæmpe-succes, blev en publikumsmagnet, blev stort. For stort, har enkelte kritikere forsigtigt ymtet de seneste par år. Men derved blev det – kritikken er hurtigt forstummet. For det er et fantastisk marked med masser af små fødevareproducenter fra nær og fjern, mest det første. I år er der 150 forskellige udstillere.

Og her kommer så lige et citat fra Kulinarisk Sydfyn selv om markedet: ”Denne sidste weekend i juni sætter Kulinarisk Sydfyn traditionen tro alt ind på at synliggøre og markedsføre fødevarer af høj kvalitet. Producenter og formidlere af kulinariske kvalitetsprodukter appellerer til alle sanser, når de udstiller deres produkter og varer. Der serveres mad med holdninger og kulinariske oplevelser, så englene synger. Udvalget af økologiske produkter bliver i år rekordstort. Foruden Kvalitet med stort K prioriterer Kulinarisk Sydfyn bæredygtig produktion og forarbejdning”.

Meget rammende beskrivelse – af, hvordan markedet har været de tidligere i år. Og som det såmænd også nok – i det store og hele – skal blive i år med de mange kvalitetsbevidste og som regel små fødevareproducenter som Skiftekær Økologi, Løgismose Mejeri, Nørhavegård, Midtfyns Bryghus, Aqua Vitae Sydfyn. For nu bare at nævne nogle ganske enkelte af dem, som har været med i flere år. Små producenter, som vel i det store og hele er opstået som en protest imod, eller i hvert fald som et alternativ til de meget store fødevareproducenter og deres masseprodukter. “Mad med holdninger”, som Kulinarisk Sydfyn selv beskriver det.

Derfor er spørgsmålet, når vi nu taler “mad med holdninger”: Hvad fanden laver Danish Crown på dette års Fødevaremarked?

Altså, hele idéen bag Fødevaremarkedet og Kulinarisk Sydfyn er da – ellers her jeg ikke forstået en bønne – at præsentere og fremme de små, dygtige og bæredygtige kvalitetsfødevareproducenter, meget gerne økologiske. Alt det, der heldigvis vokser og gror som alternativ til fødevaregiganter som slagterikoncernen Danish Crown, hvis holdning vist mest handler om regnskabets bundlinje.

Og så – for nu at blande en helt anden, men relevant vinkel ind i det – lige i Svendborg af alle steder. Her lukker de i øvrigt stort set fornuftige mennesker bag Kulinarisk Sydfyn Danish Crown ind og blåstempler dem dermed som kvalitet. Ja, det skal jeg da lige love for – at Danish Crown viser kvalitet. I hvert fald bruger slagterigiganten nogle af Danmarks dygtigste – og dyreste – advokater i kampen mod den Svendborg Kommune, som støtter Fødevaremarkedet. Lige nu foregår der en kamp om millioner af kroner mellem Svendborg Kommune og Danish Crowns virksomhed Scan-Hide i Vester Skerninge. Om mange, mange millioner – for rensning af Scan-Hides spildevand. Danish Crown har i kampen for at undgå at betale indtil nu ikke skyet nogle midler. Svendborgenserne betaler fortsat regningen for rensningen af spildevandet.

Men så tilbage til udgangspunktet. Man kan vælge at se en så stor koncerns indmarch som en anerkendelse af, at Fødevaremarkedet virkelig er en stor og vigtig begivenhed. Som kronen på værket for flere års ihærdigt arbejde fra Kulinarisk Sydfyns side. Så mangler vi vel bare næste år at se Carlsberg og Stryhns leverpostej. Og året efter, ja hvorfor ikke Nestlé og Unilever og Budweiser.

Nej, stop, stop. Danish Crowns indmarch på Fødevaremarkedet er ikke kronen på værket. Tværtimod giver det ærligt talt en dårlig smag i munden – at se denne slagterigigant mænge sig blandt små, kvalitetsbevidste fødevareproducenter. En mega-indstrivirksomhed, som i øvrigt flytter mere og mere af produktionen ud af landet – eller truer med det, når slagteriarbejderne ikke vil gå ned i løn.

Det klær ikke Kulinarisk Sydfyn at have Danish Crown med. Det kan der ikke gøres så meget ved i år. Gid det er udtryk for et øjebliks tankeløshed. Og at det således er første og sidste gang.

Men gak nu alligevel en tur på havnen i weekenden – der er masser af andre oplevelser fra gode, spændende og nytænkende fødevareproducenter.