Nye, unge kreative kræfter overtager skærmen

Hvad er det med det der kreative Svendborg, som alle – ikke mindst svendborgenserne selv – fremhæver i tide og utide? Hvad er det? Og hvem er det? Og er det der i det hele taget?

Det belyser Svendborgs NetAvis i en stribe artikler i den næste uges tid – godt og vel. Ikke med egne øjne. Men med andres – hvordan er det med det kreative Svendborg set udefra?

Netavisen har til formålet – for et nyhedsmedie helt usædvanligt – ladet sig overtage i en god uges tid. Af en gruppe unge, som læser journalistik på SDU i Odense. De sætter fokus på det kreative Svendborg. Under fællestitlen KREATIVE SVENDBORG!? Netop med både udråbstegn og spørgsmålstegn. For sådan er det! Eller er det og hvad så?

Svendborg er nummer tre på listen over byer med en høj andel af borgere, som tilhører den såkaldt kreative klasse – kun overgået af København og Århus. Og det bryster vi os en del af. Sådan mand og mand – eller kvinde – imellem. Kommunen lige så, når byen skal promoveres og markedsføres i en eller anden sammenhæng. Men hvordan ser andre – ikke-svendborgensere – på fænomenet? Hvad ser de, når de tjekker, hvad der ligger bag det statistiske faktum, at Svendborg har så stor en gruppe kreative mennesker som indbyggere?

Det er det, de kommende journalister fra SDU har kastet sig over at belyse. Ingen af dem har nogen tilknytning til Svendborg i forvejen – hvilket bare gør det endnu mere spændende at se, hvad de ser.

De vil i artiklerne beskrive, hvad der gemmer sig bag begrebet ”den kreative klasse” – et begreb, som amerikaneren Richard Florida har opfundet og sat ord på. Er det noget reelt, eller er det bare tomme ord? Og hvis det er noget reelt, hvad er det så værd? Hvis det altså er noget værd – for f.eks. det område, hvor den kreative klasse er så stor i antal? Eller er det måske bare en udgift for området – for Svendborg Kommune i dette tilfælde? Fordi det koster en masse penge at understøtte alle de idéer, som de kreative forsøger at realisere i deres område?

Og hvem er de egentlig – de mennesker, som hører under kategorien ”den kreative klasse”? Kunstnere, musikere og den slags, naturligvis. Men hvem ellers? Og hvad mener de selv? Det er også nogle af de spørgsmål, som artiklerne prøver at give svar på. Og de kreative i Svendborg – nogle af dem – svarer selv.

Artikelserien starter i netavisen i morgen og fortsætter i en god uges tid. Det betyder samtidig, at den normale nyhedsdækning i netavisen går i absolut slowmode i den tid, artiklerne om det kreative Svendborg kører. Det kan ske, at der dukker andre nyheder op – hvis virkeligheden kræver det. Men ellers vil netavisen så at sige være blevet besat af de journaliststuderende i en god uges tid.

I forbindelse med artiklerne vil der være mail-adresser til den eller dem, der har skrevet artiklerne. Så læserne kan kontakte dem med idéer og forslag. Eller man kan kontakte dem telefonisk via to repræsentanter: Anders Bak Kristensen, tlf. 22482857, eller Jakob Krohn Deleuran, tlf. 60775951.

God fornøjelse med at læse artiklerne – og forhåbentligt – lidt eftertanke, når de er læst. Skærmen overlades herefter til nye, unge kreative mennesker, som retter blikket mod Kreative Svendborg!?