Henning Andersen.

Henning Andersen.

Af Henning Andersen

Eller måske skulle overskriften være: Kommuners pligtfølelse, betalt med borgernes penge. Eller måske skulle den være: Kommunen har en pligt! I borgere betaler!

Der er mange muligheder.

Lad os tage det fra toppen. Op imod 40.000 danskere kan indenfor det næste års tid have den tvivlsomme fornøjelse at komme til at se på et giro-indbetalings-kort lydende på alt mellem 35.000 kroner og 120.000 kroner, afhængigt af flere forhold (som jeg vil komme tilbage til), i relation til en ”beslutning” om et forbedret vandmiljø.

Tiltaget, hvis indre organer jeg også vil komme tilbage til, har primært nedslag i ”yderdistrikter”, landzoner – ude på Lars Tyndskids marker, hinsides dér hvor ”vi bor”. Altså bortset fra dem, der bebor de 40.000 husstande. Men også bynære områder, der tidligere har betjent sig af andre ”spildevandsløsninger” end lige nøjagtig en kommunal kloakledning, står for skud. Og det drejer sig om ganske almindelige mennesker, og har ikke noget at gøre med større landbrugsejendomme, mindre grevskaber eller domiciler for fremstående personer eller firmaer i den private eller offentlige sektor.

Der er naturligvis en guds velsignelse af teknikaliteter, som det umiddelbart vil være for omfattende at føre en eventuel (og eventuel ”stakkels”) læser igennem. Så lad os holde os til blot et par enkelte fakta:

– For mange år siden afgjordes det nede i EU, at der skulle findes alternative, forbedrede løsninger for udledning af spildevand i de enkelte medlemslande.

– Spildevandsudledning og vandkvalitetsmålinger har derfor ligget på dagsordenen, også i Danmark.

– Formålet har naturligvis været – og er – et forbedret vand- og havmiljø, med henblik på en forureningsfri klode, en økologisk balance, et modtræk til Global Opvarmning (og i Herren velbehag).

Der er vel næppe en mors sjæl, der vil sætte sig imod et sådant perspektiv, eller gøre modstrid gældende i forhold til initiativer, der fremmer det gode formål.

Derfor iværksattes udarbejdelsen af en ”vandplan”, og den kvikke læser opdager allerede nu, at ”miljøet” er forsvundet, al den stund at det burde hedde ”vandMILJØplan”. Men altså ikke.

EU-direktivet – der på den ene side kan ligne en hensigtserklæring og på den anden en tilskyndelse til forpligtende samarbejde – har som ordlyd, at der skal findes lokale løsninger på forurenende udledning af spildevand. Og der er næppe nogen, der vil stille sig lodret imod sådan en hensigt. Det lyder, alt i alt, rigtigt fornuftigt.

Problemet er sentensen om ”lokale løsninger”.

Direktivet peger primært på, at udledninger fra større industrier til større vandudledninger, i forhold til havområder, skal sanktioneres med henblik på en forbedret spildevandsrensning. Dette betyder så meget som, at medlemslandene skal sørge for en lovgivning, der forpligter virksomheders spildevandsudledninger til søer, floder og deltaer, der står i forbindelse med det verdenshav, der omgiver klodens lande, til at ligge indenfor visse minimumskrav for god vandkvalitet. Den ”lokale løsning” er hermed overdraget til regeringen i det enkelte medlemsland. Så med andre ord er en ”lokal løsning” ensbetydende med en nations, en stats optimering af lovkrav til virksomheder i forhold til udledning af spildevand.

Derfor har også den danske stat vedgået en intention om forbedret vandmiljø, men i øvrigt overdraget opgaven om løsning til kommunerne. Og i disse kommuner er det så overdraget embedsmænd (& -kvinder) at forestå udarbejdelse af løsningsmodeller og udførelsen af intentionen. Man kan hermed sige, at de ”lokale løsninger” bliver mere og mere lokale. Ja, de bliver faktisk så ”lokale”, at man i Svendborg Kommune er blevet af den overbevisning, at ”lokal” er identisk med ”personlig”. Og derfor er en enhver borger, i hvert fald i Svendborg, kategorisérbar som ”spildevandsudleder”. Selvom det må vel være mere end øjensynligt, at der er stor forskel på Rhinen eller Donau og så Kobberbækken eller Vejstrup Å.

På den anden side må vi vel vedgå, at hvis vi er sådan nogle store svineører, at vi forurener verdenshavene, så har vi vel også en forpligtelse – EU-direktiv eller ej – til at begrænse denne forurening af vores allesammens natur. Og man kan vel næppe være mere enig.

To ting er dog værd at hæfte sig ved (måske fire). Den ene er, at ”den lokale løsning” sandelig også er et kommunalt anliggende. Simpelthen fordi det er via en kommunal beslutning, det afgøres, hvorvidt den ene eller anden rensningsmodel er acceptabel (det bestemmes i og af Miljø&Teknik – med indstilling til kommunalbestyrelsen, hvoraf næppe mange medlemmer er kloak-eksperter eller VVS-uddannede – men det er embedsfolkene nok heller ikke, så det går jo godt, kan man sige). Så mere ”lokal” var løsningen så heller ikke – andet end at det er ”lokalt” regningen skal betales. Alle er skyld i forurening – selvom intet er bevist.

Den anden ting er, at det i henhold til EU-direktivet og statens intention er således, at der skal udføres målinger af vandkvaliteten i udledningen – altså dér, hvor vandet løber ud i vores allesammens verdenshav. Og tænk engang: Op til flere steder viser en årelang prøvetagning, at den biologiske vandkvalitet faktisk er blevet bedre, ja, ikke bare bedre, idet det hedder ”god biologisk vandkvalitet”, og det svarer sådan cirka til et 12-tal ved den afsluttende eksamen. Så nu vil man altså – for borgernes penge – postulere, at et tiltag forbedrer en vandkvalitet, der er……hm-

Den tredje ting er, at den ”vandplan”, som kommunen læner sit beslutningstyngede hoved op ad, slet ikke er vedtaget endnu – det skal nemlig ske i Folketinget, hvor man i øjeblikket nok er mere fokuseret på andre ting.

Den fjerde ting er, at kommunen fattes penge (ikke de store nyheder dér) og derfor selv har sået tvivl om, hvorvidt tiltag indenfor egne faciliteter kan svare sig økonomisk i forhold til hensigten. Eller på dansk: Kommunen har ikke de økonomiske midler og tror heller ikke på, at en indsats vil kunne fremvise et målbart resultat – og muligvis vil indsatsen være med til at forværre forholdene. Og derved fritager kommunen sig selv for den præmis, der ligger i dens egen tolkning af det EU-direktiv, der ligger til grund for hele øvelsen. Og skal derfor ikke tiltræde den tolkning, den selv har formuleret i forhold til regeringens intention, der er en afledning af EU-direktivets hensigt. Og man kan vist roligt påstå, at det hensigtsmæssige og det intentionelle bliver alt mere uigennemskueligt.

Paradokset består således fremdeles i, at til trods for disse manøvrer, disse målinger, disse intentioner, har et (stort) antal borgere udsigt til en temmelig kraftig regning for et stykke udført etablering, som ikke en kæft kender resultatet af, og som muligvis ikke har nogen effekt, muligvis er til det værre.

Men ikke nok med det. For det er nemlig krop-umuligt at forudsige, om der ikke skulle komme nye direktiver, nye tiltag, nye ”bedste intentioner på andres bekostning” indenfor få år. Hvorfor vi altså må gå gennem livet sikre på, at en skønne dag vil der komme en statslig eller kommunal ”reform”, der på et øjeblik gør os til fallenter og direkte i fængsel (og selvom du kommer over mål, modtager du ikke 2000,- kroner).

Den sidste ting er, at der, hvor dette tiltag rammer – det er yderkantsområder. Og det bebos ikke i nævneværdig grad af mennesker, der har nogen særlig stor økonomisk mobilitet (”fattig” er ikke et pænt ord nu om dage – men det er det, der menes). Det er jo heller ikke sådan, at ejendomme, boliger er så forfærdeligt nemme at sælge i de pågældende områder. Og da slet ikke med en klausul om ”for 58.000,- kroner tilslutning til en kloak”.

Visse sider af dette pseudo-økologiske tiltag kommer således mest til at minde om forsøget på en bevisførelse for, at man godt kan klippe en skaldet – dog uden at skulle betale frisøren. Til hvilket man kan tilføje, at det muligvis er sådan, at omstændigheder kan afstedkomme en ”rådden banan”, men hér har vi at gøre med aktiv skabelse af sådan en. Det tror jeg ikke engang, en kommunalbestyrelse kan være tjent med. Så måske man lige skulle tjeppe lidt på de embedsmænd, der påstår de klæder én på. Men det er bare et forslag – man kan også sove videre. Det er et frit land (som det så ofte påstås).

Men det centrale er, at det meningsløst i enhver forstand, netop fordi gevinsten ved gennemførelsen ikke matcher omkostningerne ved entreprisen. Altså en underskudsforretning, uanset hvordan man vender og drejer den.

(Henning Andersen, Oure, er forfatter og pædagog).