Masoum Moradis selvretfærdige korstog

Frede Jakobsen kommenterer.

KOMMENTAR: En hel stribe læserbreve har Masoum Moradi på det seneste fabrikeret til Fyns Amts Avis – i et indædt og sammenbidt forsvar for den måde, kommunen behandler sygemeldte borgere på. Det seneste var trykt i går i avisen. Et indlæg, hvor Masoum Moradi – manden med de mange kommunale kasketter – formår at fremstille det sådan, at Svendborg Kommune (og ham selv, naturligvis) bare følger loven, når sygemeldte borgere får nej til førtidspension, og at det er alle de andre kommuner, der – ved ikke at følge loven – får det til at se ud, som om problemet er Svendborg.

Ak ja, Masoum Moradi har da rigtig set lyset – som en af de eneste. Selvretfærdigheden er larmende hos den mand, som i denne sag har mindst tre kasketter på. Han er byrådsmedlem, han er Teamleder på Jobcentret, og han er formand for det fleksjobudvalg i Jobcentret, som giver afslag efter afslag til folk, der gerne vil på fleksjob. Masoum Moradi er – i spørgsmålet omførtidspension, fleksjob m.m. – mere kongetro end kongen selv. Kongen er her den beskæftigelsesminister, Inger Støjberg (Venstre), som ellers ikke giver ved dørene. Men hun har dog i det mindste i flere omgange sagt, at det ude i kommunerne indenfor lovens rammer er mulighed for at udøve skøn – til fordel for den sygemeldte borger eller det modsatte. Og i Svendborg sker det modsatte – oftere og oftere. Bl.a. med en halvering af nye førtidspensioner fra 2009 til 2010. En Danmarks-rekord. Ingen andre kommuner har skåret så drastisk ned.

Men det er der ikke noget at gøre ved. Sådan skal Svendborg gøre, ifølge Masoum Moradi, som slår fast, at problemet er de kommuner, som fortsætter med at skønne til fordel for de sygemeldte borgere. Det må de ikke. Det skal de ikke. Ifølge Moradi. Så klog er han. Han har ret. Alle de kommuner, som gør noget andet end Svendborg – og det er de fleste – har uret.

Uvist af hvilken grund har Moradi valgt at føre sin læserbrevsfejde i Fyns Amts Avis, som – i modsætning til netavisen – ikke har skrevet voldsomt meget om disse sager. Hans bedreviden er så markant, at netavisens læsere ikke skal snydes for uddrag af læserbrevet i Amtsavisen i går, hvor Moradi igen bruger Ankestyrelsens anbefalinger tilbage i 2009 som argument for stramningerne – en påstand, som intet har på sig, hvad netavisen tidligere har påvist. Det er da også kun i Svendborg, at Jobcenter, Fleksjobudvalg og Pensionsudvalg har læst disse anbefalinger som Fanden læser biblen. Derefter skriver Moradi:

”I Svendborg, for eksempel, har implementeringen af anbefalingerne ført til en tydelig reduktion af antallet af godkendelser til varige forsørgelsesydelser, herunder førtidspension. Det er dog langtfra gået stille for sig. Faglige organisationer har vist deres utilfredshed, lokale politikere er blevet kontaktet af berørte borgere, folketingspolitikerne er gået til angreb på sagsbehandlingen og populistisk journalistik har taget den lille mands sag mod det store system. I Svendborg mødes flere mennesker ugentligt til demonstration mod kommunens sagsbehandling”.

Tillad et spørgsmål til Moradi, inden vi fortsætter med at trykke hans tanker: Hvis det er populistisk journalistik at tage ”den lille mands sag mod det store system”, mener du så, at rigtig kvalitets-journalistik er at gøre det modsatte? Nå, han svarer næppe på det. Så vi går videre med den meget forhenværende socialists (han blev jo valgt ind for SF, men skred hurtigt og blev løsgænger) tanker:

”Andre kommuner fortsætter den traditionelle sagsbehandling, hvor der – mod regeringens erklærede mål – godkendes lige så mange borgere til langvarige ydelser som før. Faglige organisationer nyder samarbejdet med disse kommuner, borgere er tilfredse og politikere glade for glade borgere. Forskellene i sagsbehandlingerne giver således lovlydige kommuner (som Svendborg fortsås – red.) en hel del udfordringer. Dels er det demoraliserende for borgernes opfattelses af retssikkerheden at opleve en anden praksis i ’nabokommunen’. Dels er det stressende for sagsbehandlerne i kommunernes forvaltninger at arbejde under konstant pres udefra”.

Ja, det er saftsuseme synd for sagsbehandlerne, at de af ledere i Svendborg Kommune påtvinges at føre den skrappe politik. Men mere synd er det da for de syge og nedslidte borgere, som ikke kan få ro på tilværelsen med f.eks. en førtidspension. Ikke et øjeblik reflekterer Moradi over, at det jo kunne være, at Svendborg også kunne gøre som de andre kommuner, hvor ”borgere er tilfredse og politikere glade for glade borgere”. For de gør jo ifølge Moradi selv det modsatte af, hvad man gør i Svendborg. Hvilket de også gerne må – fordi afgørelser i disse sager beror på skøn. Og hvis alle de andre kommuner virkelig er så gal på den, som Moradi i sin skinhellighed hævder, mon så ikke beskæftigelsesminister Inger Støjberg for længst var kommet efter dem?

I øvrigt samles svendborgenserne igen i dag – for femte lørdag i træk – på Centrumpladsen kl. 11.30 til en halv times stille protest og med krav om anstændighed i kommunens behandling af syge borgere.