Den første Grand Divina blev præsenteret i Vietnam 5. april af bl.a. (fra venstre): Toshiyuki Shiga, Nissan, Phan The Hao, Industri- og Handelsministeriet, Flemming Eltang, Kjaer Group.

Kjaer Group bliver alligevel ikke bilproducent

Kæmpestore japanske Nissan i samarbejde med lille Kjaer Group fra Svendborg om bilproduktion i Vietnam. Det var stort, da det blev lanceret i 2008, før finanskrisen for alvor brød igennem. En kæmpe satsning fra Kjaer Group. For bare et halvt år siden var den første bil klar – men nu er Kjaer Group ude af samarbejdet. Kapitalbehovet oversteg, hvad Kjaer Group kunne klare. Svendborg-virksomheden er nu på vej helt ud af Vietnam og Sydøstasien. Kjaer Group vil nu fokusere mere på virksomhedens primære marked, Afrika syd for Sahara.

Mads Kjær, bestyrelsesformand og hovedaktionær i Kjaer Group, vil ikke kommentere bruddet med Nissan i Vietnam. Han henviser til virksomhedens administrerende direktør, Per Lundgren. Han siger, at det hurtige og overraskende exit fra samarbejdet med Nissan i Vietnam ikke får negativ betydning i form af afskedigelser på Kjaer Groups hovedkvarter i Svendborg.  ”Hvis det får betydning, så bliver det måske i positiv retning, fordi vi nu kan fokusere på at øge vores forretning i Afrika”, siger Per Lundgren. Knap 70 medarbejdere er der på hovedkvarteret i Svendborg.

Kjaer Group havde investeret cirka 40 millioner kroner i selskabet Nissan Vietnam Co. Ltd (NVL) og havde dermed 74 procent af aktierne. De sidste 26 procent af aktiekapitalen kom fra Nissan Motor Co. Samarbejdet mellem Kjaer Group og Nissan om det nye selskab blev indgået 6. oktober 2008 og blev offentliggjort i december 2008. Kjaer Group var i forvejen forhandler af Nissan-biler i Vietnam, hvor firmaet har opereret en del år. Kjaer Group stoppede sin tilstedeværelse i nabolandene Laos og Cambodja i 2008 for helt at koncentrere sig om netop det hastigt voksende marked for biler i Vietnam. På grund af den meget store told på biler importeret til Vietnam gik Nissan og Kjaer Group i samarbejde om at producere biler i landet.

Under stor pomp og pragt blev den første bil kørt af samlebåndet 5. april i år – en Grand Livina. Med ledere fra Nissan til stede sammen med både bestyrelsesformand og hovedaktionær i Kjaer Group, Mads Kjær, administrerende direktør Per Lundgren og Flemming Eltang, som kom fra Kjaer Group og blev NVL’s første administrerende direktør.

Kort efter bebudede den statslige danske IFU (Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene) den 29. april, at den havde givet tilsagn om et lån til projektet på 21,3 millioner kroner. Ifølge en pressemeddelelse den dag fra IFU var planen, at der det første år skulle sælges 2000 Grand Livina-biler på det vietnamesiske marked. Pressemeddelelsen fortsatte: ”Indenfor to til tre år er det planen at få en markedsandel på 5,5 procent af et forventet bilsalg på ca. 100.000 biler i Nissans segment – et marked, der i løbet af de følgende 10 år har potentiale til at kunne stige til måske 600.000 køretøjer årligt”. I samme pressemeddelelse blev Mads Kjær citeret for at sige: ”Det er en satsning, men det vietnamesiske marked er på alle områder i kraftig stigning. Bilsalget i Vietnam eksploderer. Vi er kommet ind på det helt rigtige tidspunkt”.

Men det gik anderledes. I slutningen af september offentliggjorde det malaysiske selskab Tan Chong Motor Holdings, at der kun var solgt 249 Grand Divina-biler i Vietnam i år – og at selskabet i øvrigt havde købt Kjaer Group ud af det vietnamesiske selskab. Tan Chong  Motor Holdings havde købt Kjaer Groups aktier (74 procent) i Nissan Vietnam Co. Ltd for 7,4 millioner US-dollars (knap 40 millioner kroner).

”Ja, vi kommer ud af det med skindet på næsen. Så det er vi tilfredse med”, siger Per Lundgren, administrerende direktør i Kjaer Group.

Det er ikke bare Kjaer Groups involvering i bilproduktion i Vietnam, som dermed slutter. Kjaer Group forlader helt Vietnam, hvor virksomheden har 30 ansatte, heraf tre danskere. ”Vi har solgt vores besiddelser derude”, siger Per Lundgren.  Da Kjaer Group i 2008 forlod Laos og Cambodja blev forhandlingen af Nissan-biler i disse lande overtaget af Tan Chong Motor Holdings – det selskab, som nu har købt Kjaer Group ud af bilproduktionen i Vietnam. Samme selskab overtager nu forhandlingen af Nissan-biler i Vietnam. ”Vi laver ikke flere forretninger i den del af verden”, siger Per Lundgren.

”Vi har været med til at få det i gang i Vietnam. Nu trækker vi os, for det vil fortsat kræve store investeringer, store ressourcer både menneskeligt og pengemæssigt. Så der skal en større partner til”, siger Per Lundgren.

Langt den største del af Kjaer Groups forretning foregår i Afrika, hvor virksomheder er til stede i knap 30 lande. 80 procent af Kjaer Groups 761 millioner kroner store omsætning sidste år kom fra Afrika. Afbrydelsen af samarbejdet med Nissan i Vietnam betyder ikke, at Kjaer Group ikke længere kan forhandle Nissan i alle disse lande. ”Dér vil vi styrke samarbejdet med Nissan”, siger Per Lundgren.