Et modigt projekt – som lykkedes

Af Jens Meincke

 

Tommy Kenter i Borgerforeningen onsdag aften.

 

Tommy Kenter.

Jeg synes, det var modigt. Projektet: Tommy Kenter præsenterer Finn Søeborg 2010. En forfatter, som mange slet ikke kender, som mange har glemt -og som hører en anden tid til. Men …jeg synes det lykkedes. Til trods for at jeg har en mistanke om, at en stor del af publikum havde sat næsen op efter lårklaskende latterbrøl, lykkedes projektet alligevel.

Det er 18 år siden, Finn Søeborg døde – kun 76 år gammel. Han nåede at blive rigtig populær, men det var først og fremmest som ”morsom mand”. Hans litterære talenter blev faktisk først rigtig anerkendt efter hans død. Han skrev noveller – små historier, hvor han gjorde grin med småborgerskabet og institutioner, hvor dets medlemmer arbejdede på en fornøjelig og delvis sympatiserende måde. Der var noget at grine af.

Men Finn Søeborgs historier havde næsten altid flere lag, så gad man, var der også melankoli og kritiske afsløringer af hans personers levevilkår. Det var Tommy Kenter tydeligvis helt klar over. Han havde skruet sit show sammen, så vi dels blev klogere på personen Finn Søeborg (her blev der brugt amatør- filmklip), dels fik vi historier om mødet mellem skuespilleren og forfatteren. Og så blev der læst højt. Det er Tommy Kenter go’ til, men han tør også investere sig selv og fortalte hyggelige historier om sin egen barndom, sin opvækst og hvordan han mødte Finn Søeborgs historier hos sine elskede bedsteforældre. Jeg tror, det har været svært at vælge. Selvom Finn Søeborg debuterede ret sent (som 34-årig), var han flittig, da han først kom i gang og skrev både noveller og romaner.

Vi fik historien om ”Min kone forstår mig ikke” om den lille mand, der så gerne vil gøre det så godt, og om Gallup-undersøgerens forsøg på at udfylde skemaer hos en skuffet, fordrukken, midaldrende, hjemmegående, ensom kvinde. Svagheden ved Finn Søeborgs historier er, at de er skrevet meget i tidsånden (60 og 70’erne), men der er også meget af det underliggende i fortællingerne, der er tidløst.

Tommy Kenter er en fremragende Søeborg-fortolker, og selvom meget er underforstået, er det også nemt forståeligt. ”Hans opfindsomhed er stor, meget vel, han sprudler stadig, men han er også blevet det bedste en humorist kan være; farlig, alvorlig, langtrækkende”, skrev en af tidens kendte kritikere Jens Kruuse. Jeg tror, det vil glæde Tommy Kenter, hvis hans glimrende show medfører en genoplivning af Finn Søeborgs forfatterskab. Godt, at også den slags finder plads på Borgerforeningens repertoire. Hold øje med det.