Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

Hvis man definerer socialisme som alt fra Pol Pot til Palme, fra Gulag til græsrodsbevægelser, fra kommandostruktur til kollektiver, så får man et ruskomsnusk, der ikke kan bruges til noget. Hvis man vil sige noget om, hvad socialisme er, har været og kan blive, bliver man nødt til at præcisere, hvad det er for en slags socialisme, man taler om.

Det samme gælder for kapitalismen. Man burde snarere tale om kapitalismer i flertal.

Max Weber skrev om kapitalismen og den protestantiske etik. Kapitalismens fremvækst blev stimuleret af en etik, der lagde vægt på flid og sparsommelighed.

Men det var en anden kapitalisme, der opstod dengang. Der var hovedsagelig tale om virksomheder, der blev ejet af en enkelt mand. Ofte var det familievirksomheder, der gik i arv – en slags slægtsgårde. Når ens børn skal arve bedriften, tænker man mere langsigtet. Når en enkelt mand har ansvaret, kan der udvikle sig en slags feudalforhold med omsorg for de ansatte, ligesom de fornuftige slaveejere passede godt på slaverne, for de udgjorde jo en værdi. I vidt omfang var virksomhedsejerne også selv påvirket af religiøse og moralske tanker om næstekærlighed og ønskede oprigtigt at sørge for arbejdernes ve og vel.

Så sent som i 1966 kunne Helge Andersen skrive en bog med titlen ”Hvem ejer Danmark?” I dag kunne sådan en bog ikke skrives; ejerforholdene er alt for flygtige og uigennemsigtige. Hver dag omsættes værdipapirer og derivater i et omfang, der langt overstiger verdens samlede pengemængde. Aktierne skifter hånd i vanvittigt tempo. Programmer sørger for, at man kan købe og sælge tusinde gange i sekundet, så man hele tiden kan opsnappe mikrogevinsterne, der tilsammen bliver til formuer. Aktieejerne kan være holdingselskaber, der ligger inde i andre holdingselskaber som russiske babusjka-dukker. Det kan være fonde og skuffeselskaber, der ikke kan spores længere tilbage end til et advokatkontor i Vaduz eller på Cayman Islands. Eller det kan være dig og mig – gennem vores pensionskasser eller gennem ATP.

Vi har rester af den gamle feudale struktur i virksomheder som Mærsk, men de holder nok ikke længe. Det er sværere at sige, hvem der egentlig ejer en moderne virksomhed som Novo Nordisk.

Kapitalismen i dag er en casino- eller roulette-kapitalisme, der nærmest er det modsatte af det, Weber talte om. Den er ikke bevidst umoralsk, den er bare blottet for moral.

Hvis et menneske levede efter samme model som den kapitalisme, vi har i dag, ville det leve for øjeblikkelig behovstilfredsstillelse. Det ville tilsidesætte alle andre hensyn og ikke skænke morgendagen en tanke, bare det kunne få opfyldt et behov her og nu.

Den kapitalisme, vi ser omkring os, er som en narkoman, der kun lever for det daglige fix.

I sin tid satte den lille kreds af øllede nazister omkring Jonni Hansen plakater op, hvor der stod ”Nationalsocialisme – det er selve livet.” På en måde havde de ret. Nazismen bygger ligesom kapitalismen på jungleloven: alles kamp mod alle, den stærkestes ret, foragt for svaghed.

Men hvis vi vælger at leve efter naturens orden, må vi tage hele pakken. Så får vi også naturens reguleringsmekanismer – Apokalypsens ryttere, sult, sygdom og krig.

Hele vores historie har været en kamp for at komme væk fra det, Scherfig kalder naturens uorden – for at nå frem til en grad af civilisation, der kan defineres som det modsatte af jungleloven – en verden med samarbejde, omsorg og tryghed.

Der ligger en dyb sandhed i myten om Edens Have. Evas forbrydelse bestod ikke i grådighed eller behovstilfredsstillelse. Det var kundskabens frugt, hun spiste. Hun ønskede at vide mere. Ved at spise æblet fik hun viden og også moral – hun lærte at kende forskel på godt og ondt. Hun fjernede sig fra naturens orden og blev til menneske.

Da det skete, frygtede Gud, at menneskene kunne blive hans lige, og derfor uddrev han os af naturen og satte en engel med flammesværd til at vogte porten.

Siden da har vi stået uden for naturens indfældede orden. Vi har valgt at slå Apokalypsens ryttere af sadlen, så godt vi formår det. Vi forsøger at skabe en civiliseret verden – en verden hvor der er plads til alle, hvor enhver får mulighed for at udvikle sine evner så langt de rækker, hvor vi bygger på samarbejde og fællesskab.

Den verden kan vi ikke bygge med kapitalisme. Især ikke med den nuværende casino-kapitalisme. Den fører til verdens undergang, også fordi dens narkomani ikke kun kræver det daglige fix, men også en illusorisk evig materiel vækst.

Kapitalismen er ikke brugbar. Den vækst, vi kan få, er en ikke-materiel vækst. Vi kan vokse i viden og kundskaber, vi kan lade vores empati og omsorg vokse, vi kan stadig lære nyt, vi kan lære at forstå verden på stadig nye måder. Den form for vækst er der ingen grænser for, og det er den eneste vækst, der giver mening på en klode af begrænset størrelse.