Carsten Bang – Bang plukker kameler. Svendborg Teater den 26. november 2011.

Vi ved alle, hvordan det er! De klamme håndflader, rejemaden, der lige vender sig en ekstra gang i sækken, strømsvigtet i hjernens hukommelsescenter, tungen, der svulmer op til dobbelt størrelse og halsen, der tørrer ud, så man rømmer sig så mange gange, at man til sidst tømmer en kande vand med fare for at tisse i bukserne midt i det hele. De fleste af os har prøvet at holde en tale! Og det er især talen i selskabet, der er pakket med kendte ansigter, der kan give anledning til ovenstående ubehageligheder.

I går var jeg i Svendborg Teater for at høre en af Danmarks absolut mest interessante ordsmede plukke kameler. Det er ingen hemmelighed, at Carsten Bang har postadresse i Svendborg, og jeg var derfor nervøs og spændt på hans vegne. For det ER specielt at optræde på hjemmebane.

Carsten Bang har siden 29. september turneret med sit show, der samtidig markerer hans 20 års jubilæum som stand-up-komiker. Han er beviset på, at evnen til at overleve og leve i denne branche ikke kun kræver talent og hårdt arbejde, men også viljen til at turde forny sig og give publikum et stykke af sig selv.

Med udgangspunkt i de kendte danske ordspil “… Jeg har en høne at plukke med dig” og, “…Det var noget af en kamel, jeg slugte der”, kommer Carsten Bang ind på vores tendens til at være selvbestaltede politibetjente, der evigt og altid har noget på hinanden og svært nok sjældent noget på os selv.

Det er med kant og nærvær, og med hans sublime sans for sprog og komik formår han, gennem hudløse ærlige beretninger og selviagttagelser, at kickstarte vores selvreflektion og pudse vores fedtede selvfede briller. Når han med succes formår at tage afsæt i de mest ramaskrigs-skabende og debatterede emner som eksempelvis Breivik, World Trade Center, Profeten Mohammed og Dansk Folkeparti, er det, fordi han formår at holde på formerne. Det er altid med respekt og anstændighed. Han har en lethed og vinkel på hverdagen og dens mennesker, der får mig til at tænke på Benny Andersen, når han fortæller og betragter livet med et glimt i øjet.

Med sig på scenen har Carsten Bang forfatteren Vagn Remme. Han figurerer som den poetiske fortæller og kommentator, der vinkler verden med ironi og komiske små-syrlige iagttagelser, der samtidig understøtter alvoren i Carsten Bangs budskab. En rigtig spændende vekselvirkning på scenen!

Det var et super fedt show med stof til eftertanke og gode indspark. Carsten Bang havde publikum med sig, og svendborgenserne var gode til at lege med.

Jeg vil faktisk gerne se showet igen, for der er så mange lag i hans univers, der med garanti vil træde tydeligere frem ved gensyn. Lidt som når man ser en Tarantino film om og om igen. Heldigvis kan der rådes bod på det, eftersom showet blev optaget og skal udsendes.