56-årige Ulla Sonne flyttede fra Nordsjælland til Svendborg for fem år siden for at komme tættere på vandet og naturen i det hele taget. Når hun ikke drejer tepotter og former skåle med form som muslinger, går hun ture langs sundet, besøger restauranter eller bliver inspireret af byens atmosfære.

Af Ida Bøgh – idboe08@student.sdu.dk

Ulla Sonne.

Når nu hun elsker vandet, muslingerne, de organiske former og naturen ved kysterne, var det let for Ulla Sonne at vende Nordsjælland og Kgs. Lyngby ryggen, da hun og hendes mand i 2006 trængte til et sceneskifte.

Børnene var flyttet hjemmefra, og efter talrige besøg hos søsteren gennem hendes nu snart 14 år i eksil i Brogade midt i Svendborg, kendte de byen, naturen og den intime stemning.

I dag har parret på femte år adresse midt i byen, hvor Ulla både dyrker sin hobby og sit arbejde som keramiker og nyder en af de ting, der optager hende allermest – vandet.

”Jeg er en vandfreak,” siger Ulla Sonne, som synes, hun har fundet det ideelle hjem i Svendborg.

Med kun tyve skridt til molen finder hun hver dag inspiration i den nære natur, sundet og miljøet omkring havnen. Hun nyder vandet fra landsiden, og hun holder af at dykke og finde ting på stranden. Ting, der får en særlig plads i keramikerens hjem.

”Mit hjem er som Aladdins hule. De ting, jeg finder, har jeg stående i et skab, for at man kan se dem. Jeg er inspireret af vand og eventyr. Mange af de ting, jeg laver, har med biologi at gøre, og jeg nyder at dele min glæde for vand,” siger den vandglade keramiker.

Hun holder sig dog ikke til centrum og tager tit turen over dæmningen til Thurø for at nyde lyset og kigge på dyrelivet. Eller hun stopper halvvejs ved Christiansminde og nyder Svendborg Sund og udsigten til Tåsinge.

”Det er noget helt specielt for mig at have vand og natur klos op af hinanden,” siger Ulla, som ikke nøjes med at nyde Svendborgs lyksaligheder med øjnene. Keramikeren nyder nemlig også den brugskunst, som byens kokke, restauratører og forhandlere af lækre råvarer og forarbejdede delikatesser frembringer.

”Siden jeg flyttede til Svendborg, har jeg været nødt til at melde mig ind i et fitnesscenter. Man spiser meget i den her by,” griner kunstneren, som i samarbejde med sin søster har ydet en meget håndfast indsats for at bevare den gode smag i Svendborg.

Søsteren er glaspusteren Bente Sonne, og sammen har de skabt Delikatesseklokken. Frembringelsen er en glasklokke med keramikhåndtag til folk, som ikke tømmer kagefadet eller pølsebrættet i første forsøg, men gemmer lidt til aftenkaffen eller dagens sidste glas rødvin.

Udover naturen, gastronomien og folkelivet var det også den fysiske indretning af Svendborg, som fik Ulla Sonne til at flytte sydpå.

”I Svendborg passer man på det, man har. Der er ikke noget til at forstyrre helhedsbilledet, og storbyfænomener som eksempelvis kæmpestore storcentre har man helt holdt helt væk fra byens centrum. Det fuldender Svendborg, og giver byen en særlig stemning, som jeg er glad for,” siger Ulla Sonne.

Fakta:

Ulla Sonne er født i 1955 og flyttede til Svendborg i 2006. Hun er uddannet på Skolen for Brugskunst, som nu hedder Danmarks Designskole. I 1992 modtog hun et arbejdsleget fa Statens Kunstfond. Forinden havde hun i 1983 fået Kunsthåndværkerprisen i bronze og i 1983 én af sølv.

Ida Bøgh læser journalistik på SDU. Sammen med en gruppe medstuderende sætter hun i en serie artikler fokus på det kreative Svendborg – set med andre øjne end svendborgensernes egne. Har du tip til andre gode historier om den kreative klasse, så send en mail til journalisten. Du er også velkommen til at ringe til journalisterne Anders Bak Kristensen (tlf. 22482857) eller Jakob Krohn Deleuran (tlf. 60775951).