Jul i Zoologisk Museum er en – af journaliststuderende Kenneth Skipper – spontant skrevet advendtshistorie. Alle personer i eventyret er fiktive og består i første afsnit af Adisa, som lige nu ser ud til at være hovedperson. Adisa gør rent i Zoologisk Museum om natten – imens han drømmer om at vinde X Factor – uvidende om, at hans arbejdsplads er truet. Byens borgmester har nemlig ført hemmelige forhandlinger med museets bestyrelse om at rive den gamle afdeling ned og opføre en hypermoderne tilbygning i stil med den nye del af museet. Kenneth Skipper kalder det selv skriveøvelse, som er inspireret af virkelige begivenheder og sydfynske mediehistorier som denne fra Svendborgs NetAvis (se her). Derudover er alle personer fiktive.  

Kapitel 1

Af Kenneth Skipper

– Møgunger, hviskede Adisa ved synet af den sorte banan, der lå og flød. Han slog til rengøringsvognen med knyttet hånd, så sæbevand sjaskede ud over kanten på hans to spande. Zoologisk Museum havde summet af liv hele dagen. Nu var det nat. Klokken havde passeret tre, og Adisa var færdig med at vaske gulve. Et bredt udsnit af byens skoleelever havde tilbragt første dag i julemåneden i Zoologisk Museum med at gå på jagt efter skjulte plasticskatte. I Adisas øjne lignede det, at eleverne havde haft mere travlt med at smide affald fra sig end at udfylde arkene med spørgsmål om dyreliv. Modvilligt samlede han bananen op og dumpede den i skraldespanden. Den havde været gul engang. Nu var den sort. Og nogen havde trådt på den, så slimet bananmos drev fra dens indre.

– Hvorfor bruger de ikke skraldespanden, sagde han højt uden forventning om at få svar. I stedet fik han øje på sit eget afrikanske spejlbillede i de høje vinduespartier, der udgjorde hele den forreste del af designerbygningen. Udenfor var natten sort og blev kun brudt af gadelampernes gule lys. Det eneste liv derude bestod på det tidspunkt af lyssporet fra taxier og gående mennesker på vej hjem fra julefrokost.

Adisa snerrede som et rovdyr. I alt det mørke lyste hans tænder op som en arbejdslampe. Han følte sig fremmed i det her museum med dyr fra den skandinaviske natur. Hvor var giftslangerne og løverne med zebraføl i gabet? Hvorfor havde ingen stillet zulukrigere op blandt elgene? Adisa gad godt møde en af sine forfædre fra den afrikanske savanne, men dyrene i de tre åbne etager havde aldrig været uden for vikingernes Skandinavien. Som de stod dér på deres åbne podier – opstillet som børn med besked om at smile til fotografen – lignede de ikke nogen, der havde plads til gæster.

Han tørrede bananmos af i overall’en og skubbede hårdt til vognen. Han var ligeglad med vandet, der skvulpede ud over kanten. Adisa var ligeglad. Han var også ligeglad med avisen, der lå kilet ind mellem spandene, og som ville falde af, hvis ikke han gjorde noget.

– Uretfærdigt, mumlede han for sig selv og kørte vognen mod en jerndør. Han måtte selv læne sig frem og trykke håndtaget ned for at komme videre.

Jerndøren var skillelinje mellem to verdener. Mellem en ny verden med vinduespartier og facade af kobber tegnet af prisvindende designere og den gamle verden. Eller snarere den gamle del af museet, der var bygget op af gule mursten af en lokal murer for et halvt århundrede siden.

Adisa havde ondt af dyrene i den gamle del af museet. De havde været med fra begyndelsen dengang efter krigen. Men nu var de sendt på tvungen pension og aftægt i den gamle bygning i skyggen af fancy underhavsmiljøer og romaskiner med kilometertæller. Selv kanen og den næsten to meter høje udgave af julemanden var parkeret herovre midt i juletiden! Engang havde julemandens kane været et tilløbsstykke. Den tid var forbi. Nu sad julemanden stift ret op og ned i sin kane i en udstilling, der var mere efterår end jul, og som stank af forfald.

Pingvinerne var også sendt herover. De stod i en fem meter lang glasmontre af ægte mahogni. Engang havde museumsinspektøren sat en ære i at lade dem bade i lys, så de kom til ære og værdighed. Nu stod de ret op og ned i mørke i en evig venten på at få lov at springe ud over kanten ned i det kolde vand.

Som Adisa var dyrene i den gamle del af museet parkeret. Det var her, han havde sit rum til sæbe og rengøringsmidler og til vognen, der nat efter nat samlede skrald og vaskede gulve, uden at nogen bemærkede det.

Adisa indåndede duften af gammelt linoleum, træ og støvede dyr. Stadig irriteret over bananen tog han opstilling foran julemandens podie og stirrede uforstående på installationen.

Fire rensdyr, det ene af dem med et kraftige gevir på hovedet, stod i en skovbund med visne bøgeblade og træstammer, der nåede op under lysstofrørene. En bæver havde sneget sig ind under kanen, og lidt væk lå en grævling væltet rundt. Som om nogen havde glemt den.

en gren slæbte et brunt egern på et agern. Og bagest i udstillingen pustede en vildsvinemor sig op for at beskytte sine stribede børn.

– I er færdige, mumlede Adisa og forestillede sig at se julemandens øjne bevæge sig. Hans øjne var blå og tydeligvis malet med pensel. Men de var døde.

– Det står i avisen, tosser! Se selv. Adisa pegede på avisen, der endelig var faldet af vognen. Og som nu lå på gulvet som et tavst vidne. – Jeres borgmester vil af med jer. Han vil have noget nyt! Han laver numre, den mand! Og han laver numre med jer!

Adisa pegede på avisens forsideartikel, der fortalte om borgmesterens flirt med en museumsbestyrelse. Den historie havde fyldt de lokale medier en uge.

I avisen gav redaktøren sit besyv med og efterlyste åbenhed. Og det havde han grund til. For hvad ingen vidste officielt var, at der havde været flere hemmelige møder mellem borgmesteren og museets bestyrelse, som uden hensyn til dyr eller de nærmeste naboer ville gøre det ti meter høje museum af kobber dobbelt så stort. En plan, der indebar at rive den gamle bygning ned for at gøre plads til mere kobber og installationer med eksotiske dyr af plastic. Og som krævede, at byens æresborger, en 98-årig skibsreder med iltapparat på ryggen, skulle donere et tocifret millionbeløb.

Udmattelse og træthed fik Adisa til at ryste. Selv julemanden så træt ud i sin kane. Der var spindelvæv i hans skæg, og nogen var kommet til at slå noget af malingen af på hans næse.

Adisas søvnige øjne fangede skyggen fra det store rensdyrs gevir. Geviret kastede slagskygger i det visne løv, der var strøet i bunden af udstillingen. Efter planen skulle der ligge hvid sne af plastic nu, men planerne var sat i bero. Ingen af dyrene ville få seletøj på eller komme i avisen som en årligt tilbagevendende begivenhed.

Juleudstillingen i år var flyttet til den nye del. Og julemanden var ikke inviteret.

Adisa så sig forsigtigt omkring. Mærkede pludselig energien vende tilbage. Han kunne lige nå et nummer eller to, før der skulle stemples ud. Og for første gang den nat smilede Adisa, da han trak sine nye Beyerdynamics hovetelefoner over ørerne igen og trykkede på iPaden.

Lydsporet til Billy Joels We didn’t start the fire fyldte hans hoved og trak helt om i nakken, hvorfra skuldrene begyndte at bevæge sig i takt med musikken og Billy Joels sang.

Nitten taktslag senere rev Adisas stemme natten midt over i den gamle del af Zoologisk Museum. Og sådan gjorde han hver nat. Øvede. For han ville vinde X Factor. Men først skulle han til audition, hvilket fyldte ham med rytme, imens han skreg sin sang ud.

Hvad Adisa ikke opdagede var, at det store rensdyr bevægede sig bag ham. Dens stive muskler adlød ikke hjernen, men med en kraftanstrengelse fik den plirret så tydeligt med øjnene, at den bageste hun-ren bøjede let i knæene som svar og sparkede bagud. Og der lød et brag, da hun hamrede en klov ind i døren på et aflangt el-skab. I en generation havde el-skabet fordelt strømmen i det gamle museum. Men nu gik det ud.

Der lød et brag efterfulgt at et blink, før lyset slukkede og dyrene og Adisa stod i et knugende mørke.

det tidspunkt var Adisa nået til et sted i sangen, hvor han ville improvisere med en serie komplicerede hoftesving. Men i stedet for at mærke rytmen trådte han på kanten af rengøringsvognen, hvilket sendte ham i armene det ene af museets to menneskeskelletter.

Et nyt brag i mørket vidnede om, at skelettet var væltet i fuld længde ned over Adisa. Og han skreg.. Da lyset vendte tilbage, lige så pludseligt som det var gået ud, skreg Adisa igen. Fyldt med væmmelse kastede han en hofteskål tværs gennem lokalet, så den ramte og knuste en af ruderne ind til pingvinernes montre. Der lød endnu et brag, da han skubbede rengøringsvognen ind i det aflange rum og forsvandt ud gennem en anonym, grå dør for selv at forsvinde ud i natten.

For de indviede var det flugtdøren for bestyrelsesmedlemmer, der ville undgå nysgerrige journalister. Den dør havde bestyrelsesformanden og borgmesteren brugt ved flere lejligheder, når lokalavisen stod ude i forhallen.

Tilbage efter Adisas optræden lå et kvindeskelet spredt ud over det meste af gulvet i den gamle del af museet. Dagens avis lå der også. Dens forsidefoto viste en presset borgmester, der i flere uger havde holdt journalisterne hen med tavshed i sagen om en hemmelig ansøgning til en stenrig skibsreder, der ved at støtte udvidelsen af museet ville være skyld i, at julemanden, hans fire rensdyr og alle de andre dyr i den gamle del af museets ville ende på lossepladsen.

Læs mere næste adventssøndag, når intrigerne mellem borgmesteren og journalisterne spidser til forud for et spektakulært drab midt i det gamle museum.