Sidste søndag dækkede rensdyrene, bymusen, polarræven og pingvinerne … ja sgu, selv julemanden dækkede over det spektakulære drab på Skæve Jim (borgmesterens spindoktor). Derefter skabte de deres egen ”mørkets fyrste” og spindoktor ved at udnævne den underbetalte afrikanske rengøringsassistent, Adisa, til spion forklædt som borgmesterens nye medierådgiver. Alt sammen for at forpurre ansøgningen til byens æresborger og meget, meget, meget velhavende skibsreder. En ansøgning, som, hvis den går igennem, vil føre til nedrivning af den gamle del af Zoologisk Museum, hvor denne advenshistories medvirkende har til huse. Nu kan man så vælge at tro på mediernes beskrivelser af de såkaldte ”mørkets fyrster”. I langt de fleste tilfælde udfører de såkaldte spindoktorer vel bare et godt og vigtigt stykke arbejde. Nogle af dem, heriblandt Adisa, går over stregen, men det er forhåbentlig et fåtal. Læs afsnit 1 her, afsnit 2 her og afsnit 3 her.

Kapitel 4

Af Kenneth Skipper

Takket være sin ansættelse i et firma, der leverer rengøring, vikarer inden for nitten forskellige fagområder og mad ud af huset, er det lykkedes Adisa at infiltrere borgmesterkontoret. I dette fjerde og sidste kapitel vender han tilbage til Zoologisk Museum efter sin første opgave forklædt som borgmesterens spindoktor.

Lige nu står Adisa i glaspassagen, der forbinder den nye og gamle del af museet. Han holder betaget sin nye iPad frem for sig. Og som han står dér klædt i en ny habit fra Armani, er det tydeligt, at han er forandret. Når han bevæger sig, er det nu med noget nær en vampyrs ynde. Let, glidende og med et udtryk i øjnene, der vidner om, at et instinkt er vakt. En mørkets fyrste er vågnet. Adisas indre spindokter er sluppet ud.

Alt det forsøger pingvinerne og julemandens rensdyr imidlertid at ignorere. De har kun øje for iPad’en, der lyser op, da Adisa med det yderste af en finger klikker sig ind på lokalavisens hjemmeside. Og alle sukker udmattede, da han bryder sammen af grin for femte gang den aften.

– Hvis jeg kunne nå dig lige nu, havde jeg vappet dig én på lampen! Det kan jeg godt sige dig, Adisa, hvislede kejserpingvinen og baskede med en luffe uden helt at mene det. Faktisk bævede dens stemme.

– Også mig! Det store rensdyr skrabede usikkert i gulvet.

Som alle andre dyr i det gamle museum havde polarræven en uge før juleaften genvundet sin bevægelighed og instinkter. Selv den knurrede, når Adisa kom for tæt på. Den stolede ikke på ham længere.

– Hold nu op med at være så pivede, lo Adisa. – Skal jeg læse den artikel for jer, eller hvad?

– Hmf! Det kan du da bare gøre, mumlede kejserpingvinen og luntede om på den anden side af julemandens kane. De andre pingviner fulgte efter.

– Hvor længe har I tænkt jer at surmule? Jeg forpurrede den ansøgning, ikke? Vis nu lige lidt taknemmelighed! Adisa skulle til at bryde ud spontan sang, da en dyb stemme afbrød.

Det var julemanden. – Fik du heller ikke udsat julen til første december?

– Eller flyttet det fede dyr til spækhuggeren ned i det gamle museum, så vi kan få en ordentlig plads igen, kvækkede kejserpingvinen.

– Og en bro hen over vejen derude, peb en mus, der var kommet til i løbet af ugen.

Adisa kiggede op fra iPaden. – Skal jeg læse den artikel eller ej, Julle? Du kan også kravle ned fra kanen og læse med, hvis du har lyst.

– Det kan han sgu da ikke med det siddesår, hvinede en pingvin bag kanen.

Adisa kastede et koldt blik rundt på dyrene. På pingvinerne, som ikke kunne skjule sig helt bag kanen, på den knurrende polarræv, rensdyrene og nogle af de frække egern.

– Du ser ellers godt ud i dag, mumlede han henvendt til det store rensdyr.

Det store rensdyr så flovt ned i gulvet. – Ellers ridser jeg geviret. Det …

Adisa slog afværgende ud med armene. – Det er okay, bjældeknold. Vi mennesker kører jo også med styrthjelm. Du bruger så skraldespande i stedet. Adisa knipsede fornøjet på den ene af de to runde metalskraldespande, der var presset ned over geviret på det misfornøjede rensdyr.

– Nå, gutter! Skal jeg læse højt?

Dyrene nikkede samstemmende. – Ja, kom nu. Læs den artikel for os, peb en mus.

Adisa slog blikket ned på iPaden igen, da døren ud til den lukkede gårdhave gik op, og en mand i trenchcoat trådte ind. Et øjebliks strejf af kold natteluft udefra fik dyrene til at sukke. Det blæste op nu derude.

Adisas øjne trak sig sammen til to smalle streger. Han stillede sig afventende med iPad’en demonstrativt foran sig som en serveringsbakke.

Lyden af den fremmedes fodtrin blandede sig med et køleskabs summen i caféen. – Adisa? Er du Adisa? spurgte den fremmede.

Adisa lod, som om han tænkte sig om, før han nikkede.

Den fremmede rakte en skriveplade frem mod ham. – Du kender reglerne. Giv mig den dér! Skriv under her!

Adisa så den fremmede i øjnene og rystede på hovedet. – Ikke denne gang, min ven. Det er min iPad.

Den fremmede rømmede sig. – Du må ikke eje en iPad. Som det fremgik sidste søndag, var det en scriptfejl begået af en tekstforfatter, der stadig selv kæmper med at sende sin første MMS. Aflevér!

– Jeg skulle lige til at læse en artikel op for bjældeknoldene, sagde Adisa. – Desuden har jeg købt den. Fik sgu lige lønforhøjelse og nyt job i dag!

– Hvordan købt? Du tjener ikke nok til at købe sådan en kontant.

Adisa slog en latter op, der rungede i hele den lange gang. – Jeg har skiftet branche. Slut med rengøring! Han smed en krøllet lap papir for fødderne af den fremmede. – Kvitteringen, hvis du ikke tror mig. Og fis du så tilbage til din tekstforfatter og fortæl ham, jeg står af.

– Den fremmede pillede nervøst ved den øverste knap i trenchcoaten. – Det er reglerne vist ikke til, hakkede han.

Afvisningen fik Adisa til at træde et skridt frem, så de to stod under ti centimeter fra hinanden. Den fremmede i sin lysebrune trenchcoat og Adisa i sin funklende Armani.

– Der er ingen regler, hviskede Adisa. Han pegede rundt i det næsten mørklagte museum og på alle dyrene, der fulgte optrinnet. – Det er en skriveøvelse, spade! Så tag dit tegnebræt og forsvind, inden jeg propper dig ned i den sæk dér og sender dig med Julle og bjældeknoldene til Grønland på en engangsbillet!

Den fremmede tøvede. Så sig omkring. – Jeg ved ikke, stammede han. Du kan lige så godt give mig den nu. Ellers kommeg jeg bare tilbage næste søndag. Og med hensyn til at hoppe af … jeg er ikke sikker på, du kan.

– Kom endelig tilbage næste søndag, sagde Adisa lavt. –Og hvad angår det med at hoppe af, så er jeg skam allerede hoppet!

Den fremmede noterede noget på en skriveblok. – Næste punkt på dagsordenen, sagde han robotagtigt, – Jeg skal aflevere dette dyr! Han stak to fingre i munden og piftede, så det skar i ørerne. Igen gik døren ud til den lukkede gårdhave op, og ind stavrede et rensdyr på stive ben.

– Et rensdyr! Har den forfatter fuldstændig knald i låget! Hvad skal vi med et rensdyr? råbte Adisa.

– Der skal være fem ialt. Ellers går regnestykket ikke op, svarede den fremmede mekanisk. – Der skal være fire rensdyr bagved og en fører foran. Fem i alt. Med de ord drejede den fremmede om på hælene og forlod museet uden at sige yderligere. Lugten af natteluft fik igen et suk til at gå gennem forsamlingen.

– Jeg kan ikke udsætte takeoff meget længere! Julemanden rettede sig op i kanen. Han sad med seletøjet i hånden. Det havde ligget slapt hen over kanen i mere end elleve måneder. Nu var det pudset, og hans fem rensdyr var utålmodige efter at komme af sted. Hvis du vil læse den artikel op for os, er det nu.

– Ja, kom nu, Adisa, efterabede kejserpingvinen fra sin plads bag kanen. – Lad os høre, hvad ham det lange rær med hjemmerullerne skriver om pressemødet i dag.

Adisa samlede iPaden op. Artiklens pressefoto fik hans afrikanske ansigt til at flække i et kæmpe, hvidt smil.

På fotografiet sad museets bestyrelsesformand og borgmesteren side om side ved et aflangt bord. Til højre for de to lå byens æresborger og meget, meget, meget velhavende skibsreder hen over bordpladen flankeret en kvinde i anonym, blå habit. Hun var fuldt beskæftiget med at skrue op for den gamles iltapparat.

For den skarpe observatør var det tydeligt, at det var Adisa, der i sit nye outfit stod i baggrunden trukket helt ud af journalisternes søgelys. Lænet op af en væg betragtede han sit værk. Hans blik var stift rettet mod borgmesteren, der netop havde leveret en besked, Adisa længe havde drømt om at give byens æresborger og meget, meget, meget velhavende skibsreder. Nemlig at han håbede, skibsrederen i fremtiden ville tage større socialt ansvar i Afrika. Fordi betingelsen for at stoppe pirateri er at tilbyde folk på landjorden et alternativ. Et ordentligt liv. Adisa dvælede ved fotografiet et minut, før han indledte sin oplæsning.

Men selv om dyrene og julemanden havde fået deres vilje og reddet den gamle del af museet fra nedrivning, var de skuffede. De ville have mere og var dybest set ligeglade med artiklen af ham det lange rær med hjemmerullerne.

Én efter en vraltede pingvinerne tilbage til deres hjørne af museet. På en eller anden måde lykkedes det dem at hoppe op i deres montre igen, hvor de faldt i søvn. Polarræven gjorde nogenlunde det samme og luskede væk, men placerede sig dog et stykke fra radiatoren denne gang. Og sådan gik dyrene i det gamle museum til ro. Med undtagelse af rensdyrene og julemanden. Og Adisa forstod signalet. Samarbejdet var afbrudt.

– Nå, jeg skal også videre, sagde han lavt og slukkede iPaden.

– Gider du hjælpe mig på vej.

Adisa dumpede iPad’en i en habitlomme. – Gerne, hvis du kan forklare mig, hvordan man hjælper en julemand på vej.

Få minutter senere lød et ørendøvende brag. Adskillige borgere i nabolaget vågnede ved lyden af glas, der splintredes. Med kun to uger til nytår tog de fleste det for at være drengestreger. Hvad de aldrig fik at vide var, at det i virkeligheden var julemanden, der på signal fra Adisa var drønet gennem vinduespartiet i sin kane. De første hundrede meter skrabede han kanen hen over asfalten, før der var fart nok på til at stige til vejrs. Og fra da af lignede det virkelig et traditionelt juleeventyr med billedet af julemanden, der i sin kane suser gennem Dronningemaen og videre nordpå.

Den skarpe iagttager, hvis der var nogen ude den nat, ville med et kig op i nattehimlen se to metalskraldespande frigøre sig fra det store rensdyr og falde mod jorden som udslukte stjerneskud. Og dermed er historien om Skæve Jim (borgmesterens spindoktor), Karl (borgmesteren) og Adisa (omstillingsparat afrikaner) slut.

Og man kan stille spørgsmålstegn ved, om Adisa havde ret til at gøre, som han gjorde. Ja, mener hans tilhængere. Selvfølgelig havde han det. Han sagde jo noget klogt. Nej, siger andre. Adisa gik over stregen. Han overskred nogle usynlige grænser for, hvad der var rigtigt og forkert.

Ingen af karaktererne i denne historie er ment som en hån mod virkelige personer. Derimod har virkeligheden inspireret til at skabe karakterer som Skæve Jim (borgmesterens medierådgiver), julemandens store rensdyr, kejserpingvinen, den nu fladtrådte bymus, Karl (borgmesteren) og Adisa (omstillingsparat afrikaner), der alle handler egoistisk og på sin vis meget menneskeligt.

Det var vist alt for denne gang.

Glædelig jul