FRA SIDSTE SØNDAGS 1. DEL: Hemmelige møder har angiveligt fundet sted mellem byens borgmester og Zoologisk Museums bestyrelse. Parterne har (angiveligt) søgt midler til en nedrivning af museets stemningsfulde og måske også lidt utidssvarende gamle del. Og når det oprindelige museum er revet ned, vil parterne (angiveligt) bygge endnu EN kobberkasse på tre til fire etager. Ingen ved noget med sikkerhed, men der bliver skrevet meget om det i avisen. Måske taler rygterne sandt, måske ikke. Adisa, vores afrikanske rengøringsassistent, tænker mere på at vinde X Factor end på aviser. Derfor øver han om natten, når han alligevel render rundt og vasker gulve og tømmer skraldespande. De udstoppede rensdyr er trætte af Adisas natlige øvetimer. Men i dette andet afsnit af Jul i Zoologisk Museum indser rensdyrene, at de nok får brug for Adisas hjælp, hvis ikke de skal ende på lossepladsen her få uger før takeoff den 24. december. Læs hele 1. del her.

Kapitel 2

Af Kenneth Skipper

Andet afsnit i denne spontane skriveøvelse og adventskalender tager sin begyndelse i den gamle del af museet.

Der lød et dumpt klask, da en attachemappe ramte det største rensdyr på mulen i den åbne juleudstilling. Det var borgmesterens attachemappe.

Endnu et dumpt klask brød stilheden få minutter før åbningstid og nye horder af julehungrende børn på jagt efter udstoppede eventyr.

– Tag den nu med ro, Karl, lød en stemme myndigt, ungerne skal vel ikke se deres borgmester tæve savsmuldet ud af julemandens rensdyr. Dét giver sgu da dårlig omtale i avisen om noget!

Karl (borgmesteren) knaldede det udstoppede dyr én med mappen tredje gang, før han vendte sig om og så sin medierådgiver stift ind i øjnene.

– Smid dem dog i en container! Kvækkede han rød i hovedet af hysteri.

Borgmesteren pegede på den åbne udstilling. – Hvem går på museum for at glo på fire mølædte rensdyr og en julemand af plastic! Kan du svare mig på det?

Synet af den falmede plasticjulemand fik ham til at lægge op til et spark mod udstillingens sokkel.

– Kan de da ikke se det! råbte han. – Hvorfor kan de journalister ikke forstå et simpelt projekt! Han sparkede til udstillingens fundament af massiv spånplade, så det største af rensdyrene svajede faretruende.

Hvad hverken borgmester eller medierådgiver opdagede, var, at den store ren plirrede med øjnene, som om nogen havde vækket den for tidligt på sæsonen. Det store dyr gik ned i knæ, parat til at sparke bagud, hvis han nærmede sig igen.

– Se! Se! Skidtet braser sammen, bare man kigger på det!

– Fald nu ned! Vi er snart overrendt af unger. Prøv at vise dem en borgmester i balance med sig selv! Jim stak en cigaret i munden og plirrede selv med øjnene. Lønnen var sådan set god nok. Men han var træt af at være barnepige og tænke for politikere. I to år havde han styret borgmesterens kontakt til medierne. I dag var han med som sekundant, før mødet med bestyrelsen i Zoologisk Museum gik i gang. Selve mødet måtte borgmesteren selv klare. Den del bekymrede Jim.

Han ledte efter lighteren. – Det handler ikke om, hvad journalisterne kan forstå. De vil ikke forstå! De vil bare have skandaler. Så du snakker ikke med dem! Jeg skal nok tage mig af dem.

Jim fandt lighteren og begyndte at slå gnist. En vane, der mere end én gang havde brændt hul i hans bukselommer.

– Du giver dem ikke noget. Intet! Heller ikke selv om ham det lange rær dukker op med sin midtjyske accent og hjemmerullede smøger. Han er giftig!

Borgmesteren nikkede febrilsk. Han trak vejret dybt. Talte til fire. Forestillede sig en strand og en oppustelig badeelefant.

Afspændingskonsulenten sagde, han skulle gøre sådan, når han hidsede sig op. Men om han så talte til tusinde og forestillede sig alverdens badestrande og oppustelige badeelefanter, tog det ikke trykket.

– Det handler vel også om vælgerne, sagde han udmattet og løsnede slipset for ikke at besvime.

Et egern, der sad i toppen af et skævt birketræ med et agern i favnen, blinkede til ham. Han havde lyst til at kaste mappen efter egernet.

– Vælgerne må vente, sagde Jim tålmodigt, som når man taler et barn ned på jorden igen.

– De skal nok forstå det. Men først når jeg siger til, får de den gode historie om en skibsreder … ja, en æresborgers … gave til byen. Hvem siger nej til en julegave på halvtreds millioner?

Karl mærkede skuldrene falde til jorden. – Det kræver jo, at avisen gider fortælle den historie i stedet for at skrive spalte op og spalte ned om hemmelige møder og bananrepubliktilstande.

Jim nikkede. Han sparkede til et kranium, der lå på gulvet, og fulgte det med øjnene, da det forsvandt tværs gennem lokalet. En polarræv snerrede stille, da kraniet splintredes mod væggen ti centimeter fra dens plads helt ude ved væggen ved siden af en radiator, nogen havde skruet helt op for.

– Så længe de ikke har noget konkret, kan de ikke skrive dårligt om os, sagde Jim stille.

Karl nikkede indforstået. – Jeg er træt af ham den ranglede, Fro ….

– Han er journalist, bed Jim sin chef af. – Han er forudsigelig. Vi skal bare styre ham. Jeg ringer til hans redaktør og beder ham skrue ned for de kritiske historier. Og du … du går ind til det møde nu og får bestyrelsen til at adlyde! Få dem til at skyde den ansøgning af sted. I dag!

Karl nikkede febrilsk. Han kunne snart ikke komme i tanker om flere slags oppustelige badedyr.

– Gå ind til det møde og kom ud igen med en underskrift, så vi kan få sendt den ansøgning til vores elskede bysbarn, inden han falder død om af alderdom.

Jim lo højlydt.

Karl hikkede med i et forsøg på at løsne op.

– Der er de! Jim stak cigaretten i lommen for at undgå scener.

Museets kommunikationschef havde en ekstrem dårlig form for humor og et mere end anstrengt forhold til rygere. Og til andre kommunikationsrådgivere.

– Banen er din, borgmester! Sagde han stille og trak hen i nærheden af den svedige polarræv.

Karl nikkede eftertænksomt og tog opstilling ved resterne af et kvindeskelet uden hoved.

– På lossepladsen, hviskede han indædt.

Jim rankede sig og trak vejret dybt ved lyden af stilethæle mod betongulv. Det var striglen. Han trængte til at ryge. Han trak sig helt hen til polarræven og montren med pingviner for at være på afstand, når Belinda indtog rummet. Det gjorde hun i selvsamme øjeblik.

Belinda var på højde med Jim og havde nogenlunde samme kropsbygning. Faktisk så de begge ud til at være stoppet ned i for småt tøj. Han i sit stribede jakkesæt og hun i en rød nederdel med tilhørende jakke.

– Hvorfor står I her og gemmer jer? Man skulle tro, I var bange for nogen, sagde hun koldt.

Jim gengældte hendes øjenkontakt. Han hadede hendes øreringe. Og hendes nederdel. Og mest af alt hendes klaprende stilletter. Jim så på hende med et absolut tomt udtryk i øjnene.

– Belinda, søde. Ingen pressemeddelelser. Ingen udtalelser til journalister, og slet ikke til ham det ræret med hjemmerullerne. Kan du håndtere det, eller skal jeg sidde med ved mødet?

– Vi klarer os vist fint uden en dukkefører! Ræret var her for en halv time siden. Han er ved at skrive en artikel om kommunens dobbeltansøgning. Ikke særligt smart, Jimmi. Vel?

– Jeg ringer til hans redaktør nu! – Og så ordner I det, I skal ordne! Sig mig, blinkede den pingvin lige til mig?

Uden at svare vendte Belinda om på de høje hæle og gik med Karl halsende efter sig.

Jim så længe efter dem, før han igen nærmede sig julemandens udstilling.

– Så tosser! I har aldrig været tættere på forbrændingen! Han var ved at daske den store ren én på mulen, men tog sig i det. Han var alene. Igen gnistrede lighteren. Denne gang i fri luft. Det første sug fyldte ham med ro. Han pustede røgringe i hovedet på det store rensdyr og smilede kækt, da den første lagde sig omkring det store dyrs mule.

I en automatbevægelse greb han mobilen og skulle til at trykke på en genvejstast, da det begyndte at styrtregne. Cigaretten havde udløst sprinkleren, og nu piskede byger af iskoldt vand ned over udstillingerne og ned over ham.

I et brøl sprang han et par meter frem og hamrede døren op ud til den lukkede gårdhave, hvor familiefædre og mødre spiste is med deres unger om sommeren.

– For satan, da også! Jeg hader det sted! brølede han og spyttede cigaretten ud på fliserne. Vandet havde allerede opløst det tynde papir, så tobakssmuldet klistrede til hans tunge og læber.

Indenfor brød det store rensdyr den enerverende lyd af piskede vand.

– Jeg kan bare ikke udstå mennesker! Rensdyret slog et slag med hovedet og væltede et slankt birketræ med sit gevir.

– Sluk det møg! NU!

Det var stadig for tidligt på måneden for det store rensdyr til at bevæge sig frit. Men dets raserianfald fik hele udstillingen til at ryste. Hvilket fik det mindste af rensdyrene til igen at gå ned i knæ og sparkede bagud mod det bulede el-skab. Og det virkede. Sprinklerne slukkede. Men skaden var sket. Dyrene og deres julemand, som sidste gang blev vasket engang i halvfjerdserne, mærkede pels og skæg stritte til alle sider, imens en udefinerbar lugt af mølkugler bredte sig i lokalet.

I den anden ende af lokalet gnæggede en kejserpingvin frydefuldt.

Rensdyret tvang sig rundt mod dem. – Og I fletter næbbene, fiskegnaskere!

– Fiskegnaskere! gentog kejserpingvinen. – Flet du selv mulen, bjældeknold!

– Ellers tager jeg det paphoved derude og stopper ham i kråsen på dig! Rensdyret slog et slag med geviret i retning af døren, der havde opslugt Jim.

– Kråsen! Må jeg være fri, hviskede pingvinen og lukkede øjnene igen og sukkede længselsfuldt, da rengvejret stoppede.

I det samme gik døren op udefra. Det var Jim. Han børstede vand af tøjet og stirrede arrigt op i loftet. En kraftig regnbyge havde valgt at åbne sluserne over baggården. Telefonen ringede i hans jakkelomme. Jim fiskede den op, imens han kæmpede med én hånd for at finde en ny cigaret.

– Det var på tide, hr. redaktør! Hvad har du gang i? sagde han sarkastisk og fortsatte arrigt.

– Kan I for bare for én gangs skyld droppe den cowboyjournalistik og give os få lidt arbejdsro? To uger, det er alt, jeg beder dig om. Vent tre uger til bevillingen er i hus, så skal I nok få hele historien. Eller er I ude på at stille byen i et dårligt lys udadtil?

Svaret i den anden ende af den trådløse telefon gjorde ikke hans humør bedre.

– Og hvis det er holdningen, så er den her samtale slut. Og hold venligst ham det lange rær langt væk fra mig, ellers pander jeg ham én, hylede Jim og afbrød kontakten.

I en lynhurtig bevægelse dumpede han telefonen i jakkelommen og fandt lighteren frem igen fuldstændig ligeglad med sprinkleranlæg og blinkende pingviner.

Og hvis ikke julemandens rensdyr havde fået nok af al den snak om at rive det gamle museum ned og smide dem på lossepladsen- og hvis ikke rensdyrene i denne regnvåde søndag havde øjnet chancen for at slippe af med deres kommende banemand, havde denne dag i Zoologisk Museum nok lignet alle andre regnfulde dage i december.

Men rensdyrene havde faktisk fået nok, og da Jim i et ubetænksomt øjeblik daskede det store rensdyr én på mulen, sparkede det store dyr bagud. Og det lød mest af alt som et græskar, der bliver tabt fra fjerde sals højde, da to klove sendt spindoktoren gennem luften i en blød bue direkte over i pingvinernes udstilling.

Her landede det gennemblødte jakkesæt så tungt, at det gik direkte gennem glasmontren og videre ned gennem udstillingens underlag af kunstig is.

Og der blev han liggende en uges tid.

– Du er eddermanerme kvik, bjældeknold! hvinede kejserpingvinen. – Hvor klogt var det lige, hva!

– Ti nu stille, fiskefugl, mumlede rensdyret og indtog den position, konservatoren havde bestemt for halvtreds år siden.

– Vel vil jeg ej tie stille, hvinede kejserpingvinen. – Skal han nu ligge her til næste søndag? skal han!

– Fiskefugl! hviskede rensdyret og faldt i søvn.

Og nogenlunde sådan ender dette kapitel – og hvilket kapitel! Medierådgiveren passede jo sådan set bare sit arbejde, eller gjorde han? Nuvel, man kan godt udøve lidt fairness og balance i tingene, selv om der er tale om en skriveøvelse og adventskalender. Derfor må det nu være rensdyrenes tur til at stå for skud. Det sker næste søndag, når bjældeknoldene presser Adisa til at skaffe Jim af vejen … af frygt for dårlig medieomtale og risiko for akut nedrivning af det gamle museum.