Sidste søndag gik borgmesteren alene til møde med bestyrelsen i Zoologisk Museum for at cleare de sidste detaljer, før bestyrelsen ansøger byens gavmilde (og meget, meget, meget, meget velhavende) æresborger og skibsreder om et beløb i millionklassen til et spektakulært byggeprojekt. Imens måtte borgmesterens medierådgiver pænt vente i den gamle del af museet i selskab med fire udstoppede og ualmindeligt mavesure rensdyr. Helt galt gik det, da den stakkels medierådgiver tændte en cigaret indenfor, hvilket satte røgalarm og sprinklersystem i gang. Især det iskolde vand fra sprinkleren fik nemlig det store rensdyr til at se rødt og losse medierådgiveren over i pingvinernes udstilling, hvor han blev liggende. Til stor ærgrelse for pingvinerne i øvrigt. Derfor er borgmesteren i dette tredje kapitel alene på banen, og det skal han såmænd nok klare, hvis han tager sig lidt sammen. Imens er museets afrikanske rengøringsassistent Adisa under pres. Han er nu medskyldig i det spektakulære drab på kommunens spindoktor. Og for at det ikke skal være løgn, får Adisa denne tredje søndag i advent besøg af en emsig journalist og en fremmed mandsperson i trench-coat. (Læs kapitel 1 her og kapitel 2 her).

Kapitel 3

Af Kenneth Skipper

Adisa skubbede arbejdsvognen ind i det trange rum. Der lugtede af af kemisk gulvsæbe. Han slukkede lyset og forsøgte at ignorere journalisten. Han havde besluttet sig for ikke at sige noget, men så hørte han pludselig sig selv.

– Jeg siger ikke noget til dig. Der sker ikke noget her!

Journalisten, en godt to meter høj mand i halvtredserne, rettede på en cigaret, der var kilet fast bag højre øreflip. Den hjemmerullede smøg dryssede tobakssmuld ned på kinden af ham, uden han ænsede noget. Han smilede jovialt.

– Det bliver mellem os to, sagde han på et drævende midtjysk. – Mellem dig og mig. Du må opleve en masse hernede, fortsatte han og skubbede læsebrillerne op på næsen.

Adisa nikkede vredt. Hans læber var blevet til to smalle streger. Han trådte frem mod journalisten, der måtte læne sig op ad juleudstillingens sider for ikke at falde. – Du vil jo bare have skandaler! Vil du ikke?

Et øjebliks nervøsitet fik journalisten til at pille ved cigaretten. Han var rygetrængende.

Adisa så det store rensdyr få trækninger om øjnene. – Du skal nok ikke tænde den dér herinde. Adisa pegede på journalistens øre og den hjemmerullede cigaret, der var godt i gang med at tømme sig selv for sit indhold af tobak.

– Hvad mener du med skandaler? spurgte journalisten. – Sker der noget her?

Adisa rystede opgivende på hovedet. – Hvorfor skriver du ikke en artikel om alle de gamle dyr i stedet for at jage rundt efter en borgmester og hans medierådgiver?

Journalisten så rundt i lokalet. – Skrive om dyrene? mumlede han desorienteret. – Det gider folk sgu da ikke læse. Kom nu, Adisa! Du får lov at være anonym!

Adisa fnyste. – Lad være at snakke sådan til mig. Du får det til at lyde, som om vi kender hinanden! Jeg tror ikke på den slags løfter.

Journalisten stak hjemmerulleren i munden og stak hånden i lommen efter lighteren. – Du kan i det mindste sige mig, om du har set ham medierådgiveren, hvæsede han irriteret.

Adisa pegede forskrækket på journalisten. – Du skal nok ikke tænde den dér, stammede han. Men rensdyret kom ham i forkøbet og sparkede bagud.

Til journalistens held var det store dyr efter tolv måneders orlov både langsom og stiv, og sidste uges spark havde kostet en fibersprængning. Derfor ramte det store dyr ved siden af. Journalisten opdagede aldrig dets ben og kloven, der strøg hen over hans hoved.

Adisa skreg. – Du skulle helt klart droppe de smøger! Flyt dig lige derfra, hele udstillingen ryster! Adisa skubbede journalisten væk fra rensdyret.

– Mon ikke borgmesteren vil snakke med dig, hvis du skriver om andet end konflikt?

Journalisten rystede afvisende på hovedet. – Det ville være et kønt syn. Hvem skulle så holde den gamle ræv i ørerne? Næ du, nu er jagthunden sgu krøbet ud af hundehuset. Måske leger borgmesteren gemmeleg. Og hvor helvede er Skæve Jim blevet af? Jeg har ikke set ham i en uge.

– Skæve Jim?

– Borgmesterens medierådgiver, svarede journalisten.

Adisa sank en klump. En håndfuld glasskår ved pingvinernes udstilling glimtede i lyset fra to små projektører. Og hvad værre var, at der på ruten fra udstillingen og hen til døren ud til gårdhaven flød med ejendele, der havde tilhørt medierådgiveren. Mønter, en lighter, to visitkort, en knust mobiltelefon, en hel pakke cigaretter, og noget, der lignede en guldtand, lå og flød.

– Hvorfor kalder du ham Skæve Jim?

Journalisten smilede nostalgisk. – Vi læste sammen. Dengang i de gode gamle dage. Århus. Men han skiftede side, og nu tjener han guld på at styre politikere uden om journalister som mig.

– Okay! Og det gør ham til ”Skæve Jim”?

Journalisten rystede på hovedet. – Vi var vel alle mere eller mindre skæve dengang. Sig mig, lugter der altid så fælt herinde? Af våd hund, eller sådan noget.

– Det er kloakken, der lugter, svarede Adisa hurtigt. – Museet ligger på mosejord. Kloakken kan ikke følge med, når det regner så meget.

– Kloakken? gentog journalisten og lo mekanisk. – Det lugter mere af død medierådgiver og en god historie, min ven. Journalisten lo af sin egen vittighed uden at vide, hvor tæt på han var. – Nå! Jeg skal nok finde Skæve Jim, og du skal nok komme til at fortælle mig noget før eller siden. – Síg mig, stod den elg sådan før?

– Det gjorde den vel, sagde Adisa træt. – Men det er nu et rensdyr. Ikke en elg.

– Så siger vi det, bed journalisten Adisa af. Ring til mig, hvis du hører noget. Jeg finder en anden vinkel til i morgen. Det er sgu vigtigt for demokratiet, det her! Og med disse ord forlod journalisten museets gamle afdeling uden nogensinde af opdage rensdyrets sidste forsøg på at nå ham.

– Demokratiet! efterabede Adisa og skulle til at tænde iPad’en, da han blev afbrudt.

– ELG! Hørte du ham? Han kaldte mig en elg! brølede det store rensdyr. – Der var du ved at få en opgave mere.

Adisa satte sig på kanten af juleudstillingen og sank sammen. – I er ikke rigtig kloge, hviskede han.

Kejserpingvinen rørte på sig i den knuste montre, hvor Skæve Jim havde ligget i en uges tid og lugtet. – Forstår dig godt, knægt. Du har samvittighedskvaler. Det er helt naturligt, men du gjorde det i en god sags tjeneste, hvislede den. De andre pingviner nikkede anerkendende.

– Ja, godt gået, peb en bymus.

– Ti stille, hviskede Adisa. – På et eller andet tidspunkt er der nogen, der opdager det.

– Så må det være sådan, brummede rensdyret. – Men først når der er faldet ro på igen.

Det store rensdyr vendte sig i udstillingen og nikkede indforstået til den store plasticjulemand. – Vi har en opgave mere til dig, Adisa.

Adisa så tomt frem for sig. Han sad med ryggen til rensdyrene, men kunne se rensdyrenes spejlbilleder i et højt glasskab med fugle, egern, dådyr og en mår, der var ved at fortære en mus.

– Kan I slet ikke se det! råbte Adisa. – Jeg er medskyldig. Når det lange rær af journalist finder ud af, at … Skæve Jim ligger i konservatorens fryser, kommer han efter mig igen! Hvad mere forlanger I af mig!

– Helt klart, Adisa, mumlede rensdyret uinteresseret. Men du skal altså hjælpe os med en sidste ting. Og det er vist ikke ulovligt. Ikke ret meget.

– Ja! Hvislede kejserpingvinen. Snak med ledelsen. Få dem til at give os en plads i det nye museum. Så kan de flytte spækhuggeren herind! Og giv bare ham det lange rær et tip om, at vi laver en underskriftsindsamling, hvis ikke vi får vores vilje. Det plejer at sætte skub i lokalavisen!

Adisa skulle til at protestere, da en bymus pludselig pilede hen over gulvet og lodret op ad juleudstillingens sokkel. – Du skal meget hellere få borgmesteren til at bygge en bro til mig, peb den forpustet!

– En bro! gentog Adisa. – Hvad skal du med en bro? spurgte han.

– Så jeg kan komme sikkert over vejen, når jeg besøger tante Oda herinde. Bymusen fik tårer i øjnene. – Stakkels tante Oda. Tænk at ende sine dage i munden på en mår!

– Hold nu mund, mus! rensdyret stampede i gulvet.

Bymusen sitrede at ophidselse. – Men det kan lade sig gøre, peb den. De har gjort det ude nordpå. Det har jeg hørt! Der byggede de en bro til musene. Hvorfor kan de så ikke gøre det samme herinde i byen?

Mere nåede musen ikke at sige, før det store rensdyr havde placeret en klov oven på den, så kun halen stak ud under det flere hundrede kilo tunge dyr.

– Adisa rejste sig og så vredt på rensdyret. Men rensdyret kom ham i forkøbet.

– Jeg lover dig, sagde rensdyret myndigt. – Hvis historien om medierådgiveren slipper ud for tidligt, lukker de bare hele museet og smider os på lossepladsen. Tingene kan ikke være anderledes lige nu.

– Gjorde han andet end at passe sit arbejde? spurgte Adisa og pegede i retning af konservatorens værksted.

Rensdyret lænede sig frem mod ham, så geviret kastede lange skygger på det glatte linoleumsgulv. – Hvis du forhindrer dem i at rive vores museum ned, kan du øve her hver nat.

Adisa så ned på iPad’en med lydfilerne, der skulle føre ham til en plads i X factor. – Hvordan skal jeg øve herinde. Lyset går jo ud hele tiden, sagde han stille.

– Har vi fikset! hvislede kejserpingvinen. – Ikke også bjældeknold? Vi har fikset lyset!

Det store rensdyr nikkede. – Det er fikset. Ingen løse forbindelser. Nu virker skidtet, og du kan øve hver nat. Men så skal du også hjælpe os med at forpurre den bevilling én gang for alle.

– Er det ikke allerede sket? spurgte Adisa. Var der ikke nogen, der havde sendt to ansøgninger på vegne af kommunen til samme skibsreder?

– Det skrev ham ræret. Men intet er afgjort, sagde rensdyret. – Du må have fat i borgmesteren og få ham til at tale vores sag. Sig, han skal bevare vores museum.

Adisa rettede hovedtelefonerne og tændte musikken. – Lad os nu se. Jeg kan ikke helt se, hvordan jeg kan ændre noget som helst.

– Det skal vi nok hjælpe dig med, hvislede kejserpingvinen. – Du skal bare gøre, som vi siger. Og du kan jo prøve at få medierne …

Mere nåede pingvin ikke at sige, før en rungende latter overdøvede dem alle, og Adisa glemte alt om sin iPad. Det var julemanden, der rørte på sig i kanen. Adisa ville skrige, men det blev kun til nogle halvkvalte pip.

Dyrene i den gamle del af Zoologisk Museum var vant til at se den slidte plasticdukke i kanen røre på sig. Men for Adisa var det et skræmmende syn. Endnu mere skræmmende virkede det på Adisa, da julemanden med sine stadig halvmatte øjne af plastic og maling så på ham.

– Få dem til at udsætte julen! brummede den rødklædte kæmpe og strakte sig, så kane og udstilling knagede.

Adisa havde lyst til at tude. – Det her er for langt ude. En julemand af plastic, der bliver levende!

– Tag det roligt, knægt! Julemanden kørte en hånd gennem skægget og rettede sin lange, kraftige hue. – Du skal bare få dem til at droppe den kommercielle jul. Børnene gider ikke glo på mig den 24. december, når de har julet siden efterårsferien.

– Hvad vedkommer det mig? råbte Adisa. – I er ikke et hak bedre end Skæve Jim! Kan I ikke se det? Adisa så vredt på det store rensdyr og julemanden og videre derfra til egernet i birketræet og pingvinerne i den anden ende af lokalet. Og han skulle til at give forsamlingen en svada, da døren til ud til gårdhaven gik op og en mandsperson klædt i trenchcoat trådte ind i udstillingen. Han lignede en agent.

For Adisa gik verden i stå. Mandspersonen kom fra baggården, hvor der stadig var spor i sneen efter bugseringen af Skæve Jim. Og hvor der sikkert også var tabt ejendele.

– Er du Adisa? spurgte den fremmede mandsperson og så på en lap papir.

– Jeg har arbejdstilladelse! svarede Adisa. – Jeg er født her!

Mandspersonen rakte Adisa en blanket og en kuglepen. – Skriv her og her og her! sagde han og pegede på to skrivefelter.

Adisa tog mod kuglepennen. – Hvad går det her ud på?

Mandspersonen lynede op for en skuldertaske, der så ud til at være tom, men som indeholdt en lille pakke. – Jeg tager den dér, og du får den her i bytte, sagde han. I en smidig bevægelse tog den fremmede mand iPad’en ud af hånden på Adisa og overrakte ham en grøn metaldims i stedet.

– Vil du SÅ give mig en forklaring? Hvad går det her ud på? råbte Adisa. – Hvorfor tager du min iPad og giver mig det her skrammel i stedet! Hvorfor giver du mig en … en iPod?

– Beklager knægt. Der sneg sig en fejl ind i kapitel ét. Du skulle have haft en iPod fra begyndelsen. Men forfatteren er et fortidslevn fra halvfjerdserne. Han er ikke kommet videre siden sin Commodore 64 og byttede om på iPod og iPad. Den slags sker, knægt. Og da han ikke må redigere i sin skriveøvelse, kommer det til at foregå på den måde her.

Rystende af vrede lagde Adisa de to blanketter på en montre med konserveret uglegylp og underskrev. – Det her, hviskede han harmdirrende, – det er bare for meget. Men det er okay! Jeg kommer i X Factor. Det her standser mig ikke!

– Lyder godt, min ven, mumlede rensdyret og sigtede efter den fremmede mands hoved. Men det var, som den fremmede havde luret den.

Adisa rakte sedlerne og kuglepennen tilbage. Og han stirrede tavst efter den fremmede, der blev opslugt af døren ud til den lukkede gårdhave. – Man skal nok bare lade være med at tænke for meget over det her. Den er lukket, den gård! hviskede Adisa. – Og ja! Vi har en aftale, rensdyr! Men så vil jeg også have lov at øve hver nat.

Og nogenlunde således ender Jul i Zoologisk Museum denne tredje søndag i advent. Andre end den nu dybfrosne Skæve Jim havde altså en skjult dagsorden. Rensdyrene vil forpurre planerne om at rive det gamle museum ned udelukkende til fordel for dem selv. De er skyld i Skæve Jims forsvinden, og har tilmed fået Adisa til at dække over forbrydelsen. Pingvinerne vil bytte plads med spækhuggeren, som i modsætning til dem bader sig i et flot havmiljø og beundrende blikke dagen lang. De er dybest set bare misundelige, men er altså mere end villige til at sætte gang i en underskriftsindsamling for at lokke lokalavisen til at skrive om deres … sag. Og endelig er der bymusen, der drømte om en bro hen over en trafikeret vej. Den ide blev heldigvis kvalt i opløbet, og mon ikke bymusen får plads ved siden af sin tante, når konservatoren vender tilbage fra juleferie? Imens må Adisa indstille sig på at gøre en indsats for at få borgmesteren til at vælge de helt rigtige ord, når han i næste uge deltager i et længe planlagt pressemøde. En begivenhed, hvor også byens æresborger og meget gavmilde skibsreder deltager som gæst – for en kort bemærkning.