Pipfugle og papkasser, en skyldig jobsøgningsunderviser bekender

Maj Stillinger.

Af Maj Stillinger

I et år har jeg været underviser på det, man i bred forstand kalder ”jobsøgningskurser” hos Anden Aktør. Jeg kører med rullende hold på fire ugers vejlednings- og jobsøgningskurser. Jeg har haft mange mennesker inde på mine hold – og aldrig nævnt en eneste pipfugl og aldrig bygget noget af spagetti! Til gengæld har jeg hjulpet mange med at lave et solidt materiale til at forberede jobsøgning. Det er både CV og ansøgninger og forskellige øvelser til samtale, både telefonisk og face-to-face. Mit geografiske område er det sydfynske, der dækker fra midt på Fyn og helt ned til Sydlangeland og øerne. Vi er ikke et område, hvor det bugner med ufaglærte jobs, og vi har mange mange ufaglærte ledige.

En stor del af dem, der møder op på kurset mandag morgen, er frustrerede og vrede, de føler sig ydmygede af at være mere eller mindre tvunget på kursus og har som regel fået et valg: jobsøgningskursus eller fire ugers virksomhedspraktik. Det er så dem, der ikke fandt en praktik, der kommer på kursus hos mig!

Man forstår, at de ikke ligefrem er begejstrede den første dag og slet ikke nu, da funktioner som mine har fået et så dårligt rygte i pressen. Jeg står venligt og siger ”godmorgen” hver eneste mandag, mens jeg ser ud over en samling af fjendtlige og lukkede ansigter – og jeg forstår dem godt. ”Lov om aktiv beskæftigelsesindsats”, som er den lovgivning, jeg forholder mig til, er ikke skruet sammen på en måde, der nødvendigvis gavner den enkeltes liv og lyst til at kaste sig ud i jobsøgning. Det er, som om man politisk overser, hvilken sorg og følelse af deroute det er for mange mennesker at miste sit job. På mine jobsøgningskurser spilder vi ikke tiden med at rette clips ud eller samle papkasser, for der er masser, der skal gøres på de uger, hver enkelt har på kurset. Når den første følelse af at være et magtesløst lille menneske overfor en stærk stat, der ser ned på mig og bare sender mig på kursus med alle de andre tabere, har lagt sig, kan vi begynde at arbejde. Det sker for det meste på den første eller anden dag, og derefter har de fleste en oplevelse af, at det egentligt er meget rart at være af sted. Det gælder ikke alle, og jeg kan jo kun tale for mine egne kurser, men de fleste oplever to ting, når de kommer af sted på kursus. De holder op med at privatisere deres ledighed: Der er mange andre sympatiske og tidligere hårdtarbejdende folk, der er i samme situation, og deres jobsøgning bliver taget alvorligt og støttet op omkring i form af vejledning, der strækker sig over daglige inputs i en længere periode.

Jeg ville ønske, at ministeren og hendes embedsmænd ville komme og sætte sig på mit kursus og høre på ham, der med opgivende mine fortæller om, hvordan det er at blive fyret efter 29 år på arbejdsmarkedet. Eller hende, der har arbejdet, siden hun gik ud af skolen lige inden 9. klasses eksamen og nu er 43, for ung til at tænke på efterløn og for gammel til at tage uddannelse. ”Hvad er der galt med mig, jeg har altid passet mit arbejde, og jeg vil bare have noget at lave, lige meget hvad.”

Hvis Inger Støjberg sad hos mig, når jeg mandag morgen spørger hver enkelt : ”Nå.. Hvad søger du så?” og gang på gang hørte svaret : ”Jeg søger ALT”…. Hører beretningerne om hundredevis af afslag og den følelse af at være en tigger, når man møder op på fabrikker, lagre og hos håndværksmestre og får at vide, at man er nr. 15 den dag, der kommer og søger job. Og ”vi har ikke tid til alle de arbejdsløse”. Det er klart, at der skal kigges på kurser som mine hos anden aktør, som der bliver brugt offentlige midler på, men at fokusere på dem er som at hive en enkelt brændenælde op i en mark af tidsler. Der kommer stadig ikke til at vokse noget spiseligt der. Det er sagt så tit, men vi er som samfund nødt til at se det her som et fælles problem og ikke som den enkeltes nederlag. Det indebærer, at vi overvejer alle de midler, vi bruger og holder op med at tænke i kasser.

Jeg har et typisk eksempel på en af mine kursister Erik, der er en meget ordentlig og pligtopfyldende mand på over 50. Han er uddannet tømrer og har arbejdet hele sit liv, indtil hans firma gik konkurs under krisen. Han ville gerne i gang og sagde hurtigt ”ja tak” til et tilbud om at få et løntilskudsjob på et år som pedel hos fire af kommunens børnehaver. Børnehaverne var meget glade for ham. ”Er du klar over, Maj, hvor meget der skulle laves, de har jo ikke haft råd til pedel i årevis og meget hang i laser, så der var nok at gøre for mig.” Erik var selv meget glad for jobbet, han kunne lide børnene, som fulgte med i hans reparationer, kort sagt alle var glade. Efter et år ophører hans kommunale løntilskudsjob, som ikke tæller timer, og Erik kom på kursus hos mig. I dag ringer så en af børnehavelederne og fortæller, at de savner ham, for der er igen mange ting, der er ved at falde fra hinanden, men hun har ikke budget til at ansætte ham på almindelige vilkår. Hun ville gerne skræddersy et løntilskudsjob til ham, så han kunne komme tilbage. Erik får kun sine dagpenge for et løntilskudsjob, og han forbruger af sin nu toårige dagpengeret. Er det rimeligt? I min optik er der tre problemer ved denne her historie fra det virkelige liv, som er fuldstændigt indlysende.

Den ene er: Hvorfor i alverden tæller det ikke timer, når Erik arbejder hver dag og endda ikke får mere end sine dagpenge? I forvejen er perioden halveret, så hvorfor ikke holde pisk og gulerod i samme hånd og give timer til dem, der er villige til at arbejde gratis??

Den anden er: Den ene kasse betaler hans dagpenge, mens den anden ikke har råd til at lønne en medarbejder, der er brug for?

Den tredje er, at vi med den nye revision af lovgivningen, hvor der er fokus på aktivering, kommer til at oversvømme et presset jobmarked med gratis arbejdskraft.

Forklar mig det Inger og alle jer andre, der lovgiver – og kom så endelig på besøg på et af mine jobsøgningskurser eller tag alle fire uger og se, om der ikke også var noget, I kunne lære.

(Maj Stillinger, Svendborg, arbejder som underviser hos et konsulentfirma)