Ønske: Bare lidt empati fra systemets side

Lea Holch.

Pensionsudvalget i Svendborg Kommune vidste dengang bedre – end tre speciallæger og sagsbehandleren på Jobcentret. Speciallægerne havde advaret klart og tydeligt: Der er ikke flere behandlingsmuligheder, og det vil være skadeligt for Lea Holch at sende hende i arbejdsprøvning, hun risikerer at blive mere syg. Sagsbehandleren var enig: En arbejdsprøvning er formålsløs, hun skal have førtidspension.

Pensionsudvalget vidste – som nævnt – bedre. På grundlag af en udtalelse fra en ekstern lægekonsulent, Vibeke Manniche, som aldrig havde mødt Lea Holch, besluttede Pensionsudvalget at sige nej til at give hende førtidspension. Hun skal, sagde Pensionsudvalget, arbejdsprøves. Det var den 18. august sidste år. Pensionsudvalget gentog – efter en klage – sin beslutning 8. oktober.

Det er snart et halvt år siden, at Pensionsudvalget for anden gang sagde nej til at give Lea Holch førtidspension. For Lea Holch er det siden gået fra slemt til værre. Fortvivlelsen er indimellem ved at slå benene væk under hende. Jobcentret har ikke været i stand til at finde et sted, hvor hun kan blive arbejdsprøvet – det fandt hun til sidst selv. Hun er nu sygemeldt fra arbejdsprøvningen. Tre uger inde i den mistede hun sin mand. Pludseligt og uden forudgående sygdom døde han 8. marts af et hjertestop – den mand, John, som udover at være ægtemand også havde været hendes faste støtte i de årelange trælse forløb på Jobcentret. Han var med som hendes bisidder, når fagforeningen, DSR, ikke kunne.

Lea Holch har også klaget til Beskæftigelsesankenævnet over afgørelsen i Svendborg Kommunes Pensionsudvalg. Hun venter, venter og venter – på at Beskæftigelsesankenævnet træffer en afgørelse. Det er nævnet normalt op til 13 uger om. Nævnet havde stillet hende i udsigt, at der ville komme en afgørelse i slutningen af januar. Den er ikke kommet endnu. Over 17 uger er der nu gået.

Hun håber, at Beskæftigelsesankenævnet vil gå i mod Svendborg Kommune. Men hun har svært ved at tro på noget som heklst. Sådan har hun også haft det i ventetiden – tænk, hvis nævnet giver kommunen ret. Hvad så? Derfor har hun i ventetiden håbet, at kommunen ville finde en arbejdsprøvning til hende – så hun kan komme videre i systemet. Blive færdig. Få sin sag afsluttet. Få lidt fred og komme videre.

Kommunen har ikke fundet nogen arbejdsprøvning til hende. Efter – endnu – et møde på Jobcentret, som der heller ikke kom noget ud af, gik Lea Holch og hendes mand på Borgerforeningen, hvor lederen, som hun kender, gerne ville hjælpe. Hun kom i arbejdsprøvning på Borgerforeningen. Og alle – på Jobcentret i hvert fald – var glade. Ét problem mindre. Lea Holch selv var sådan set også glad – for at Borgerforeningen ville hjælpe. Men glæden var begrænset. ”Jeg kunne jo ikke noget. Jo, tage nogle plakater ned. Hænge nogle nye op. Hente kaffefiltre og sådan noget. Halvanden til to timer om ugen. Altså en arbejdsprøvning, som ikke har noget med virkeligheden at gøre”, siger Lea Holch.

Efter to uger i arbejdsprøvning på Borgerforeningen kom jobkonsulenten fra Jobcentret på besøg. Og kunne konstatere, at Lea Holch forsøger. Men netop forsøger. Det lader sig kun gøre for hende at arbejde nogle få timer om ugen. Og psyksisk har hun det være, kunne Jobkonsulenten konstatere. Siden hun på arbejdet som sygeplejerske på Svendborg Sygehus i 2007 blev overfaldet af en patient, har hun lidt af svære fysiske og psykiske smerter.

Smerterne skal blive endnu større en uges tid senere. Hvor der sker det ubærlige. Hendes mand, John, hendes støtte i de mange års kamp for at få hjælp fra kommunen, dør. Lige pludselig. Smerten bliver ikke til at bære. Nu er hun alene – endnu har hun sygedagpenge at leve af. Men kun nogle måneder endnu. Ikke at penge er det vigtigste i den sorg, hun pludselig står med. Men eventuelt at skulle på kontanthjælp – eller slet intet få i hjælp fra det offentlige – går det endnu sværere.

Hun melder sig som nævnt syg dagen efter hendes mands død. Det gør hun til jobkonsulent på Jobcentret og beder ham sige det videre til sagsbehandleren. Hun orker ikke mere. Regner med, at alt er i orden – med sygemeldingen. Sorgen er bare overvældende. Og der er mange ting at gøre. ”Der er pludelig så mange praktiske ting, man bliver nødt til at forholde sig til”, siger hun.

Det eneste, hun hører fra Jobcentret, er en indkaldelse til et møde tirsdag i denne uge, den 22. marts. Knap to uger efter hendes mands død. Det kan Lea Holch ikke magte. Hun skriver en mail til Jobcentret dagen før. Om den dybe sorg, hun er i. Om den sygemelding, hun har givet til Jobcentret. Det hér er bare for meget. Hun får da også en mail tilbage fra sagsbehandleren. Holdt i en forretningsmæssig tone: ”Må jeg have lov at kondolere. Har du talt med din praktiserende læge om din situation også under forløbet på Borgerforeningen?”

”Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal mene”, siger Lea Holch, som rent faktisk i går snakkede med sin egen læge. Til Lea Holchs store forbavselse kunne lægen fortælle hende, at Jobcentret havde henvendt sig direkte til lægen for at få en status på hendes tilstand. ”Det var ikke noget, Jobcentret havde snakket med mig om eller bare fortalt mig”, siger hun – endnu hårdt mærket af for mindre end to uger siden at have mistet sin mand.

Lea Holch sukker og siger lige så stille: ”Har man ikke ret til bare lidt empati fra systemets side. Jeg er jo trods alt stadig et menneske, selv om jeg er på sygedagpenge”.