Medierne i pardans med Julian Assange

Jakob Elkjær.

Af Jakob Elkjær

Julian Assange og WikeLeaks står ikke alene bag – men er også selv – årets nyhedshistorie målt på alle de tradionelle kriterier fra sensation til væsentlighed. WikiLeaks er derfor blevet beskrevet som en konkurrent til medierne, men modstillingen er falsk. Vi er ikke konkurrenter, men lever i gensidig symbiose.

Det gælder ikke blot Wikeleaks men også andre webfænomener som blogs, sociale medier med videre, at de bliver beskrevet som konkurrenter til medierne. I virkeligheden er der tale om en symbiose i den nye medieøkologi. Og det er helt afgørende for at forstå fænomenet WikiLeaks og en vigtig præmis for diskussionen af mediernes ansvar.

Prøv at se den fremragende svenske dokumentar WikiRebels. Her fremgår det klart, at WikiLeaks først blev en magtfaktor med global gennemslagskraft, da stifteren og lederen Julian Assange erkendte, at man ikke kunne stå alene og gik i tæt samarbejde med medier som The Guardian om afsløringerne.

WikiLeaks leverer dokumenterne, men er i den grad afhængig af medierne for traditionel rapportering og for at nå ud over rampen til befolkningen. Der er næppe mange velforvarede borgere, som har tænkt sig at læse 250.000 sider diplomatiske beskeder igennem for at finde de relevante guldkorn. Den almindelige borger hører om WikiLeaks via medierne. Traditionelle mediefolk har lært at sige, at vi ikke længere er ledvogtere for nyhederne. Så virker det som om, vi forstår den nye medievirkelighed. Problemet ved påstanden er, at den er forkert. Uden medierne ville WikiLeaks ikke være andet end en tilfældig rodekasse med papirer og videoklip. Og uden Wikileaks havde medierne ikke haft en stribe af årets mest væsentlige og interessante historier.

Det er det, som gør diskussionen om mediernes forhold til WikiLeaks så interessant og svær. Medierne kritiserer WikiLeaks for ikke at overholde standarder, som enhver udgiver bør leve op til. For eksempel i sommer, da WikiLeaks offentliggjorde 76.000 krigsdokumenter fra Afghanistan, som uansvarligt blotlagde identiteten på soldater og civile tolke i koalitionsstyrkernes tjeneste.

Samtidig er der ingen medier ved deres fulde fem, som undlader at rapportere om de væsentlige afsløringer.

Medierne kan og vil ikke melde sig ud af den nyhedsstrøm, som WikiLeaks er blevet en væsentlig del af. Det gælder heller ikke de medier, der skælder ud på lederplads. Vi accepterer at bearbejde og formidle WikiLeaks’ lunser i den takt, de måtte vælge at lægge dem frem – også selv om WikiLeaks samarbejder med vores konkurrenter.

Befolkningen kan godt gennemskue, at det er medierne, som giver WikiLeaks gennemslagskraft og dermed også legitimitet. Derfor er medierne på en hård prøve. Det er ekstremt vigtigt, at vi besinder os på vores egen rolle i medieøkologien. Vi skal ikke give køb på vores værdier og prøve at efterligne webfænomener som WikiLeaks, men gøre præcis det vi er gode til, og som WikiLeaks hverken kan eller vil: Vælge mellem skidt og kanel, verificere og analysere. Tiden skriger på folk, der kan sortere i informationshavet og servere det markant og klart Derfor gør WikiLeaks ikke medierne irrelevante, men blot mere nødvendige.

Man må så måle medierne på, om de gør det traditionelle journalistiske arbejde godt nok.

En medieudgiver bør overveje relevansen af hvert enkelt dokument og modveje offentlighedens interesse med eventuelle skadevirkninger for mennesker som afghanske meddelere eller soldater i marken. Derimod er det ikke mediernes job at passe på staters hemmeligheder – det må staterne selv rode med, og enhver selvcensur af hensyn til magthavernes hemmeligheder og diplomatiske spil er et forræderi mod selve det at være et uafhængigt medie.

Vi bør forholde os til lækkene på WikiLeaks som til alle andre tilgængelige oplysninger, der analyseres og underkastes kritisk vurdering inden offentliggørelse. Dokumenterne afspejler jo ikke nødvendigvis sandheder, men opfattelser og anden- eller tredjehåndsoplysninger blandet med snusfornuft og fordomme. Der kan også være indberetninger, som er udtryk for politisk ønsketænkning, hvad de siddende magthavere måtte ønske at høre eller direkte udtryk for bevidst fejlinformation. Endelig skal man selvfølgelig også overveje WikiLeaks politiske motiver i forhold til, hvad organisationen vælger at offentliggøre online. Om der er andre vinkler på historien, som medierne bør granske, før man offentliggør.

Det er også vigtigt at vælge til og fra ud fra almindelig fingerspidsfornemmelse eller i det mindste varedeklarere ordentligt, når man citerer medier, som har haft eksklusiv adgang.

Vi redaktører og journalister håndterer bedst den nye medieøkologi ved at besinde os på, hvem vi er, hvad vi kan og ved at fastholde de standarder, som vi normalt er stolte af.

(Jakob Elkjær er medieredaktør på Politiken).

Læs også de andre klummer i serie om journalistik – fra: Lasse Ellegaard, Mette Fugl, Kurt Strand, Georg Metz og Mogens Blicher Bjerregård.