Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

I stedet for partier, der har forskellige holdninger og arbejder for at fremme disse holdninger, får vi i stigende grad partier, der forsøger at matche hinandens mærkesager. Partierne er en slags virksomheder, der skal have noget for enhver smag, og hvis et andet parti har succes med en bestemt smagsretning, siger de alle sammen: So ein Ding muss ich auch haben.

Liberal Alliance, der blev oprettet for at begrænse Dansk Folkepartis indflydelse, har på det sidste forsøgt at fremstille sig selv som endnu mere indvandrerfjendsk end Tulles tropper, og i dag fremstiller Inger Støjberg sig selv som en ny udgave af Pia Kjærsgaard i en kronik i Politiken om, hvor forfærdelige muslimerne er.

Der er ikke noget nyt i Støjbergs betragtninger. Metoden er den samme, vi har set så mange gange før. Man opstiller som skrækeksempel noget, så at sige alle vil tage afstand fra – indførelse af sharia, stening, tvangsægteskaber – og så lader man som om, det er noget, de fleste muslimer i Danmark går ind for.

Men det, der især slog mig ved læsningen af Støjbergs kronik var, i hvor høj grad hun opererer med to grupper, der står over for hinanden, men som hver for sig indbyrdes er enige om det meste.

Hun skriver, at indvandrere skal ud af vagten, hvis de ”nedgør vore værdier, flag og måde at leve på”, og hvis de vil blive her, må de ”indpasse sig bedst muligt de normer og værdier, der præger det samfund, man nu skal være en del af.”

Hvad er det dog for normer og værdier, der er fælles for alle etniske danskere? Hvilke normer og værdier har jeg for eksempel fælles med Støjberg?

Respekten for flaget er det nok ikke. Jeg ser med sympati på Gelsteds opfordring til at stryge det grimme kors af flaget og gøre det rødt.

Men hvad er så vores fælles værdigrundlag? Tidligere kunne jeg ofte have udbytte af at diskutere med borgerlige, for vi fandt frem til, at der trods alle meningsforskelle også var mange ting, vi så ens på. Det var dengang, man kunne tale om et Højskole-Venstre og om kulturkonservative. Dengang var mange borgerlige enige i, at de bredeste skuldre skulle bære de tungeste byrder, at vi havde drevet det vidt i velstand, når få havde for meget og færre for lidt, i frihed for Loke såvel som for Thor, og vi var alle sammen rørende enige om, at det var helt utænkeligt, at Danmark nogensinde skulle kaste sig ud i en uprovokeret angrebskrig mod et andet land. Det var Danmarks opgave at virke for at bevare freden, gerne i FN’s regie.

Men ak, hvor forandret. Efter Reagan-Thatcher-revolutionen for tredive år siden er intet mere det samme. ”Liberal” betyder ikke længere ”storsindet”, men ”liberalistisk”. De borgerlige partiers idégrundlag er i dag en Ayn Rand-ideologi, der har en række lighedspunkter med totalitære holdninger: Alles kamp mod alle, den stærkes ret, foragten for svaghed.

Frihed betyder nu frihed til at trampe på andre. Lighed er ikke noget at stræbe efter; tværtimod forsvarer man direkte den voksende ulighed. Broderskab har man helt opgivet. Socialstaten skal afskaffes og erstattes med et system for de virkelig store socialnassere – virksomhederne. Skatten skal være et rullebånd, der tager pengene op af lommerne på de fattige og sender dem videre til dem, der er obskønt rige i forvejen. Samfundets opgave er at værne om kapitalejernes ret til at flå alle andre. Bortset fra det må enhver klare sig selv så godt, de nu kan.

Det er de normer og værdier, Støjberg og hendes åndsfæller står for, og dem har jeg ikke den fjerneste lyst til at tilpasse mig eller værne om. Dem vil jeg bekæmpe aktivt.

Neoliberalismen har dræbt sammenhængskraften i vores samfund. Vi har ikke længere fælles værdier. Og derfor er det også meningsløst at tale om, at fremmede skal tilpasse sig ”vores” værdier. For Støjbergs værdier er ikke vores, og der er ikke længere nogen homogen danskhed, man kan tilpasse sig eller tage stilling til.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).