Svendborg Kommune vil ikke længere støtte de danske basketball-mestre, Svendborg Rabbits. Det har kommunen gjort i fire år – i år med 135.000 kroner. Rabbits opgiver at søge penge for næste år – efter klar melding fra borgmester og viceborgmester på et møde mandag.

Rabbits vil ikke ud i offentligt rivegilde

Af Frede Jakobsen

Der bliver ingen kommunale penge næste år til basketball-klubben Svendborg Rabbits, som i år for første gang hev Danmarksmesterskabet til Svendborg – efter at have banket de evige rivaler fra århusianske Bakken Bears. Svendborg kommune og Rabbits er, som det diplomatisk hedder i en officiel meddelelse fra Rabbits, ”blevet enige om at stoppe samarbejdet pr. 31. december 2010”.

Det er dog så som så med enigheden. For som formanden for Rabbits, Niels Jørgen Jensen, siger til Svendborgs NetAvis: ”Enige og enige, ja det er jo sådan set meget nemt at blive enige, når meldingen fra kommunen til os er, at de ikke har økonomi til at fortsætte aftalen”.

I fire år har Svendborg Rabbits og kommunen haft en aftale – hvor kommunen betaler et vist beløb, som ikke må være en egentlig kommunal støtte, men en såkaldt gensidigt bebyrdende aftale. Det vil sige, at for de 135.000 kroner, Rabbits får i år, skal klubben levere nogle modydelser, som svarer til beløbet. Det gør Rabbits i form af reklame for kommunen og ikke mindst i form af, at spillerne f.eks. holder foredrag på skoler og træner med skolebørn. Tidligere havde kommunen også sådan en aftale med den nu forhenværende topklub i håndbold, GOG.

Svendborg Rabbits havde i mandags møde med borgmester Curt Sørensen (S) og formanden for Udvalget for Kultur og Plan, viceborgmester Bruno Hansen (SF). ”Og de tilkendegav, at kommunen næste år ikke har råd til at fortsætte aftalen”, siger Niels Jørgen Jensen, som tilføjer, at det egentlig ikke kommer bag på ham. ”Nej, for det her er nok det nemmeste valgløfte for Curt Sørensen at indfri, nemlig at stoppe støtten til eliteidrætten”, siger han.

Aftalen mellem kommunen og Svendborg Rabbits fungerer sådan, at basketballklubben hvert år skal søge om at få aftalen forlænget. Det er det, Rabbits opgiver at gøre i år efter mødet med borgmesteren og viceborgmesteren.

”Vi vil ikke ud i et offentligt rivegilde ved at søge. Det ville blive et stort slagsmål i byrådssalen om, at eliteidrætten vil have penge samtidig med, at kommunen skal spare på alle mulige områder. Vi vil, specielt efter meldingen på mødet forleden, ikke fremstå som nogen, der forsøger at hive en masse penge ud af systemet på bekostning af alle andre. Vi vil hellere bruge tiden på at stå for noget positivt”, siger Niels Jørgen Jensen, som godt ved, at kommunen skal spare op mod 75 millioner kroner næste år, men som ikke desto mindre holder fast i, at kommunen jo altså har fået noget igen for de 135.000 kroner.

”Det er fire års arbejde, kommunen bare skrotter med det her. Ude på skolerne er Rabbits utroligt populære, og der er kø for at få vores spillere ud. Så jeg synes mest, det er synd for kommunen og dens borgere, ikke mindst børnene og de unge. Selvfølgelig får vi også et hul i kassen. Men det skal vi nok få fyldt op fra andre sponsorer”, siger Niels Jørgen Jensen.