Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

De mange stemmer på Dansk Folkeparti viser ikke, at så mange er intolerante og racistiske. Når DF for eksempel er det største parti i min valgkreds, så kan man ikke deraf udlede, at folk her ikke kan lide fremmede. Her er mange asylansøgere – lige her på stedet næsten lige så mange, som der er fastboende – og det giver ikke problemer. De handlende er glade for, at omsætningen stiger. Håndværkerne er glade, hvis de kan få noget at lave på asylcentrene. Det er en fordel for os alle, at der er flere, der kører med busserne, for det er et godt argument for at udvikle den offentlige transport. Hvis udlændinge slår sig ned her, nikker og smiler folk til dem.

Langeland har en lang og god tradition for tolerance. Dengang folketingsvalg foregik ved, at kandidaterne holdt taler inde på byens torv, hvorefter der var afstemning ved håndsoprækning, opstillede Edvard Brandes i 1880 for Venstre. Edvard Brandes var københavner, frisindet, radikal, akademiker – dr. phil. med speciale i sanskrit – og jøde. Og han opstillede i en kreds, hvor de fleste var bønder. Grev Ahlefeldt holdt tale og anbefalede at stemme på Højrekandidaten. Han tilføjede “Lad os ikke sende en mand ind i rigsdagen, som har hånet vore fædres tro”. Brandes svarede. at hvis greven mente, at han bekendte sig til den jødiske tro, så var det forkert, for han var ateist. Men det var rigtigt nok, at han var af jødisk slægt. Hvorefter de langelandske bønder med stort flertal valgte Brandes.

Jeg oplevede selv den langelandske tolerance, da jeg i 1981 blev anklaget for spionage. Der var meget få herovre, der havde samme politiske opfattelse som mig, men så at sige alle sagde, at det var forrykt at kalde mig spion. Mange synes måske stadig, jeg er lidt underlig. De synes nok, min have er for vildtvoksende, at det er mærkeligt, der ikke er en velklippet hæk, at det er lidt underligt, at jeg bare sidder og nørkler ting sammen ved skrivebordet, at jeg ikke har praktisk sans og kan lave reparationer i huset, at jeg læser nogle underlige bøger og ser underlige film, at jeg har sære ideer om politik og miljø, at jeg ikke har bil, at jeg ikke går klædt i pænt tøj, at jeg ikke interesserer mig for sport… Men hvis de ser mig inde i butikken i Humble, kommer de over og spørger, om jeg vil have et lift. Holdningen ser ud til at være: “Det kan godt være, han er sær, men det er vores Arne, og han er god nok.”

Forleden døde en midaldrende mand, der boede alene i en af pensionistboligerne lige her ved siden af. Folk kunne se, der måtte være noget galt, for hans katte rendte rundt og så sultne ud. Det viste sig, han lå død inde i huset. Han havde i mange år drukket for meget, og han havde været indlagt på sygehuset i flere perioder.

Han var transvestit og gik i årevis tur med hunden iført dametøj. Han holdt sig til de blomstrede konekjoler fra Daells Varehus, men engang imellem tog han ind til Svendborg, og så var han pyntet med fed, mørkerød læbestift og tyk mascara og havde hældt Opium parfume over sig. Han kørte rundt på knallert – engang kørte han mig hjem på bagsædet af hans knallert i læ af hans brusende skørter. Men ingen så ned på ham, fordi han havde andre vaner end de fleste. Det måtte han vel selv om. Nu i går stod jeg og snakkede om ham med nogle naboer. – Han havde jo sine særheder, sagde jeg. – Det har vi jo alle, sagde en af nabokonerne.

Hvis folk her synes, der er for mange flygtninge, så er det ret abstrakt. Det gælder ikke de konkrete flygtninge, der er her. De er flinke nok, synes langt de fleste.

Men der er mange andre grunde, folk kan have til at stemme på Dansk Folkeparti, end partiets flygtningepolitik. Folk her i udkantsområderne føler sig svigtet af politikerne, de føler sig fremmede over for københavneriet. De kan se, at arbejdspladserne forsvinder, at huse står tomme, at skoler og sygehuse nedlægges, at den offentlige transport bliver forringet, at man ikke kan få banklån, hvis man bor her, at man er stavnsbundet, fordi husene ikke kan sælges. De kan se mange problemer, og de problemer er reelle nok.

Så tror de på Dansk Folkepartis retorik. Højrefløjen har enorme pengemidler. De er dygtige til at føre propaganda. De har lært af reklamebranchen. De kan lægge lokkemad ud. Det er svært at gennemskue dem.

Og Enhedslisten – nej, det er for langt ude for folk. Det virker så fremmedartet.

Så det, vi skal lære, det er at tage folks problemer alvorligt. At vise, hvordan Dansk Folkeparti sejler under falsk flag. Hvordan de i de ti år under VKO konsekvent stemte for alt det, der har skabt problemerne. Vi skal kunne vise, hvordan tingene hænger sammen – udkantsproblematik, centralisering, globalisering, uhæmmet kapitalisme, bureaukrati, ensretning. Vi skal vise, hvordan højrefløjen – inklusive Dansk Folkeparti – har været med til at skabe disse problemer og ikke vil være med til at løse dem.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).