Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

Hvorfor stemmer danske arbejdere i stigende grad mod deres egne interesser? Hvorfor er der flere blå faglærte og ufaglærte, end der er røde? Hvorfor finder så mange Dansk Folkeparti og Venstre, der kæmper for kapitalejernes økonomiske interesser, mere tiltrækkende end de partier, der kæmper for arbejdernes egne interesser?

Man kan måske forstå, at pionerånden ikke kan holde evigt. Dengang det virkelig var sultens slavehær, der kæmpede, følte man, at det gjaldt livet. Sådan kan man næppe føle, hvis man holder ferie i troperne og sætter opsparingen i aktier.

Paradoksalt nok kan det også spille en rolle, at arbejderbørn har lettere ved at få en højere uddannelse nu end tidligere. Mange af de børn, der tidligere ville være blevet læsende arbejdere, der ville gå ind i politik og kæmpe for deres klasse, havner nu via deres uddannelse helt andre steder og tænker ikke længere på, hvor de kommer fra.

De største problemer i dag, klima- og miljøkrisen, de ødelæggende virkninger af at bygge et økonomisk system på evig vækst og forbrug, de problemer, globaliseringen har medført, finanskapitalens herredømme over produktionskapitalen, den voksnede ulighed i verden og i hvert enkelt land – kan måske forekomme abstrakte, hvis man ikke selv bliver ramt af følgevirkningerne her og nu.

Den stadige nedslidning af velfærdssamfundet, privatiseringen og erhvervslivets nye rolle som gøgeungen i reden – den, der skal fodres først og mest, så de, der trænger til hjælp, må nøjes med de smuler, der bliver tilbage, når erhvervslivet har ædt sig mæt – alt det kan man måske nok få øje på, men hvis man ikke lige selv er hårdt ramt, er det måske ikke noget, man kan tage så tungt.

Fagbevægelsens forstening og pampervældet gør det svært at føle solidaritet. Socialdemokraternes og SF’s lange vandring i liberalistisk retning og alle de mange brudte løfter skaber en følelse af, at det alligevel ikke gør nogen forskel, og så kan man lige så godt stemme på den ene blok som den anden.

Trangen til at finde nemme syndebukke har altid været udbredt. I dag er det så indvandrere og muslimer, der må holde for. Den måske noget forhastede indlemmelse af østeuropæiske lande i EU har skabt problemer med social dumpning og løntryk, og sociale problemer blandt indvandrere skaber problemer med kriminalitet. Det er nemmere at give østarbejderne og indvandrerne skylden end at se på de komplekse økonomiske årsager.

Det er nogle af de årsager til situationen, jeg kan se. Der er sikkert flere.

Det næste spørgsmål bliver så: Hvad kan vi gøre ved det? Hvor skal vi begynde?

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).