Arno Kruse.

Af Arno Kruse

Indtil afslutningen af regeringsforhandlingerne i det sorte tårn, som var grundlaget for S-R-SF-regeringen, var der næppe mange, der kendte Bjarne Corydon, som blev udnævnt til finansminister, allerede inden han nogensinde havde sat sine ben i Folketinget.

Men nu kender alle Bjarne Corydon og ikke mindst hans rolle i forbindelse med SAS-forhandlingerne, hans rolle i forbindelse med afskaffelsen af den efterlønsordning, som Svend Auken brugte masser af knofedt for at få vedtaget, og hans rolle i de reformer, som kanaliserer alt og alle på overførselsindkomst over i kontanthjælpssystemet, og sidst men ikke mindst hans diktatoriske rolle i ikke alene overenskomstforhandlingerne med skolelærerne, men også hans forsøg på en total afskaffelse af den danske model på arbejdsmarkedet.

Under normale omstændigheder plejer der i det socialdemokratiske system at være en vis rimelighed i forholdet mellem det enkelte medlems politiske magt og den personlige opbakning blandt medlemmer og vælgere, men på dette område adskiller Bjarne Corydon sig væsentligt fra det normale, idet han ubetinget har den største reelle magt i Socialdemokraternes folketingsgruppe uden at have noget medlemsmæssigt eller vælgermæssigt mandat bag sig.

Bjarne Corydon ligger helt nede på en 12. plads hos Socialdemokraterne, når det gælder personlige stemmer ved folketingsvalget den 15. september 2011.

Med 8.299 personlige stemmer i Sydjylland Storkreds kunne Socialdemokraternes magtulde mand ikke en gang slå Benny Engelbrecht, og så kan man spørge, hvorfor det ikke var Benny Engelbrecht, der kunne sætte sig på magtens tinde eller for den sags skyld Simon Kollerup fra Nordjylland, der fik 9.859 personlige stemmer.

For ligesom at sætte Bjarne Corydons politiske popularitet på den sydjyske hjemmebane i relief, så fik Venstres Ellen Trane Nørby 18.059 personlige stemmer i den direkte kamp mod Bjarne Corydon, mens Kristian Thulesen Dahl, som på daværende tidspunkt ikke engang var partiformand, fejede både Ellen Trane Nørby og Bjarne Corydon af banen med 27.393 personlige stemmer i Sydjyllands Storkreds.

Det er med andre ord ikke Socialdemokraternes medlemmer eller vælgere, der har placeret Bjarne Corydon som partiets magtfulde mand. Det har han selv, og det kan da godt give anledning til en række spørgsmål.

Hvorfor blev Henrik Sass Larsen pludselig og på mystisk vis kørt ud på et sidespor efter valget, og inden regeringen skulle dannes?

Og hvorfor blev det Bjarne Corydon, der med sit meget lave stemmetal, havde gjort sig fortjent til at indtage pladsen som finansminister?

Var det Helle Thorning Schmidts belønning af Bjarne Corydons personlige indsats over for SKAT i København i forbindelse med hendes mands skattesag?

Ved Bjarne Corydon noget om Helle Thorning Schmidt, som ingen andre ved, men som er så væsentligt, at det kan føre til en post som finansminister?

Hvorfor er det ikke længere Helle Thorning Schmidt, men Bjarne Corydon, der tegner Socialdemokraterne.?

Hvorfor finder Socialdemokraternes folketingsmedlemmer og partimedlemmerne sig i det hele taget i Bjarne Corydon, som så åbenlyst er ved at køre det hæderkronede gamle parti helt i sænk?

Personligt bryder jeg mig ikke ret meget om det, der sker i øjeblikket, men jeg kan desværre ikke gøre noget ved det udover at håbe på, at de, der kan gøre noget ved det, også får taget sig sammen til at gøre noget ved det.

(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).