Søren Søndergaard.

Af Søren Søndergaard

For nylig offentliggjorde den svenske fødevarestyrelse, Livsmedelsverket, en advarsel mod for mange tungmetaller i babymad.

Advarslen kommer på grundlag af et større projekt, hvor Livsmedelverket har undersøgt omkring 100 produkter beregnet for spædbørn (0-1 år) og småbørn (1-3 år). Det drejer sig om grød, modermælkserstatning, vegetabilske drikke og medicinske madprodukter.

Mange af disse produkter kan også købes i Danmark. F.eks. produkter baseret på ris, som ifølge Livsmedelsverket indeholder så meget arsen, at det vil kunne være skadeligt, hvis børn indtager for meget af det. På sigt vil det bl.a. kunne føre til hud- og lungekræft.

På den baggrund anbefaler de svenske myndigheder forældrene, at de ikke kun giver deres børn grød og vælling baseret på ris, men varierer det med andre kornsorter. Ligeledes fraråder Livsmedelsverket, at børn under 6 år får risdrik, som den eneste erstatning for mælk.

I sig selv er der ikke noget voldsomt opsigtvækkende ved resultatet af denne undersøgelse. Desværre! Det har længe stået klart, at mange fødevarer og produkter til vores mindste børn ikke er så sunde, som de burde være. Tværtimod indeholder de stoffer, som isoleret set – og måske i endnu større omfang i en kombination – kan føre til alvorlige sygdomme senere i livet.

Det interessante er derfor, hvad der gøres ved det. Går man ind med klare krav om mærkning, grænseværdier og forbud – eller lader man børnene betale prisen for en fødevareindustri, hvor profitinteresser vægtes højere end sundhed?

Derfor var det også positivt, at fødevareminister Mette Gjerskov i sidste uge gik på TV og meldte klart ud, at der måtte ske noget på området.

Det er som om, det er gået lidt i stå i Bruxelles, når det gælder arsen, sagde Fødevareministeren til TV2 Nyhederne – angiveligt med henvisning til, at der ikke på dette område findes nogen grænseværdi i EU.

Men så fortsatte ministeren: – Den proces vil jeg skubbe på. Det vil sige, jeg sender mine embedsmænd ned, og jeg vil selv tage ned. Lige så snart vi har dokumentation i hænderne, så tager jeg til Bruxelles og siger, at nu må der gøres noget.

Børn i hele verden har selvfølgelig krav på mad uden indhold af sygdomsfremkaldende stoffer. Derfor skal ministeren bestemt ikke høre et ondt ord fra min side, hvis hun vil arbejde for en fælles grænseværdi på internationalt plan, og gerne også i EU. Så længe altså at enkelte lande har ret til at stille højere krav end det minimum, som man her og nu kan blive enige om.

Men hvorfor er det en forudsætning for at ”gøre noget”, at man tager til Bruxelles? Var det ikke mere nærliggende, at den danske fødevareminister startede med at fremlægge et forslag om en grænseværdi i Danmark på Christiansborg – og så gik internationalt med det i bagagen for at få andre med?

Eller er det virkelig sådan, at danske småbørns sundhed skal afvente forhandlinger i Bruxelles og pantsættes i et politisk spil, hvor fødevaregiganterne sidder med på første række?

Sagt lige ud: Hvis fødevareministeren virkelig vil stoppe skadelig babymad i Danmark, så er det lidt af en omvej at tage turen over Bruxelles!

(Søren Søndergaard er medlem af Europa Parlamentet, valgt for Folkebevægelsen mod EU).