Og hvem kan egentlig ordne verden igen?

Amagerbanken krakker, Retfærdige Rønn lyver, de offentlige sygehuse sorterer deres patienter… Nordafrika er i opløsning, USA er en kinesisk franchiseforretning, alt imens bakterierne, malariaen, lusene og rotterne udvikler eksploderende resistens mod alt og alle.

Der er skibskatastrofer og menneskemasser på vild flugt, og det hele skvulper og maser sig uanfægtet igennem toldmure og mediemonopoler.

Hvem har lavet det lave, verden er af?

Hvem kan ordne det igen? Kan vindmøllerne, kan FN, kan nanoteknologi, kan Thorning?

Det er ikke til at få øje på… horisonten er stor og rund og tom som efter en katastrofe, og selv Maersk er holdt op med at betale skat.

Men.

Efter lamslåelsen kommer lettelsen.

Hurra! Afsted med skum for boven på nye eventyr

Der ligger nye lande forude!

Her så man lige os gå rundt og tro, at penicilin, efterløn, botox, uvildige undersøgelser og medarbejderaktier kunne ophæve alderen, kapitalismen, døden, ondskaben og løgnen!

Ha!

Her gik vi lige rundt og gik ud fra, at Socialdemokratiet eller nogle andre da vist måtte have forhandlet en god overenskomst hjem med Pandora, som til gengæld for en ekstra ferieuge kaldte ulykkerne tilbage i æsken.

Her så man lige os GLEMME DET!

At verden er og bliver en tornegård, og at livet grundlæggende er lavet til at fucke med os.

At ulykkerne har været ude af æsken siden forhistorisk figenbladstid, og at tilbage står det eneste grundlæggende menneskelige livsvilkår: Håbet.

Om at blot et par af mine 12 børn lever længe nok til selv at sætte børn i verden. Om at høsten vil være nogenlunde, så vi ikke skal spise alle vores hunde til vinter.

Håbet om at kræftcellerne, finanskriserne, pandemierne, sabeltigrene, hjertesorgerne og naturkatastroferne vil lade os leve længe nok til … at det kunne betale sig at spare op til alderdommen og betale af på en carport.

Længe leve staudebedenes skingrende vilde håb: At vi måske er her til næste år også.

Efterlønsordninger og influenzavaccinationer kan sminke, men ikke skjule det faktum, at vi kæmper alene i mørket, med skrøbelige kroppe og forræderiske sind – vi er hele tiden kun et par begivenheder væk fra at blive menneskemasser på sanseløs flugt, prisgivet på en lille kugle af sten hvirvlende rundt i det store tomme rum, med kun et tyndt lag sammenhængende molekyler mellem os og det store tomme rum.

Vi havde glemt grundene til, at det eneste grundlæggende menneskelige livsvilkår er håbet. Og derfor hinanden.

Jeg jubler højt og kan næsten smage gymnastiksalens fernis bagest på tungen

HA!

JA!

Slut med ruccolasalat, headhunting og frynsegoder! Fremad! Til tryghed i ansættelsen, madpakker, provins og almindelighed.

det jævne, på det jævne og med røven eftertrykkeligt over vandskorpen.

Nu skal vi være fælles!

Vi skal undervise på aftenskole, have hold i gymnastikforeningen, melde os ind i spejderkorps og andelsforeninger og madklubber og passe på hinanden og enes og håbe, at det er nok.

Hit med karbonaderne, spejderknobene og de lysegrå lionoleum i de statslige sygeshuses venteværelser, hvor alle behandles lige dårligt og lige langsomt.

Og hvor vi holder døren for hinanden og betaler skat, fordi det kunne være os en dag.

Giv mig intravenøse karbonader, fællessang og dialekter!

Jeg lægger mig fladt på ryggen for topmavede mænd med smalle røve og små tynde hestehaler og et sponsorbarn i Afrika.

Jeg vil have fadøl i plastikkrus, og vi pløjed og vi såed og vi SYNGER med på Lars Lilholt iklædt vindjakker!

Det er på tide med bigbandjazz på torvet, madklubber og solidariske forsikringer. Og parcelhusene skal samles om vejfester og ikke stå tomme på Langeland.

Jeg slukker for wii’en og henter rundboldbattet. Børnene kigger vantro på mig, men nu går vi sgu ned og spiller rundbold. Tager du pølsehorn med?

(Helen Steensbæk Schrøder, Svendborg, er informationsmedarbejder på BaggårdTeatret).