En 14-årig ung knægts vanvittige opførsel – fem anholdelser på fem dage. Han indskriver sig i historien som den første, der blev snuppet efter den kriminelle lavalders sænkning til 14 år. Men han er dog kun en knægt. Så hvad med de ansvarlige voksne i Svendborg Kommune – er deres opførsel lige så vanvittig? Frede Jakobsen har en spids kommentar.

Hvad der er sparet er ikke nødvendigvis tjent

Af Frede Jakobsen

Det er lige så vanvittigt, som det er trist. En lømmel er han godt nok. Derom er der ingen tvivl. Men han er altså kun en lille knægt, den 14-årige M.B. fra Byparken i Hømarkskvarteret har indskrevet sig i Danmarkshistorien som den første, der blev snuppet efter sænkningen af den kriminelle lavalder 1. juli. Dagen før havde politiet fat i ham to gange.

Først forsøgte han at stjæle en båd ved roklubben. Det mislykkedes. Politiet fandt ham kort efter. Gennemblødt efter flugten gennem vandet. Det blev til en alvorlig samtale. Senere – ja, faktisk bare halvanden timere senere – stjal han en gokart ved Bowl’n’Fun. Og kørte af sted i den – snart med politiet i hælene. Han blev standset. Og fik endnu en alvorlig reprimande fra politiet. Det var natten til den 30. juni.

Det skulle blive værre natten efter, natten til den 1. juli. Med andre ord den dag, den kriminelle lavalder i Danmark blev sat ned til 14 år. Da midnat var passeret med en halv time, var den gal igen. M.B. stjal en bil og gav den gas. 180 km i timen med politiet i hælene. Det blev han sigtet for, da politiet fangede ham. Men ikke varetægtsfængslet. Han er – af gode grunde, det vil sige den kriminelle lavalder – ikke tidligere straffet.

Derefter holdt han sig i ro. Eller rettere, det ved man egentlig ikke noget om. Men han holdt sig i hvert fald ude af politiets søgelys. I et par dage. Indtil i mandags – den 5. juli. Da var den helt gal igen. To gange blev han anholdt. Først gang, da han om formiddagen forsøgte at bryde ind på et cafeteria. Senere på dagen – sådan cirka seks timer senere – da han kørte på en knallert og bragede ind i en bil.

Endelig tirsdag blev det for meget af det gode for de sociale myndigheder, det vil sige kommunens Familieafdeling. Endelig tog de fat i kraven på ham for at få ham anbragt på en institution, der, som det blev udtrykt, er ”gearet til ham”. Ja, det må vi da håbe, at den er – gearet til ham, altså. Også på anden måde end ved blot og bar indespærring.

En ung – meget ung – mand med gåpåmod, må man sige om M.B. Men desværre et gåpåmod, som ikke er blevet brugt til noget synderligt fornuftigt. Tværtimod. En ung fyr, som der i årevis har været en helvedes ballade med – ikke mindst ude i Byparken, hvor han boede. Men såmænd også andre steder. En ung fyr, som er blevet brugt af ældre, dårligere kammerater til at lave en masse kriminelt lort, fordi de ældre kammerater vidste, at han – under den kriminelle lavalder – ikke kunne blive straffet. Og det er ikke småting, knægten har været involveret i. Forældrene – af tyrkisk oprindelse – har haft deres hyr med ham. De har andre børn også – som ikke har rodet sig ud i de samme problemer som M.B.

I – kan man forestille sig – fortvivlelse forsøgte forældrene på et tidspunkt noget, som der sjældent kommer noget sundt ud af: At sende ham på genopdragelse hos familie i Tyrkiet. Den hårde linje, kan man sige. Det er næppe danske, samtalepædagogiske metoder, der er blevet brugt på hans genopdragelse. Det hjalp til gengæld heller ikke et hammerslag. Tilbage i Danmark blev det blot værre og værre med ham. I årevis har han været forment adgang nogle af de steder, hvor andre børn kommer i området. Fordi han overhovedet ikke vil høre på noget som helst fra voksne. Og fordi andre børn er bange for ham, deres forældre ligeså.

Hvad pokker laver sådan en 14-årig knægt overhovedet ude i det kvarter, hvor han har skabt så mange problemer – også for sig selv. Tja, han gik rundt og sparede penge for Svendborg Kommune. Han er en af en lille snes unge, som kommunen har ”hjemtaget”, som det så smukt hedder, fra socialpædagogiske opholdssteder. Kommunen har taget nogle få kriminelle unge og 15 frivilligt anbragte børn og unge – en af dem M.B. fra en institution i Aabenraa – hjem for at spare 12 millioner kroner. Men, har en afdelingsleder i kommunen beroligende sagt, samtidig er der ”sat lokale initiativer i gang for at afbøde virkningerne af at hjemtage de unge, der er i alderen 12-18 år”.  Ja, det kan da nok være, at de initiativer har kunnet ”afbøde virkningerne”! Fem anholdelser af M.B. på bare en uge – det er formentlig ikke det, afdelingslederen har ment med at ”afbøde virkningerne”, en styrket politiindsats, altså. Men hvad er det så? Tja, der ude i området sker der stort set intet her i sommer – bortset fra sidste uges sommeraktiviteter for børn. Og kommunen har jo tidligere – da den skulle undskylde, at den havde glemt af søge midler i Socialministeriet til forebyggende arbejde i kvarteret – disket op med bl.a. den forklaring, at problemer i Hømarks-området, hvor Byparken ligger, såmænd ikke er meget større end i andre områder af Svendborg.

Der skal en kæmpemæssig socialpædagogisk indsats til for at få sådan en lømmel som 14-årige M.B. på ret køl igen. Og det kan da såmænd også godt være, at det slet ikke kan lade sig gøre. Er det så bare, fordi M.B. er en lille satans, uforbederlig lømmel? Eller er det, fordi den indsats, der har været gjort, har været for sen, for lille og for skiftende? Altså, hvad er den socialpædagogiske begrundelse for pludselig at tage ham hjem fra en anbringelse på en institution i Aabenraa? Når han overhovedet var anbragt der, så må der har været en god begrundelse for det. Eller var det bare for at få ham væk fra Svendborg? Fordi, man ikke anede, hvad man ellers skulle gøre – fordi, man i virkeligheden meget tidligere skulle have gjort noget, man aldrig gjorde? At tage ham hjem alene for at spare penge er da i hvert fald den sikre vej til, at han får det endnu værre, at hans omgivelser får det endnu værre, og at han kommer til at koste det offentlige endnu flere kroner. Det kan jo selvfølgelig være, det så er andre kasser end Svendborgs, der kommer til at betale. Men sådan tænker de vel ikke i Svendborg Kommune – selv om de skal spare 75 millioner kroner næste år. Vel?

Så ja, det forekommer lige så vanvittigt og trist – dét, kommunen har gjort – som det er vanvittigt og trist, det M.B. har gjort, og som det liv, hvis man kan kalde det sådan, han har. Men, men, men… Kommunen skal jo spare. Ikke sandt? Og hvor skal pengene komme fra til de dyre anbringelser? Selvfølgelig er det et relevant spørgsmål – men det er også relevant at minde om, at et samfund skal bedømmes på den måde, det behandler de allersvageste. Og 14-årige M.B. er ikke en skid stærk, som han selv synes at tro. Han er en lille, bange 14-årig dreng, der skriger på hjælp.