Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

Efter anden verdenskrig havde vi en turistattraktion, der hed “Meet the Danes”. Baggrunden var, at vi jo ikke havde høje bjerge eller skummende vandfald. Vi havde ingen oldtidstempler eller uberørte middelalderbyer. Vi havde ikke butikker med stort, internationalt udvalg eller et hektisk natteliv.

Vi havde egentlig ikke ret meget. Men vi havde os selv, og vi var så rare. Så derfor fandt man på at lave en ordning, så turister kunne blive inviteret hjem til almindelige, danske familier en aften til kaffe med blødt brød. Der var ingen penge involveret i det fra nogen af parterne. Man skulle bare sidde og hygge sig, og danskerne var så glade for at kunne øve sig på deres skoleengelske.

Det blev en kolossal succes. Amerikanske blade var fulde af artikler om, hvor venlige vi var over for fremmede, og rejseguideforfatteren Frommer skrev, at efter mødet med København var resten af Europa en bisætning. For når man først havde mødt os, havde man slet ikke lyst til at rejse væk igen. Racefordomme kendte vi ikke noget til. Sorte amerikanere rejste hjem med julelys i øjnene og fortalte vidt og bredt, at i Danmark blev de endelig opfattet som medmennesker, og hvilken hudfarve folk havde, betød ikke mere end hvilken blodtype de havde.

Sådan var det engang. Nu er vi kendt i hele verden for at være kolde og afvisende over for fremmede. Vi er racistiske og smålige og fremmedfjendske. Vi vil gerne ribbe turisterne for deres penge, men smile kan vi ikke tage os sammen til.

Hvis man ikke tror på, at det er sådan, vi bliver opfattet, så spørg nogle af de udlændinge, der bor her. Mange af dem kan fortælle om afvisninger, om danskernes iskolde holdning, om racistiske bemærkninger i køen i supermarkedet, om folk der råber skældsord efter de fremmede på gaden.

Hvornår blev vi sådan? Hvad var det, der ændrede os? Blev vi for rige til at være venlige? Var der et overskud, vi havde engang, og som vi mistede, da vi koncentrerede os om et liv, der skulle bestå i forbrug og atter forbrug?

Hvordan kunne vi komme dertil, at et valg bliver vundet af dem, der er mest nedrige over for mennesker i nød? Hvordan kunne vi gøre et parti, der er grundlagt på racisme, til landets tredjestørste – og det største ved Europavalget? Hvordan kan det være, at folk overhovedet kan finde på at stemme på de blåsorte – efter at have set, hvad de har gjort før og hørt, hvad de har tænkt sig at gøre igen?

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).