Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

De gamle sagde altid, at en af de ting, der hjalp dem gennem den mørke tid under besættelsen, var det utrolige sammenhold. Folk var så omsorgsfulde og hjælpsomme.

Efter krigen begyndte vi at få turister. Vi syntes jo ikke, vi havde så meget at vise frem. Vi havde hverken Eiffeltårnet eller høje bjerge. Men vi havde os selv. Det var da også noget. Så man lavede det, der hed ”Meet the Danes”. Turisterne – det var mest amerikanere dengang – kunne komme hjem og besøge en dansk familie. Så fik de kaffe og blødt brød, og danskerne kunne øve sig på deres skoleengelske. Der var ikke penge involveret på nogen af siderne. Danskerne kunne bare godt lide at få besøg af fremmede.

Vi gik ikke storskrydende rundt og påstod, vi var verdens bedste, men faktisk var vi foregangsland på nogle områder. Folk fra andre lande kom hertil for at lære om vores andelsbevægelse, om Grundvig, om velfærdsstaten, om højskolerne.

Når udlændinge kom til Danmark, fortalte de om, hvordan de følte sig så godt behandlet. Spurgte de om vej, fulgte folk dem gennem den halve by for at være sikre på, at de kom det rette sted hen.

Det var dengang. Nu er vi efter sigende de lykkeligste i verden, men hvis vi er det, må det være sprut og piller, der gør os lykkelige. Hvis man færdes i det offentlige rum, er det ikke glæde og lykke og hjælpsomhed, der er mest fremtrædende. Man møder surhed, mistroiskhed og road rage.

Mange danske går rundt som tikkende bomber. Man kan se det på deres højrøde blodtrykshoveder. Der skal kun et lille prik til, så står der en muddergeyser op af dem. Sprogets værste gloser flyver gennem luften, der er aldrig langt til håndgemæng.

Hvad er det, der er sket med os? Når vi selv rejser til Mellemøsten eller Sydeuropa eller USA kommer vi hjem og snakker om, hvor gæstfri og hjælpsomme alle mennesker er. Men hvis vi genoplivede programmet Meet the Danes, ville det virke mod sin hensigt. Det ville ikke blive gode ferieminder, folk ville tage med hjem, men erindringen om rasende tirader.

Når man snakker med udlændinge i Danmark i dag, taler de altid om, hvor langt der er mellem menneskene, hvor koldt der er. De fatter ikke, at vi kan holde ud at leve på den måde, i denne isnende kulde.

Vi er meget rigere nu, end vi var dengang, vi var gæstfri og hjælpsomme. Er det rigdommen, der har gjort os så kolde og så sure og forurettede?

Måske er det ikke rigdommen i sig selv, men myten om rigdommen. Vi bliver bombarderet med reklamer og propaganda, der fortæller os, at lykken er at købe dyre ting. Hvis vi køber modetøj eller designermøbler, bliver vi lykkelige. Så gør vi da det, og vi bliver ikke lykkeligere.

I stedet opdager vi, at vi pisker mere og mere rundt for at købe alle de ting, der skulle gøre vores liv så dejligt. Og så føler vi os snydt. Tingene gjorde os ikke glade og hjælpsomme. Tingene stjal vores tid. Vi bliver gamle og dør, og vi er gået glip af livet, fordi vi hele tiden lige skulle købe noget mere. Vi har ikke tid til hinanden. Vi skal skynde os med at få livet overstået.

Vi er så sure, fordi vi føler os så snydt. Og det er ikke forkert. Vi *er* blevet snydt. Og vi vil blive ved med at blive snydt, så længe vi bliver ved med at falde for løgnen om, at det er ting, der gør os lykkelige.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).