Hvad er han egentlig i dag – Masoum Moradi?

Masoum Moradi.

Mange har – specielt det sidste års tid – undret sig. Hvad er det med ham Masoum Moradi? I fire år var han byrådsmedlem for SF, mens de borgerlige havde magten. Knap havde det nye røde flertal – på bare 15 mod 14 borgerlige – overtaget magten for et år siden, før han brød med SF og blev løsgænger. Angiveligt i protest mod i et rødt flertal at skulle samarbejde med Enhedslisten. Men uofficielt også, forlyder det, på grund af samarbejdsproblemer i den nye SF-byrådsgruppe, der var vokset fra to til fire. I SF har han gennem tiden været opstillet som kandidat til valg i stort set alt. Formand for den lokale SF-afdeling har han også været –  i flere omgange endda.

Hvordan kan han? Sådan har et andet spørgsmål lydt oftere og oftere om hans arbejde som teamleder på det kommunale Jobcenter, hvis linje offentligt kritiseres hårdere og hårdere for at tænke på systemet før borgeren, for at lade kommunal kassetænkning overskygge hensynet til syge og nedslidte mennesker. Oven i købet går Masoum Moradi offentligt ud i benhårde forsvar for selvsamme Jobcenter. Bl.a. har han gentagne gange rettet skarp kritik mod netavisens omtale af de borgere, der er kommet i klemme på Jobcentret.

I dag svarer 50-årige Masoum Moradi selv på disse og mange andre spørgsmål i et stort interview til Svendborgs NetAvis lavet af Steen Heinsen.

Bedøvende ligeglad med hvad folk mener om mig

Af Steen Heinsen

Masoum Moradi, hvorfor landede du på den danske venstrefløj, da du kom til Danmark fra Iran?

“Jeg kom som 24-årig fra et diktatur, jeg som kommunist måtte flygte fra til Danmark. Det var en selvfølgelighed for mig at orientere mig mod venstrefløjen, men jeg var forsigtig og længe om at vælge især i lyset af DKP’s Sovjetkommunisme. Men det blev altså SF. Siden midt i 90’erne har jeg hørt til i SF, men der har hele tiden været en konflikt – en modsætning i mig.

Jeg har været en del af den kritiske danske venstrefløj og samtidigt begejstret for det danske samfund med alle dets muligheder – uddannelsesmuligheder for eksempel og også for de små forskelle mellem rig og fattig og demokratiet i det hele taget.

Der ligger hele tiden den konflikt i mig, at jeg kritiserer et samfund, som jeg elsker meget højt. Det er og har været dybt problematisk i og med, at jeg ved, hvordan et samfund også kan se ud. Over for mig selv har jeg forklaret det med, at vi her i Danmark jo skal videre. Vi kan ikke, bare som Uffe Ellemann engang har sagt, sige – jamen Danmark er jo et dejligt land, og så lade det blive ved det. Vi skal jo hele tiden udvikle samfundet”.

Vi det sige, at du ikke har været en ægte del af venstrefløjens standpunkter?

“Mit engagement har været ægte nok, men jeg har altid følt, at trods de problemer, der er, så er her rigtig godt at være i Danmark. Jeg husker, lige da jeg var kommet til Svendborg, at jeg deltog i min første demonstration. Jeg mener, i Iran var det med livet som indsats at demonstrere. Her gik jeg sammen med kvinder og mænd – nogle mænd med barnevogne, og alt var rigtigt hyggeligt. Det var lidt svært at tage alvorligt. Jeg husker ikke en gang, hvad vi demonstrerede imod. Generelt synes jeg, at venstrefløjens kritiske standpunkter har været for voldsomme og dramatiske”.

VERDEN FALDER IKKE SAMMEN

Lad os tale lokalpolitik her, hvor du nu er løsgænger i byrådet og deltager i besparelser på skoler, daginstitutioner og på de ældres vilkår.

“Det er forringelser, det erkender jeg. Men det er jo ikke sådan, at verden er ved at falde fra hinanden. Børn skal køre et par kilometer mere til skole, og de ældre skal sidde i bussen lidt længere. Men dramatikken i den måde, det bliver kritiseret på, får mig til at tænke, at det nok er OK, at jeg træder ud af politik om tre år.

Det, jeg kunne savne i den her situation, var, at solidariteten ikke gjaldt MIT barns skole og MIN mormors dagcenter. Men at solidariteten gjaldt de svage i samfundet generelt. Prøv lige at tænk, hvor smukt det ville være, hvis forældrene fra en lukningstruet skole demonstrerede i mod lukningen af det alternative plejehjem!

Der mangler en sammenhængende solidarisk holdning hos borgerne. Når folk kommer til byrådsmøde for eksempel, så kommer de for at høre lige præcis om deres egen sag, vindmøller, børnehaver, hvad det nu kan være. Når den sag er behandlet i salen, så rejser de sig og går. Som politiker sidder man og tænker: Nå, interesserer de sig kun for deres egen sag? Det er simpelthen ikke det, jeg vil med politik. Jeg vil ikke ofres i kampen mellem egocentriske behov og løsningsforslag”.

POLITIKER OG POET

Du har været i spil som politiker på alle niveauer – kommune, region, folketing og EU. Er det ikke netop dig, der skal gøre noget ved de problemer, du nævner?

“Jeg har en politisk side, og så har jeg en halvintellektuel poetisk side. Masoum, der kigger på træer og lytter til fugle. Det er den sidste side, der skal have en chance de næste forhåbentlig mange år. Der er politikeren, og der er poeten – nu er det poeten. Jeg udgav en digtsamling på iransk, da jeg var 24, og jeg har skrevet nu og da igennem årene.

Der er så megen fokus på individet, at kun nøden eller en endnu større krise kan tvinge os tilbage til en anden måde at gøre tingene på. Det vil jeg ikke længere bruge tid på.

Det er jo dig og mig, der skal sætte den her debat – det er jo ikke dem på det alternative plejehjem. Hvorfor er det ikke dig, der går forrest?

Jeg er en del af problemet. Der er et eller andet, der gør, at vi ikke diskuterer handicapområdet, de fattigste og de ældre på en ordentlig måde. Der er et eller andet, der gør, at det bliver middelklassens problemer, der sætter dagsordenen.

Der er 20 procent, der klarer sig rigtigt godt, der er 20 procent, der klarer sig dårligt – og så er der 60 procent. der klarer sig OK. Det er middelklassen, og det er dem, der bestemmer, hvad vi skal diskutere. Overklassen er såmænd lige så overhørt. De har råbt i årevis om, at de vil have skattelettelser, men ligesom med underklassen er der ingen, der tager dem rigtigt alvorligt”.

NOGET ER RIGTIGERE END ANDET

Vi har vel politikerne – dig for eksempel – til at skære igennem og sætte dagsordenen?

“Jeg synes, man som politiker vænner sig til at beskytte de kræfter, ens parti henter stemmer hos. Venstre støtter kræfterne på landet, SF og Socialdemokraterne støtter lønmodtagerne. Jeg synes, man som byrådspolitiker skal prøve at holde hovedet koldt og arbejde for de rigtige løsninger på trods af tilhørsforhold. Der er simpelthen nogle løsninger, der er mere rigtige end andre. Der er objektive problemer og objektive løsninger. Men det er ikke sådan, der bliver truffet beslutninger. Det samme gælder på landsplan. Selv om jeg er venstreorienteret, fatter jeg ikke, at vi ikke afskaffer efterlønnen. Hellere i går end i dag.

Det kan godt være, at der er andre, der finder det naturligt, at politikere handler ud fra deres egen og deres vælgeres interesser. For mig er det stadig en gåde, at Enhedslisten taler om løsninger ud fra finanser, der ikke findes, og at Venstre nægter at tage miljøproblematikken i Svendborg alvorligt. Jeg kunne kritisere SF for lignende ting.

Hvorfor kan vi som politikere ikke tale og handle frit uden at tage hensyn til interesseorganisationerne. Det forstår jeg stadig ikke efter 12 år i politik”.

Er det ikke en naiv tankegang – har politik ikke altid været sådan?

“Muligvis, men det er jo rigtigt, at hvis vi i sidste byrådsperiode havde handlet ud fra fornuft i stedet for ud fra særinteresser, så havde vi ikke siddet i denne håbløse økonomiske situation. Som vælger kan man jo med rette spørge: Vidste politikerne ikke, at den var gal med økonomien ved valget i november 2009? Hvis svaret er jo, det gjorde de, så er der jo noget galt med moralen hos politikerne. Hvis svaret er nej, er der jo noget galt med kompetencerne”!

Den her indsigt – hvad betyder den for resten af din periode i Byrådet?

“For resten af pengene vil jeg prøve at være lidt mere ægte og reel og sige, hvad jeg faktisk mener – men jeg skal jo heller ikke vælges igen. Jeg vil bruge mine kræfter på at søge indflydelse der, hvor jeg kan. Jeg vil lytte til andres argumenter, men jeg vil handle der, hvor jeg finder det vigtigt. For eksempel arbejder jeg hårdt på, hvad ikke mange ved, at hindre forringelser på anbringelsesområdet for børn og unge. Det er bare et eksempel, men et vigtigt emne for mig.

Jeg har aldrig følt mig så godt tilpas i politik, som jeg gør lige nu, fordi jeg ikke tænker på min popularitet, men hele tiden prøver at sige det, jeg mener. Jeg bedømmer sager ud fra, hvad jeg mener er rigtigt og forkert – og siger det. Jeg er bedøvende ligeglad med, hvad folk mener om mig på den baggrund. Det er en befrielse”.

DET FÅR JEG MIN LØN FOR

Hvordan har du det med den kritik, du og din arbejdsplads er blevet udsat for, blandt andet her i denne avis omkring behandlingen af syge borgere i relation til dagpenge og aktivering?

“Jeg kunne sige rigtigt meget om den kritik, men det, jeg vil sige, er, at de historier, der kommer frem, er meget mere komplicerede, end de fremstår i pressen. Vi bliver ofte fremstillet som kyniske i forhold til syge medborgere. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at kynisme hører ikke til mine egenskaber.

Jeg ser rigtigt meget, der er trist i menneskers liv på mit arbejde. Men det må ikke påvirke mine beslutninger. De er taget i henhold til nogle retningslinjer. Når jeg går på arbejde, så lægger jeg mit samfundsengagerede hoved i et hjørne, og så siger jeg: Jeg har en lovgivning, der skal praktiseres. Det er det, jeg får løn for. Jeg er ikke så forkælet, at jeg kan realisere mig selv igennem mit arbejde. I mit arbejde er det Arbejdsmarkedsstyrelsen og Beskæftigelsesministeriet, der igennem lovgivning definerer rammerne for det, jeg laver. Jeg sætter ikke i et sekund spørgsmålstegn ved den lovgivning, når jeg er på arbejde. Når jeg så kommer hjem, kan jeg godt have mine holdninger til det.

Det er en fuldstændig misforståelse, hvis man tror, at lokalpolitikerne har indflydelse på, hvor mange der får pension i Svendborg. Det er landspolitikken, der igennem lovgivning har ændret mulighederne for at få ydelserne gennem tiderne. Vi har haft en borgerlig regering gennem rigtigt mange år, der har formet love og regler. Som embedsmand skal man ikke gå i mod reglerne – det ville være udemokratisk”.