Den er svær at slippe, Svendborg. Den drager. Man vender tilbage. Sådan har mange, der har boet i Svendborg, det. Hvad er det med dig og Svendborg? Det spørgsmål svarer en række tidligere svendborgensere på. I dag er det musiker og sanger Naja Storebjerg Laursen, der skriver. I de kommende dage er det Karsten Madsen, Elisabet Svane og Bjørn Elmquist.

Svendborg – det er bare min by

Af Naja Storebjerg Laursen

 

Det er som at trække en gammel sommerkjole ned over hovedet. En yndlings-sommerkjole.

Duften af det bløde, velkendte stof der smyger sig til kroppen og vækker minder om tider, der var engang. Den passer stadig selvom den er blevet lagt ud, lagt op, henlagt og taget frem igen.

Jeg bar den kjole en varm sommerdag på vej hjem fra stranden med sommerfugle i maven, aftryk af inderlige kys på min hud og en favnende arm hvilende på min skulder. Brusende forelsket som aldrig før og aldrig igen siden hen.

Jeg har danset i den kjole – lige til solen stod op. Jeg husker, hvordan Anja og jeg købte morgenbrød ved bageren og spiste det på vej hjem, mens vi forbandede 3G, filosoferede over kærligheden og overdøvede solsortens morgensang med Aretha Franklins ”Respect”.

Da jeg blev gravid, var min store mave virkelig stor, men jeg insisterede på, der skulle være plads, så kjolen blev lagt ud. Vi flyttede ind i et gammelt byhus på Grubbemøllevej,  og der var kys ad libitum, musik, og kreativiteten blomstrede, og i kjolens lommer gemte der sig sutter, kiks og køkkenrulle til de små næser.

En dag kastede jeg med potter og pander, bandede og svovlede og tørrede næsen af i ærmet. Hidsigprop, sagde han. Temperamentsfuld og stædig som bare fanden. Jeg blev alenemor – til to. Moderne sagde nogen, rodehovede tænkte andre, men jeg var sådan set ligeglad, for jeg var som jeg var, og det var der ingen , der skulle lave om på. Jeg vaskede kjolen og hængte den til tørre og håbede på, den ikke blegnede i solen.

Så blev det vinter. En dag forsvandt min mor herfra og blev til en stjerne. Det var hendes hænder, der havde lagt kjolen op, syet den til og gang på gang holdt den op foran mig, når jeg ikke vidste, hvad jeg skulle tage på. Hun vidste, hvem jeg var, og hvor jeg hørte til. Hun var min bedste ven.

Jeg gemte kjolen bagerst i skabet, da jeg i sorg og afmagt besluttede mig for at rejse væk. Jeg huggede en hæl og klippede en tå for at tilpasse mig mine nye omgivelser, men blev ikke spor lykkeligere. Tværtimod.

Med tiden blev jeg afklaret med, hvor jeg hører til, og hvad der er vigtigt for mig som menneske, mor og kunstner.  Så jeg er kravlet ind i klædeskabet, som Lucy ind i Narnia og har fundet min gamle sommerkjole frem igen. Og jeg bærer den, hvorhen jeg end går – om jeg så skal til Bjerringbro, København, Tokyo eller Rio. Svendborg er bare min by.

(Naja Storebjerg Laursen, København, tidligere Svendborg, er sanger og musiker).